Risikoen for brandsår, snitsår, forgiftning eller for at katten kommer til at spise noget, der senere skal opereres ud, stiger, når vi fylder hjemmet med levende lys, juleblomster og gavebånd og hænger glaskugler på juletræet. Men du behøver ikke at opgive hverken blomster, julepynt eller den hyggelige julestemning, hvis du bare bruger din fornuft og er lidt ekstra forsigtig.

Pas på med blomster, mistelten og gran

Julen er en tid, hvor vi som regel har lidt flere blomster i huset end sædvanligt. Mange katte holder meget af at tygge i blomster. Tænk derfor på, at mange af de løg- og potteplanter, som er fremme i julen, kan være giftige eller have plantesaft, som er hudirriterende. Det gælder for eksempel liljer, julerose, hyacint og amaryllis.

Også afskårne blomster kan være giftige og kan i uheldige tilfælde være livsfarlige for katten. Hvis du vil have disse blomster alligevel, så lad være med at stille dem på bordet, men stil vasen et sted, katten ikke kan nå.

Katte elsker at drikke vand alle andre steder end fra deres egen skål

Katte elsker at drikke vand alle andre steder end fra deres egen skål. En juletræsfod med vand i kan derfor opfattes som en ny, spændende vandskål. Lad derfor være med at putte noget i vandet, som for eksempel gødning.
Bær fra kristtjørn og mistelten er giftige. Det samme gælder de røde bær på taks. Så pas også godt på, hvis du pynter med disse planter inden døre.

Hvis katten udviser tegn på forgiftning, hvis den savler eller kaster op, kan du kontakte nærmeste dyrehospital, som kan råde dig. Det er overvejende sandsynligt, at katten skal behandles hos en dyrlæge.

Vær forsigtig med lys

Vi tænder mange levende lys på denne årstid, og man skal naturligvis ikke opgive de stemningsskabende stearinlys. Men hvis du har kat, skal du være ekstra forsigtig. Katten kan få svedet knurhårene, hvis den af nysgerrighed kommer lidt for tæt på. Hvis du er rigtig uheldig, kan det ende med, at der går ild i pelsen, så katten skal på intensivafdeling på dyrehospitalet, eller det kan ende med brand i hjemmet.

Tænd kun levende lys, hvis du selv er i rummet og kan holde øje med katten. Et godt alternativ til almindelige lysestager er stager, der hænger på væggen eller ’lukkede’ lanterner og hurricanelamper, som katten ikke kan brænde sig på. Men du skal stadig holde øje med, at katten ikke vælter lysene og forårsager brand.

Gavebånd kan stramme og skære

Katten skal helst ikke tygge i gavebånd. De kan være meget skarpe og kan skære katten i munden. Derfor er det bedst ikke at lægge gaverne under træet før juleaften, når alle er samlet i stuen. Sørg også for, at alle bånd smides væk, når gaverne er pakket ud.

Katte elsker at tygge på fehår, sølvglimmer, vat og anden julepynt. Det kan være en smertefuld historie for katten at få fjernet den slags fra mave eller svælg, og en dyr og trist historie for katteejeren. Du skal også være forsigtig med nødder, der kan sætte sig fast i munden. Det er godt at lege med katten, men brug dens egne legeting og sørg for, at den ikke leger med farlige ting, når den er alene.

Papirbæreposer virker også tillokkende på katte. Fyld for eksempel en papirbærepose (aldrig en plastikpose) med sammenkrøllet gavepapir, men husk at klippe eventuelle håndtag af posen, så katten ikke kan sidde fast og blive kvalt.

Kugler af plastic er bedre end glaskugler

Juletræet er også en spændende ting. Det tager som regel et stykke tid for katten at vænne sig til det store træ, der pludselig står midt i stuen. Det er utroligt fristende for de fleste katte. Det er først og fremmest unge katte, der giver sig til at klatre i træet, men enhver kat vil have svært ved at modstå de sjove, glitrende kugler og anden pynt, der hænger og dingler. Glaskugler går nemt i stykker, så katten kan skære sig. Julepynt af garn kan katte finde på at spise, og garnet kan sætte sig fast i tarmsystemet.

Glaskugler går nemt i stykker, så katten kan skære sig

Brug derfor plastkugler i stedet for glaskugler, og prøv at finde julepynt, katten ikke kan spise eller skære sig på, hvis det lykkes for den at rive det ned af træet. Hæng den mindst sarte og ufarlige pynt på de nederste grene.

Bensplinter kan være farlige

Katten skal også vide det er jul, og den kan sagtens få lov at smage lidt flæskesteg eller et lille stykke andekød, men ikke for store mængder, så katten får dårlig mave. Vær forsigtig med at give katten ben fra flæske- eller andesteg. De kan splintre og sidde fast i mave og tarm.

Glem heller ikke at holde øje med det varme komfur og den varme ovn, når du steger og bager. Både brandsår og bortoperation af fremmedlegemer fra kattens mave eller svælg kan være en dyr affære, især hvis ulykken sker i juledagene, og man er nødt til at tage katten med på dyrehospitalet til weekendtakst.

Det er godt med en forsikring

Naturligvis skal du gøre alt for at undgå, at din kat kommer ud for en ulykke, men hvis uheldet er ude, er det en stor lettelse, at katten er forsikret, så regningen ikke bliver alt for stor. En sygeforsikring dækker ulykkestilfælde fra den første dag.

Forær ikke en kat væk, medmindre du er helt sikker på, at den får det godt

Sidst men ikke mindst så husk, at man aldrig bør forære nogen en kat i julegave! Det er et stort ansvar at være katteejer, og det er ikke en beslutning andre kan tage på ens vegne. Uanset hvor sød den lille killing er, kan det ende meget ulykkeligt, hvis barnet eller forældrene bliver trætte af den, eller indser at de ikke kan tage ansvar for at have en kat.