Skal vi ikke have en hund til?

Det er et spørgsmål, der dukker op i mange hundehjem. Og det kan der være flere grunde til. Måske trænger familiens hund til en legekammerat, måske kan familiens agilityinteresserede børn ikke enes om at træne med den samme hund, måske har man brug for en jagthund, der kan overtage, når alderen begynder at trykke den gamle hund. Måske har man fået hvalpe på sin tævehund og vil gerne beholde en af dem osv.

Uanset hvad grunden er, kan man sagtens have både en og flere hunde, hvis man er enige om beslutningen.

Gammel hund, klogt at vente?

Hvis den gamle hund er meget gammel, og måske ikke helt rask, kan det dog være en god idé at vente med at anskaffe en lille hvalp. Det kan være både svært og hårdt for en gammel hund at få en glad og ivrig hvalp i huset. Giv i stedet den gamle hund lov at få den sidste tid i fred og ro.

Mere arbejde med to hunde?

Der er ikke dobbelt så meget arbejde med to hunde, men man skal heller ikke regne med, at man får mindre arbejde. Hvis man tror, at to hunde kan passe hinanden, tager man fejl.

Opdragelse

Den nye hvalp vil blive præget af den ældre hundekammerat og se den som sit forbillede. Men du kan ikke overlade hvalpens opdragelse til en anden hund. Det er dig, der er flokkens leder og dig, der sætter grænser.

Det er ikke alle hunde, der bryder sig om at få en ny legekammerat. Det er jo også ensbetydende med konkurrence om familiens opmærksomhed, godbidder, og – når det drejer sig om arbejdende hunde – arbejdet.

Den første tid

Når den nye hvalp kommer hjem, skal du ikke lade de to hunde være alene sammen i det første stykke tid. Den ældre hund vil uden tvivl opdrage på hvalpen, men det må ikke blive til alt for voldsomme irettesættelser. Hvis hvalpen er meget selvsikker og fremmelig, skal den sættes på plads, og det vil den ældre hund sørge for, men du må til gengæld sørge for, at det ikke bliver for voldsomt. I de fleste tilfælde giver det ikke anledning til problemer.

Samme køn

Hvis man anskaffer en ny hund af samme køn som den gamle, er det bedst at sørge for, at der er mindst to år imellem dem. Især hanner kan komme til at kæmpe om rangen, når hvalpen bliver kønsmoden. Hvis der er en tydelig aldersforskel mellem dem, er risikoen for stridigheder mindre.

Hvis den nye hund er voksen

Hvis den nye hund allerede er voksen, er det endnu vigtigere, at du klart og tydeligt signalerer, at du er flokkens leder. Hundene finder selv ud af deres indbyrdes rang, men igen skal du sørge for, at det ikke går for voldsomt til.

Forskellige køn

Hvis man anskaffer sig en hund af modsat køn, kommer der problemer, når tævehunden kommer i løbetid. En del hanner er kun interesserede i den korte tid, hvor tæven er parringsvillig, mens andre kan være påvirkede af løbetiden i flere uger. En hanhund, der gør, piber eller hyler i flere uger, kan sætte familiens og naboernes tålmodighed på en hård prøve.

Den bedste løsning kan være at få en af hundene passet hos gode venner eller få hanhunden på en god hundepension. Det er vigtigt at huske, at tævehunde i løbetid kan være meget snedige og kan forcere de mest utrolige forhindringer. De kan næsten komme igennem låste døre! Det er ikke sjovt at få sin hund parret ved en fejltagelse, især ikke hvis hun er alt for ung. Hvis I er nødt til at have tævehunden og hanhunden i samme hus under løbetid, er det vigtigt at være meget opmærksomme og holde dem godt adskilt.

En anden måde at slippe for problemerne på er selvfølgelig ved at neutralisere den ene af hundene, hvis den ikke skal bruges i avl alligevel. Det er billigst at kastrere hanhunden, og det er også det enkleste indgreb.

Socialisering på egen hånd

Men tilbage til den lille hvalp der er kommet ind i huset. Efter den første tid, hvor hvalpen skal lære sine nye to- og firbenede familiemedlemmer at kende, er det vigtigt, at den bliver socialiseret på egen hånd. Hvis hvalpen altid er sammen med sin hundekammerat, vil den knytte sig mest til den og kan blive meget afhængig af den. Men det er jo dig, der er flokleder, og dig der skal støtte hvalpen, når der er brug for det. Derfor skal du gå korte ture kun med hvalpen, fra den er helt lille.

Den skal også lære at køre i bil uden sin hundeven, og når den er faldet til derhjemme, skal den også kunne være alene uden sin ’gamle’ kammerat. Selv om det er ’din’ hvalp, er det vigtigt, at I skiftes til at tage jer af hundene, sådan at de i hverdagen føler sig trygge ved alle familiemedlemmer.

Træning

Hvis et medlem af familien skal træne agility, lydighed, jagt eller noget andet, skal dette familiemedlem gøre det lige fra begyndelsen, men hverdagsaktiviteter kan med fordel fordeles mellem alle i familien. Det er ikke sjovt at have en hund, der kun adlyder én bestemt person.

Husk den ældre hund

Det allervigtigste er nok ikke at glemme den ældre hund! Al familiens opmærksomhed vil rette sig mod den lille nuttede hvalp, og den gamle hund kan føle sig svigtet og overset. Husk, at den er den samme gode kammerat, som den hele tiden har været. Den har ikke valgt at få en ny hvalp i huset. Sørg for, at den ældre hund får mindst lige så meget opmærksomhed og kærlighed, som før hvalpen kom i huset.