Tjek alle rum, hvor ilderen kan komme til at færdes, og luk alle huller og sprækker, der er større end 2,5 cm i diameter. Tjek også, at ilderen ikke kan smutte ud gennem et åbent vindue. Det kan du f.eks. gøre ved at have netskærme for vinduerne. Undersøg også åbninger rundt om rør og lignende. Nogle ilderhvalpe er så små, at de kan presse sig ud under dørene.

Ildere er så små og lydløse, at man som regel ikke hører dem nærme sig. Det er nemt at komme til at træde på dem, hvis de har puttet sig ind under et gulvtæppe for at sove, eller pludselig smutter ind under din fod. Deres forkærlighed for at gemme sig i tunneler og deres indbyggede nysgerrighed bringer ofte ilderen i farlige situationer.

Ilderen kan for eksempel ubemærket krybe ind i køleskab, ovn, ud gennem altangitre, yderdøre eller havne i vaskemaskinen sammen med noget tøj, som den måske lå og sov under. Andre farer er sovesofaer eller madrasser med fjedre. Den bedste måde at forebygger problemerne på, er ved at lære sin ilder gode vaner og hele tiden være opmærksom og forudse mulige farer.

Det er også en god idé at forebygge skader ved at have et bur til din ilder, som den kan være i, når du ikke er hjemme og kan holde øje med den. I buret skal den have god plads at røre sig på, et sovehjørne, legetøj, den kan holde sig beskæftiget med og en toiletbakke. Den skal også have adgang til frisk vand, gerne fra en vandskål. Et ilderbur skal mindst være 80 x 80 x 80 cm og meget gerne større.

Sovested

Det er nødvendigt at lave et afskærmet hjørne, hvor ilderen kan sove. Hvis ilderen ikke har et godt sovested, bliver den frustreret og vil blive ved med at grave for at lave en hule. Et sovehjørne kan være noget så enkelt som et fleecetæppe eller en gammel T-shirt, en træ- eller papkasse med hul i den ene side, ærmet fra en sweatshirt el. lign.

Hvis din ilder kan lide at tygge i tøj og stof eller spise det, er det bedst at give den en kasse af en slags, så den ikke får forstoppelse eller tarmslyng. Tøjspisning er tit en adfærd, man ser hos unge ildere, og som regel holder det op, når ilderen er et års tid gammel. Det kan også forekomme, hvis ilderen ikke har adgang til mad hele tiden.

Toiletbakke

Ilderen kan trænes til næsten at blive helt renlige. Stil en katte- eller ilderbakke i det hjørne, ilderen har valgt som toilethjørne. Du kan bruge kattesand (undgå den type, der er parfumeret), træpiller eller papirgranulat.

Det største problem med kattesand er, at visse ildere kan lide at ligge i bakken, og det udtørrer deres pels og gør den skør og glansløs. Ilderen dækker ikke tis og afføring til, og derfor er det nødvendigt at rense bakken tit for at mindske lugten. Hvis ilderen går frit omkring i huset, kan det være nødvendigt at stille flere bakker, eller lægge aviser i forskellige hjørner (ilderen besørger altid i hjørner), da det er svært at lære ilderen, at den skal gå hele vejen ’hjem’ for at gå på toilettet.

Legetøj

Giv aldrig en ilder gummilegetøj! Ildere elsker at tygge i og sluge gummi, og det kan give forstoppelse og i værste fald være livsfarligt. Sørg for at hele dit hjem er ildersikkert! Fjern alle ting af gummi, for eksempel ørepropper, hovedtelefoner, sko med gummisål, rørisolering, elastikker mv. Og mens du er i gang, kan du lægge dig på alle fire og lede efter flugthuller eller gemmesteder, som ilderen kan skjule sig i.

Ilderen elsker også at grave sig ned i møbler og madrasser på jagt efter et hyggeligt sovested. I sin iver kan den komme til at sluge skumgummifyld og andre uheldige ting, der kan give forstoppelse. Det kan undgås ved at dække undersiden af møblerne med f.eks. krydsfiner. Som tidligere nævnt kan madrasser med fjederbund også være en dødsfælde for din ilder, hvis nogen sætter sig på madrassen og ilderen kommer i klemme!

Sikkert legetøj for ilderen er for eksempel nylonben, bordtennis- og golfbolde, små glas, papirsposer, paprør til plakater og meget hårdt plast-legetøj. Det meste legetøj af stof kan også bruges, men hold øje med ilderen til at begynde med, så du kan sikre dig, at den ikke bider det i stykker og sluger dele af det.

Vaccinationer

Ilderen skal vaccineres mod hvalpesyge, da denne sygdom har næsten 100 % dødelighed hos ilder. Selv om din ilder altid er indendørs, kan den blive udsat for virus, som kommer ind gennem vinduet eller via sko og tøj.

Producenten anbefaler, at en ilderhvalp efter en vaccineret hun vaccineres i 10 ugersalderen og derefter en gang om året. Hvis hunnen ikke var vaccineret, bør man vaccinere hvalpen lidt tidligere og vaccinere igen efter 4-6 uger og derefter en gang om året. En drægtig hun bør ikke vaccineres.

Ilderlugt

Ilderen danner et fedtet sekret i huden. Hos den voksne ikke neutraliserede ilder har dette sekret en meget kraftig lugt. Duften styres af kønshormoner, og derfor mindskes duften noget, hvis man neutraliserer sin ilder.

Noget af duften stammer også fra analkirtlerne, men denne duft fornemmer man kun, når ilderen har afføring eller når den tømmer duftkirtlerne især i forbindelse med en skræmmende situation eller hvis dyret er meget ophidset. Det er sjældent at ildere tømmer deres duftkirtler, og når det sker, mærker man kun duften nogle minutter. Der er derfor ingen grund til at fjerne analkirtlerne kirurgisk, medmindre de bliver ramt af sygdom.

Bad

Når man bader ilderen, skal man bruge en mild shampoo beregnet til dyr. Ilderen skal højst bades en gang om måneden, medmindre der er tale om medicinske bade. Badning fjerner nødvendigt fedtstof fra huden og giver tør og kløende hud, hvis det overdrives.