En våd novemberaften mødte vi Krister for første gang hos vores gode ven Cina i Stockholm. En bedårende tigerstribet, vild krabat, der var fuld af liv, og som straks stjal vores hjerter. Han apporterede skiftevis enkroner, væltede blomster ned og hyggede sig sammen med os. Der var fuld fart på, lige meget hvad han havde for.

Vi overnattede hos Cina, og om natten fortsatte Krister sine eventyr i formel 1 tempo. Han var pumpet med adrenalin og levede sit katteliv i overhalingsbanen, som en ægte racerkører. En personlighed uden lige.

Krister knyttede sig til mennesker og elskede alle uforbeholdent

Da Cina på grund af allergi ikke kunne beholde ham, meldte Mia og jeg os som plejeforældre. En iskold dag i februar måtte Krister gøre vores allergiske ven selskab i toget ned til Göteborg. Her inspicerede han lidt genert og usikker sit nye hjem på Wallenbergsgatan.

Fandt sig hurtigt til rette og trivedes i sine nye omgivelser

God mad, masser af spændende nye ting at lege med, nye ejere og ikke mindst naturen lige rundt om hjørnet betød, at det nye hjem var et paradis for Krister.

Men det varede ikke længe, før vi kunne se, at Krister havde forandret sig. Han blev mere og mere træt for hver dag der gik, og han var heller ikke helt så social som tidligere. Nå, han er vel ved at blive voksen, tænkte vi. Desuden havde han lige haft lidt dårlig mave og en let forkølelse. Han liver nok op, nu det bliver forår, mente Mia og jeg. Så skulle han have lov at være mere ude og kigge på fugle og smådyr. En minitiger skal vel have mulighed for at gå på eventyr for at trives!

En weekend indså vi, at der var noget helt galt. Katte sover meget – men ikke treogtyve timer i døgnet! Når han var vågen, var han sløv og slet ikke den Krister, vi kendte. Gnisten var forsvundet fra hans øjne. Han var kun godt og vel otte måneder, men virkede som en livstræt olding.  Mia insisterede på, at vi skulle til dyrlægen med ham, og fra dyreklinikken fik vi en henvisning til dyrehospitalet Blå Stjärnen i Göteborg.

Om de så havde forlangt en million for at gøre Krister rask, havde jeg punget ud

Vi kunne med det samme forstå på veterinærsygeplejersken, at Krister ikke havde det godt. Han havde blodmangel og blev indlagt. Til trods for, at jeg tidligere har haft dyr – selv om det var et stykke tid siden – har jeg tit undret mig over de enorme summer, folk bruger på deres kæledyr. Men jeg har skiftet mening.

Dyrehospitaler er ikke gratis, og jeg skal love for, at om de så havde forlangt en million for at gøre Krister rask, havde jeg punget ud. Ekskl. moms! Hvis du har hjerte i livet, ville du have gjort det samme i mit sted.

Virus i blodet? De vidste ikke noget med sikkerhed endnu, men bad os om at afvente svar på blodprøverne.

Måske var det bare en parasitsygdom? I mellemtiden fik Krister blodtransfusion, antibiotika og kortison. De fortalte, at han var blevet betydeligt friskere, men gav os ikke nogen større forhåbning. Han skulle blive en nat til. Sygt blod og katte er ikke nogen god kombination. Men vi fik alligevel nyt håb. Krister power! Han må da klare den med sine ni liv, eller hvad?

Næste dag ringede de fra Blå Stjärnen. Krister havde leukemi. Hvis han havde været et menneske, havde han fået livsforlængende behandling. Kampen mod kræften ville være begyndt. Vi sparer ingen midler, når det gælder os selv, uanset hvor håbløse udsigterne er.

Der havde muligvis været håb for Krister, men selv da havde det medført stor smerte og lidelse. Måske går vi for langt indimellem.

Livskvalitet er et elastisk begreb for os mennesker

Mia og jeg mødtes, før det sidste møde med den lille uimodståelige ballademager, som havde erobret så stor en plads i vores hjerter. Vores lille kattebarn! Vi vidste, at det ville blive hårdt, men vi gjorde vores bedste for at tage os sammen.

Dyrlægen kom os i møde med Krister i favnen.  Krister var i super form og lige så frisk som tidligere. Vores lille tiger! Der var ingen grænser for hans glæde, da han fik øje på os. Det var, som om al sygdom var pist væk, og hans øjne var fulde af liv. Blodtransfusionen havde givet ham livet tilbage, og han gik fuldt og helt ind for det. Fuld fart frem. Nu skal I bare få at se! Øjnene strålede og hans livsvilje var overvældende. Han fór lige hen imod os med alle de krumspring, som kun katte kan præstere. Her er jeg! Livet er skønt!

Vi fik lov til at være sammen med ham en sidste stund, og alverdens tanker fór gennem hovedet på mig. Han ER jo rask! Krister struttede af liv.

Blodtransfusionen var den vitaminindsprøjtning, der et kort øjeblik fik ham til at live op igen og blindt kaste sig ud i livets eventyr. Det var, som om han sagde: ”Helt ærligt! Fatter du ikke, at løbet lige er begyndt?”

Dyrlægen kom ind med sprøjten, og vi holdt Krister i favnen. Det var som i frit fald, først fuld fart, og så stoppede det hele brat. Som den fighter Krister var, kæmpede han helt vildt et kort øjeblik – for derefter at sove roligt og fredfyldt ind. Løbet var kørt.

Gå på med krum hals. Kast dig ud i det. Hav det sjovt! Det var Kristers motto. Man lever jo kun én gang. Men lige nu er det hårdt. Det her er min måde at bearbejde sorgen på. Jeg var nødt til at skrive mig ud af det. Tak, fordi du lyttede.