Skal vi ikke have en hund mere?

Spørgsmålet kommer op i mange familier.

Årsagerne kan være mange: Hunden behøver en ven, familiens agility-interesserede børn kan ikke blive enige om, hvordan de skal arbejde med én hund. Måske har I brug for en jagthund mere, hvis alderen begynder at tære på den gamle. Måske har du fået hvalpe og vil beholde en? Men uanset årsag, så kan familien naturligvis have både en og flere hunde, hvis I er enige om afgørelsen.

Gammel hund, klogt at vente?

Hvis den gamle hund er meget gammel og desuden skrøbelig, kan det imidlertid være klogt at vente med at anskaffe en ny hvalp. Den gamle hund kan mene, at en ny, glad og frisk hvalp er både trættende og vanskelig. Lad den gamle hund have sin sidste tid i fred og ro.

Mere arbejde med to hunde?

Der bliver ikke dobbelt så meget arbejde med to hunde, men tro ikke, at arbejdsbyrden mindsker. Det er ikke så let så, du kan sige at de bare passer på hinanden.

Opdragelse

Den nye hvalp vil blive præget af sin ældre ven og betragte den som sit forbillede. Men du skal ikke overlade opdragelsen af en hvalp til den ældre hund. Det er dig, der er flokkens leder. Og det er dig, der sætter grænser. Ikke alle hunde kan lide at få en ny ven. Det betyder konkurrence om familiens opmærksomhed og godbidder. Og for hunde, som arbejder, er det en kamp om arbejdet.

Den første tid

Når den nye hvalp kommer hjem, skal du ikke lade de to være alene den første tid. Den ældre hund vil give en vis opdragelse til den nye, men det skal ikke udvikle sig til alt for hårdhændede irettesættelser.

Lad ikke hvalpen være alene i starten

Hvis det er en selvstændig og fremmelig ny hvalp, skal den have at vide sin plads. Den får måske brug for en eller anden hårdhændet irettesættelse af sin nye ven. Men du skal passe på, at det ikke bliver for voldsomt. I de allerfleste tilfælde er det ikke noget problem.

Samme køn

Hvis du skaffer en ny hund af samme køn som den gamle, kan det være klogt at se sig for, således at der er mindst to års aldersforskel mellem dem. Særlig blandt hanner, kan der blive konflikter om rangen, når unghunden kommer i puberteten. Hvis aldersforskellen mellem dem er større, reduceres risikoen for sådanne konflikter.

Hvis den nye hund er voksen

Hvis den nye hund er voksen, er det ekstra vigtigt, at du allerede fra starten af viser, at du er flokleder. Hundene kommer til at indordne rangen sig imellem, men du skal passe på, at rangstriden ikke går for langt.

Forskellige køn

Hvis du anskaffer dig hunde af forskellige køn, opstår der et problem ved tævens løbetid. For en del hanner, er problemet kun gældende i løbet af den korte tid tæven er parringsvillig, mens andre kan være påvirket i to uger. En han som gør, piver og måske tilmed hyler i to uger, sætter familiens og naboernes tålmodighed på en stor prøve. Hvis det er muligt, kan det være bedst, hvis en af hundene kan være hos en bekendt når tæven har løbetid. Husk at tæver med løbetid kan være utrolig udspekulerede. De kan forcere de mest uoverkommelige forhindringer og næsten låste døre. Det er ikke morsomt, hvis tæven parrer sig i smug. Du bør derfor tænke på, at være meget opmærksom i disse perioder, hvis I skal have hannen og tæven under samme tag i løbetiden. Et alternativ for at slippe problemet, kan være at kastrere en af hundene, hvis du ikke ønsker hvalpe. Det er et nemmere og billigere indgreb at få kastreret en han.

Socialisering på egen hånd

Men tilbage til den lille hvalp, som er kommet hjem til jer. Efter den første tid, hvor den skal lære sin nye to- og firbenede familie at kende, skal den socialiseres på egen hånd. Hvis den hele tiden skal gå ud sammen med sin hundeven, stoler hvalpen på den, og den kan derfor blive meget afhængig af den. Men det er dig, der er flokleder og skal være med til at støtte i den grad, der er brug for det. Allerede når hvalpen er lille, har den brug for korte spadsereture på egen hånd.

Hvalpen skal ud på egen pote

Den har også brug for at køre bil uden sin ældre ven, og når den føler sig tryg i hjemmet, skal den være alene hjemme, uden sin ”gamle” ven. Selv om den nye hvalp er ”din” hund, er det vigtigt, at I skiftes til at være med hunden, således at den føler sig tryg med alle familiemedlemmer i hverdagen.

Træning

Hvis det er et bestemt familiemedlem som skal træne agility, lydighed, jagt eller noget helt andet, skal det ske fra starten. Hverdagslydigheden kan med fordel fordeles på alle familiemedlemmer. Det er ikke morsomt med en hund, som bare adlyder én i huset.

Husk den ældre hund

Til sidst og ikke mindst, glem ikke den ældre hund! Al familiens opmærksomhed vil blive rettet mod den søde nykommer, og den ældre kan føle sig glemt og tidesidesat. Den er jo den samme fine ven som tidligere, og den skal have mindst lige så meget opmærksomhed og kærlighed, som før hvalpen kom.