Foråret kræver en del ekstra omsorg fra hesteejerens side. Tag dæknerne af, lad hesten være hest og giv den lov til at nyde forårets sol og varme. 

Føldiarré – altid et faresignal

Mange føl får diaré i løbet af de første levemåneder. Der kan være flere årsager, men tilfælde af diaré kræver altid skærpet opmærksomhed fra hesteejeren. Når hoppen kommer i brunst, rammes mange føl af den såkaldte ”brunstdiaré”. Denne type diaré er som oftest ufarlig, men tilkald dyrlægen straks, hvis afføringen ikke bliver fast, når hoppen er færdig med brunsten.

Transport af hoppe med føl

Mange hopper, der sendes til bedækning har stadig et lille føl. Hoppen må ikke transporteres, før tidligst seks dage efter foling. Selvfølgelig må der tages ekstra hensyn til føllet ved transport. Sørg altid for, at den øverste del af bagdøren er lukket. Det sker, at føl slipper ud af traileren den vej. Bind aldrig føllet under transport og læg heller ikke grime på det. Lad aldrig døren til traileren stå åben uden opsyn, hvis du holder pause. Strø rigeligt med halm i traileren. De fleste føl har brug for at ligge ned nu og da under rejsen. Sørg for, at der er god plads, sådan at hoppen ikke kommer til at træde på føllet. Og så må du selvfølgelig aldrig transportere hoppe og føl sammen, hvis hoppen har udvist tegn på aggressivitet over for føllet. 

Transportsyge – mere almindeligt

Sygdommen skyldes stress ved lange transporter kombineret med virus i luftvejene, dårlig luftkvalitet og nedsat kondition. Disse faktorer kan give anledning til en infektion med en række forskellige bakterier, ofte fra den normale bakterieflora, som igen kan resultere i lungebetændelse.

For at forebygge transportsyge skal man være meget omhyggelig med ventilation under transporten. På længere rejser skal man gøre holdt mindst hver fjerde time og losse hestene, sådan at de kan få frisk luft. Hvis det ikke er muligt, bør man under alle omstændigheder standse op og sørge for grundig udluftningen af traileren. Fodring skal helst foregå sådan, at hesten kan spise med sænket hoved. På denne måde kan den blive fri for det slim, der ellers sætter sig fast i luftvejene. 

Vaccinationer

Hold øje med din hests vaccinationer. Hesten bør være basisvaccineret mod virusinfektioner og skal absolut være vaccineret mod stivkrampe. Sørg for at følge vaccinationsskemaet.

Fodrer du med wrap-hø?

Vær ekstra omhyggelig, når du åbner en balle wrap-hø, når solen skinner – der bliver let meget varmt i høballerne. Det kan give anledning til mugdannelse, som er skadelig for hesten.