Antal af hamskifter

De fleste slanger skifter ham 4-8 gange om året. Antallet af hamskifter afhænger af mange forskellige faktorer, f.eks. temperaturen, foderintervaller, fodermængde og aktivitetsniveau. Unge slanger skifter ham oftere end ældre slanger, fordi de vokser hurtigere i løbet af de første leveår.

Raske slanger har normalt ingen problemer med at skifte ham, og kaster som regel hammen af sig i ét stykke. Slanger, der har gamle skader på hud eller skæl og slanger, der lever i for kolde eller tørre omgivelser, kan derimod få problemer.

Før hamskiftet

Forud for hamskiftet går en periode med inaktivitet. Den kan vare 1-2 uger. I denne periode bliver øjnene matte og dækket af en gråblå hinde. Slangen ser derfor dårligt, og det kan gøre den en smule uberegnelig og indimellem også aggressiv. Skindet får også en mat overflade. Den nye hud indenunder er endnu blød og meget sensitiv i den periode, hvor yderhuden begynder at falde af.

Hamskiftet begynder

Efter 7-15 dage bliver øjnene igen klare, og nu begynder hamskiftet. Slangen anvender hårde ting eller overflader som hjælp til hamskiftet. Hamskiftet begynder med hovedhuden. Når slangen har fået løsnet huden omkring munden og næsen, gnider den sig mellem nogle hårde genstande, som kan fange det løse skind og holde det fast, mens slangen glider ud af det. Mange slanger tømmer også deres tarm efter hamskiftet, eller indtager store mængder vand.                    

Fugtboks

For at mindske problemer med hamskiftet, bør du sørge for, at et af slangens skjulesteder er en såkaldt fugtboks. En fugtboks giver gode muligheder for, at slangen kan få tilført den fugtighed, som er nødvendig for dens velbefindende, uden at hele terrariet behøver at være fugtigt.

Fugtboksen laves af:

  • En passende stor plastbakke med låg. Bakken skal være så stor, at dyret kan krybe ind og vende sig inde i hulen, men ellers må den gerne være lidt trang. Hvis hulen er for stor, risikerer man, at slangen bruger et hjørne som toilet.
  • Vaskesvamp stor nok til at dække hulens bund.
  • Skær et hul enten i bakkens låg eller på en af de korte sider. Hullet skal være stort nok, til at slangen kan komme ind og ud af hulen. Der må ikke være andre huller i bakken.
  • Gør svampen våd og vrid den, så den er fugtig uden at dryppe, og læg den ind i hulen.
  • Sæt den fugtige hule ind i terrariet nær en varmekilde sådan, at højst halvdelen af bakken står på varmen, ellers tørrer den for hurtigt ud. Hvis hulen ikke er tilpas varm vil slangen ikke bruge den. Første gang skal du selv sætte slangen ind i hulen, men siden kan den selv gå ud og ind efter behag. Mange slanger tilbringer flere timer i fugtboksen for derefter at holde sig væk i lange perioder.
  • Hold øje med at hulen er tilpas fugtig og ren hver eller hveranden dag. Hvis dyret ikke bruger hulen som toilet eller spiser mad derinde, kan bunden holde sig ren i op til 2 uger. Så snart du mærker tegn på dårlig lugt, afføring eller anden slemt, skal bundmaterialet skiftes ud med noget rent. Bakken skal desinficeres med jævne mellemrum. Hæld en svag opløsning af rengøringsmiddel i og lad den stå i en halv time. Skyl bakken grundigt.