Katten Roxy bor sammen med sin ældre katteven Mis hos sin ejer Anna vest for København. Det var weekend, og Anna havde en gæst, der skulle overnatte nogle dage. Det var en af hendes gode venner, der desværre havde pelsallergi.
Af hensyn til vennen skulle begge kattene, Roxy og Mis, bo hos naboen i de dage.

Genbo så Roxy falde seks etager

Lørdag morgen stod Roxy på naboens altangelænder. Selv om naboen havde lovet ikke at lade altandøren eller vinduerne stå åbne, stod altandøren på klem. En genbo ser fra sit vindue, at katten pludselig mister balancen og falder seks etager ned, rammer et altangelænder nogle etager længere nede for til sidst at styrte ned på asfalten.

Afsted til nærmeste dyrehospital

Da Anna fik at vide, hvad der var sket, løb hun ned på gaden og fandt sin kat blodig og livløs. De kørte direkte til nærmeste dyrehospital. Det første spørgsmål Anna fik var, om katten var forsikret. Men Roxy havde jo altid været indekat, så Anna havde ikke anset det for at være nødvendigt at forsikre den.

– Jeg er bange for, at det bliver meget dyrt, sagde dyrlægen.

Anna havde ikke råd til at betale regningen på én gang. Hun måtte bede om at få en afbetalingsordning.

Katte har også brug for en forsikring

– Der er omkring 650.000 katte i Danmark, men kun ca. 1,5 procent af dem er forsikret, siger Sonja Karaoglan fra forsikringsselskabet, Agria Dyreforsikring.
En sygeforsikring for en huskat koster ca. 600 - 900 kr. om året og dækker de fleste udgifter ved ulykke eller sygdom. Men hvis man ikke har forsikret sin kat, kan det blive dyrt. Et af Københavns dyrehospitaler tager for eksempel 1260 kr. for en røntgenundersøgelse i dagtimerne, men uden for almindelig arbejdstid må man regne med et vagttillæg oven i prisen.

Roxy overlevede, men det blev dyrt

Katten Roxy overlevede sit fald fra en enorm højde. Efter en uges behandling for indre blødninger, en kæbe, der var gået af led, og et brækket forben, blev Roxy udskrevet fra dyrehospitalet og kunne komme hjem til sin ejer. Det blev en dyr historie, og det kommer til at tage Anna lang tid at få betalt dyrlægeregningen. Når hun engang får betalt det sidste afdrag, regner hun med, at hun alt i alt har betalt omkring 15.000 kroner. Katten Roxy kom sig fuldstændigt. Den eneste forskel, man kan mærke på Roxy efter faldet, er, at hun har fået lidt større respekt for højder.