Forgiftning er ikke lige så almindeligt hos katte som hos så mange andre dyr. Hvis ulykken alligevel er ude, er medicinforgiftning en af de mest almindelige årsager netop hos katte. For det meste er det mennesker, der er skyld i denne type forgiftning, fordi mange mennesker tror, at man kan bruge den samme smertestillende medicin til dyr, som vi selv tager. Det er meget sjældent tilfældet, og derfor er det vigtigt, at man aldrig giver sin kat eller andre kæledyr nogen former for menneskemedicin, undtagen hvis det er ordineret af en dyrlæge.

Hvorfor er hovedpinepiller farlige for katte?

Katte er især følsomme over for hovedpinepiller, fordi de indeholder stoffer, som katten har svært ved at nedbryde. Paracetamol, acetylsalicylsyre og ibuprofen er bare tre af disse farlige stoffer. I mange tilfælde skal katten kun have en meget lille mængde af denne type stoffer, før der opstår en livstruende situation.

Paracetamol – findes blandt andet i Panodil og Pamol. Ved forgiftning påvirkes blodets evne til at optage ilt, katten bliver ofte meget træt og farven på slimhinderne kan ændre sig. Forgiftning med paracetamol kan medføre blodmangel og dødsfald, hvis katten ikke får hjælp i tide. Selv om katten ikke har synlige tegn på forgiftning, kan paracetamol give leverskader, der ikke opdages med det samme.

Forgiftning med paracetamol kan medføre blodmangel og dødsfald

Acetylsalicylsyre – findes bland andet i Aspirin, Kodimagnyl og Treo. Ved forgiftning kan katten kaste op, få kramper og gå i koma. Også denne type forgiftning kan have dødelig udgang, hvis katten ikke får hjælp i tide.

Ibuprofen – findes blandt andet i hovedpinepillen med samme navn samt i Ipren. Ved forgiftning kan katten blive desorienteret, have blod i afføringen og/eller gå i chok, og det kan også i dette tilfælde ende med døden.

Hvordan kan du vide, om katten er forgiftet?

Det kan være svært at slå fast, om katten er blevet forgiftet, og derfor er det meget vigtigt at holde katten under observation ved enhver mistanke om forgiftning. De mest almindelige tegn på forgiftning er opkast, hoste, diarré eller vejrtrækningsproblemer. Vær også opmærksom på kramper, svimmelhed eller ætsninger, der også kan være tegn på, at din kat er blevet forgiftet. Ved mindste mistanke om forgiftning skal du altid kontakte en dyrlæge så hurtigt som muligt.

Har du mistanke om, at din kat er blevet forgiftet?

Spørg altid dyrlægen til råds uanset hvad tid på døgnet det er. Hvis din kat er blevet forgiftet, kan det være afgørende, at den får hurtig hjælp, fordi selv små mængder smertestillende medicin kan være livstruende for din kat. Prøv at finde ud af, hvad din kat kan have spist og tag gerne glas, emballage eller indlægsseddel med til dyrlægen.

Uden for normal åbningstid, skal du ringe til den dyrlægevagt din dyrlæge er tilmeldt eller nærmeste dyrehospital med døgnvagt.