Neutralisering af ilder

Neutralisering af både hanner og hunner udføres som regel, når dyret bliver kønsmodent omkring 6-8 månedersalderen. Ved at sterilisere hunnen nedsættes risikoen for dødelig blodmangel (se nedenfor). Kastrering af hannen nedsætter risikoen for aggressiv adfærd mod andre hanner i forbindelse med brunstperioden. Kastration mindsker også den specielle ilderlugt noget.

Kemisk kastration

Man har mistanke om, at kastrering kan være medvirkende til den store forekomst af binyrelidelser hos ilder (se nedenfor). I de seneste år er man forsøgsvis begyndt at foretage såkaldt kemisk kastration i stedet for at operere ilderen. Ved kemisk kastration ’skydes’ en microchip ind i ilderens nakkeskind. Chippen afgiver gradvist en form for antihormon, der dæmper ilderens egen produktion af kønshormon.

Det fungerer i alt fald udmærket som alternativ til neutralisering

Metoden er meget ny, så man ved endnu ikke, om det er den bedste metode til at undgå binyrelidelser. Det fungerer i alt fald udmærket som alternativ til neutralisering. Chippens virkning aftager med tiden, og ilderen begynder igen at vise tegn på hormonel aktivitet. Hannens testikler begynder at vokse, og han får den karakteristiske ilderlugt igen. Hos hunnen kan vulva begynde at svulme op. Chippen virker sandsynligvis ca. 18-24 måneder. Når virkningen aftager, kan man sætte en ny chip ind.

Dødelig blodmangel hos hunner

Når ilderhunnen kommer i brunst vedbliver hun som regel med at være i brunst, indtil hun bliver parret. Brunsten viser sig ved, at vulva svulmer kraftigt op. Efter parring, eller hvis hunnen kommer ud af brunst ved hjælp af hormonbehandling, får vulva igen sin normale størrelse i løbet af 2-3 uger. I brunstperioden er niveauet af kønshormoner, især østrogen, meget højt, og det kan have en hæmmende effekt på knoglemarven (såkaldt knoglemarvsdepression).
Det høje hormonniveau bevirker, at knoglemarven gradvist holder op med at danne hvide og røde blodlegemer. Tilstanden opstår meget gradvist, så når dyret endelig viser tydelige symptomer på blodmangel, er knoglemarvens tilstand ofte så dårlig, at det er umuligt at redde ilderen trods intensiv behandling.

Tilstanden kan forhindres ved at sterilisere dyret i tide, enten via en operation eller ved at indsætte en hormonchip.

Hormonindsprøjtning kan få hunnen ud af brunst

Hvis du vil anvende din ilder i avl, men ikke ønsker at bruge hende under den første brunst, kan man give en kortvarig hormonindsprøjtning, for at få hende ud af brunsten. Hormonbehandlingen kan ikke påbegyndes før ca. 10 dage inde i brunsten. Når hunnen er kommet ud af denne brunst, sker det tit, at en ny brunstperiode indtræder omkring 40-50 dage efter behandlingen.

Forkølelse og influenza

Ilder er meget modtagelig for menneskers forkølelse og influenza. De får samme symptomer som mennesker. Næsen løber, øjnene løber i vand, de kan nyse og hoste og miste appetitten i flere dage. Nogle gange kan dyret få diaré, og hvis den er voldsom, blodig eller forbundet med mange forsøg på at få afføring eller jamren, skal du kontakte din dyrlæge. Ved mild influenza er behandling som regel ikke nødvendig, hvis man bare sørger for almindelig omsorg og hvile i 5-7 dage, og holder øje med ilderen. Hvis din ilder mister appetitten fuldkommen, får grønt eller gult næseflåd og bliver meget svag og dårlig, skal du straks kontakte dyrlægen.

Hundesyge

Ilder er også meget modtagelig for at blive smittet med hundesyge. Det er en dødelig virusinfektion, der ellers kun rammer hunde. Sygdommen ytrer sig som regel først ved appetitløshed kombineret med kraftigt flåd fra næse og øjne. Senere kommer der tit udslæt under hagen og i lysken, og trædepuderne bliver fortykkede og hårde. For at beskytte din ilder mod smitte, bør du derfor få den vaccineret mod hundesyge regelmæssigt.

Fremmedlegemer i mavesækken eller tarmene

Som før nævnt tygger ildere gerne i gummi, og de har også nemt ved at danne hårboller. Men ildere er også kendt for at spise ting af blødt plastic, vattotter, ben og håndklæder. Symptomerne på, at et fremmedlegeme har sat sig fat i mave-tarm-systemet varierer afhængigt af, hvad der er tale om. Det kan for eksempel vise sig ved afmagring, sløvhed, opkastning, vedvarende tjærelignende afføring og nedsat appetit. Hvis din ilder får nogle af disse symptomer, må du sørge for at få dyret undersøgt så hurtigt som muligt!

Hjertefejl, kardiomyopati

Denne sygdom ses både hos ilder, hund og kat. Den rammer især hanildere over 3 år, men sygdommen kan også ramme hunner og kan forekomme i alle aldre. De første symptomer kan være diffuse med lidt nedsat appetit og en let besværet vejrtrækning. I de senere stadier får ilderen pludselig meget svært ved at få vejret, og den kan blive rundere omkring maven som følge af væskeansamling. Hvis diagnosen stilles i tide, kan ilderen behandles med hjertemedicin.

Tumorsygdomme

Ilderen er en af de dyrearter der hyppigt rammes af tumorsygdomme. Undersøgelser i USA har vist, at 30% af alle ildere over 3 år har haft en eller anden form for tumor (knude). De mest almindelige sygdomme er:

Insulinom

Meget små insulinproducerende knuder i bugspytkirtlen. Det forøgede insulinniveau bevirker, at ilderen får svært ved at regulere sit blodsukkerniveau. Symptomerne er først meget vage. Det kan f.eks. være muskelsvaghed og træthed eller savlen. Ilderen kan også gnide sig mere med poterne om munden, fordi den har det dårligt. Senere kommer der for eksempel sitren i muskulaturen, slingren, svimmelhed og i alvorlige tilfælde kramper. Med en tidlig diagnose kan en operation ofte medføre cirka 6 måneders symptomfrihed. Ved tilbagefald kan behandling forbedre ilderens livskvalitet. Sygdommen kan ikke helbredes, fordi tumoren næsten altid når at brede sig til andre organer, før diagnosen stilles.

Symptomerne er først meget vage. Det kan f.eks. være muskelsvaghed og træthed eller savlen

Binyretumor

Hormonproducerende tumor i den ene eller begge binyrer. Medfører øget niveau af kønshormoner. De mest almindelige symptomer hos hunner er, at vulva svulmer op, og at ilderen udviser brunstadfærd trods tidligere neutralisering. Hos begge køn ses ofte at pelsen bliver tynd og ofte også tør og glansløs. Ilderen taber håret. Det begynder som regel på halen og breder sig mod hovedet. Huden bliver sart og kløende. Efterhånden bliver bagbenene svagere på grund af tab af muskelmasse og maven kan blive rundere på grund af øgede fedtaflejringer. Diagnosen kan stilles ved hjælp af blodprøver. Behandlingen var indtil for nogle år siden enten medicinsk eller kirurgisk. Ved operation kan man fjerne den ene binyre og dermed nedsætte mængden af hormoner i kroppen. Den medicinske behandling består i at give hormonbehandling en gang om måneden, som dæmper den unormale hormonproduktion i binyrerne. Den nyeste behandling er, at placere en microchip med et antihormon i nakkeskindet, altså den samme behandling som ved kemisk kastration. Sygdommen medfører som regel ikke egentlige lidelser for dyret, og med god pleje kan ilderen leve et godt liv i flere år på trods af sygdommen.

Lymfosarkom

Turmor i de hvide blodlegemer (lymfocytterne), som kan optræde udelukkende i blodet (leukemi) eller i et eller flere indre organer. I den sidste form fører ansamlinger af forandrede lymfocytter til forstørrelse af det organ, der rammes, og man ser også, at organet har dårligere funktion. Sygdommen kan ramme ildere i alle aldre. Symptomerne varierer alt efter, hvilket organ der rammes. Diagnosen stilles som regel ved hjælp af en blodprøve, eventuelt sammen med en knoglemarvsprøve eller en vævsprøve fra det organ, man mistænker for at være ramt. Det er meget svært at behandle denne sygdom hos ildere. Der findes dog enkelte beretninger om ildere, der er blevet behandlet med kemoterapi. Man har mistanke om, at sygdommen forårsages af en virus (på samme måde som hos kat). Smittevejen er endnu ikke kendt.