Lus optræder hyppigst om efteråret og vinteren. De lever hele deres liv på hunden og smitten overføres fra hund til hund. Hunde kan ikke smittes af andre dyr. Hundens lus smitter ikke mennesker.

Hvis lusene optræder i stort antal, kan man ligefrem se dem kravle rundt i pelsen. Ellers kan de være svære at opdage. Selv æggene kan være svære at finde.

De sidder fastklistret til hårstråene som små skinnende ’bobler’. Ved hjælp af et forstørrelsesglas kan man se dem, når man undersøger pelsen. Det tomme æg bliver siddende på sit hårstrå, når lusen er udklækket.

Heldigvis er det let at blive af med denne type utøj. Der findes flere nakkedråber f.eks. Frontline eller Ex-spot til hunde. De forskellige flåtmidler forebygger også mod lus.

Det kan være en god idé at bade hunden med en mild hundeshampoo 2-3 dage, før man behandler hunden med spot-on nakkedråber.

Hvis du har flere hunde, er det meget sandsynligt, at de alle sammen er smittet.

Sådan gør du, hvis du opdager, at din hund har lus:

  • Undersøg pelsen grundigt.
  • Bad hunden med mild hundeshampoo 2-3 dage før du behandler med spot-on præparat.
  • Brug det rette spot-on præparat i forhold til hundens vægt.
  • Hvis du har flere hunde, skal de alle sammen behandles.