Symptomer

Kattesyge kan ytre sig på flere måder, blandt andet ved diaré og opkastning, men også ved pludselig død. Hvis en drægtig hunkat smittes, kan killingerne få symptomer uden at hunkatten rammes. Hvis hunkatten bliver smittet i den sidste del af drægtighedsperioden, kan killingerne få forstyrrelser i lillehjernen, der bevirker, at de får ustabile bevægelser.

Kattesygevirus er også skyld i killingedødsfald i racekatteopdræt. Man mener, at årsagen er en stor forekomst af virus i omgivelserne, sådan at killingerne når at blive smittet, før de bliver vaccineret. Som regel er de dog beskyttet af modermælken som helt små.

Forebyggelse

Fordi virus er så modstandsdygtigt i det omgivende miljø, er det vigtigt med god hygiejne og omhyggelig rengøring, for at mindske smittetrykket. Man må regne med, at kattesygevirus altid findes i vores omgivelser, og at man kan slæbe virus med ind udefra, også selv om kattene ikke kommer ud. Alle katte skal derfor vaccineres mod kattesyge. Vaccinen mod kattesyge giver en god beskyttelse.

Det anbefales grundlæggende at killinger vaccineres to gange. Første gang når de er tolv uger og anden gang, når de er seksten uger. Hvis smittetrykket er højt, kan man vaccinere allerede, når katten er otte uger. Det hører med til basisvaccinationen, at man gentager vaccinationen, når katten er et år gammel. Voksne katte vaccineres herefter hvert tredje år.