En unghest er afhængig af en dygtig unghesterytter, som både kan ride hesten i balance og samtidig har en god føling med, hvor meget hesten kan klare. Der er en hårfin balance mellem at udfordre hesten, så den rent faktisk opbygger muskler, men samtidig ikke overtræne og trætte hesten for meget mentalt. Er hesten træt, så stiger risikoen for skader markant. 

Unge heste er mere følsomme end ældre

Unge heste har godt af at arbejde, og de vil ofte også rigtig gerne, men det skal være varieret og hele tiden tage højde for, hvor hesten er mentalt og fysisk. Ellers er der stor risiko for halthed eller andre skader. Tre- og firårsheste er mere følsomme end ældre heste, fordi de endnu ikke er færdigudviklet, og hverken har nået at opbygge muskler, styrke eller kondition. Man kan derfor ikke ride dem som ældre konkurrenceheste, men skal indlægge flere hvileperioder og være ekstra opmærksom på at tænke forskelligt arbejde ind i den daglige træning. 4-5 dages arbejde om ugen er rigeligt for en så ung hest. 

Vær opmærksom på, om hesten ændrer adfærd

Uanset hestens alder, skal man være særligt opmærksom på, om den begynder at ændre adfærd. Dette kan for eksempel være, at den mister gålysten og energien, begynder at nægte bestemte ting, ryster med hovedet eller generelt virker uinteresseret i at arbejde. Så er det på høje tid at stoppe op og få undersøgt hesten, dens udstyr og træningsplanen.

En dårligt tilpasset sadel, tænder der bliver generet af biddet eller en for hård træningsplan kan gøre store skader. Da unghestene ofte udvikler sig meget, og sadlen derfor skal tilpasses ofte, så kan det være besnærende at klare sig igennem den første periode med pads og andre løsninger, så man ikke skal skifte sadel igen, når hesten får flere muskler og vokser færdigt. Det er dog en rigtig dårlig idé!

En unghest, der går med en dårligt tilpasset sadel, kan få smerter og kompensere på forskellige måder, som i sidste ende kan medføre halthed eller rygproblemer. Det kan derfor få store konsekvenser at ville spare på budgettet til sadelmageren. Ligeledes kan for hård træning i for ung en alder afføde haltheder og kodeledsbetændelse. Det gælder om at skynde sig langsomt og have tålmodighed.

Firårshesten er stadig i en udviklingsfase, hvor den skal vænne sig til ridning, sin krop og det at være ridehest, hvor en femårs til gengæld ofte har fået flere muskler og fundet sin balance bedre - derfor fungerer det ofte også lidt bedre i arbejdet. Der er dog stadig tale om en ung hest, som vokser og præsenteres for mange nye ting, der lige skal fordøjes.

Når hesten når seksårsalderen er det stadig en ung hest, men den har forhåbentlig opbygget gode muskler og fået bedre kondition, så den langsomt kan behandles mere som en voksen hest. Det betyder dog ikke, at du skal stoppe med at være opmærksom på din hest, sådan at du kan fange problemerne, inden de udvikler sig til regulære skader. 

Sådan får du en sund og glad unghest:

  • Få hjælp af en erfaren træner, hvis du anskaffer dig en unghest – det betaler sig i længden.
  • Hav fokus på at ride hesten i balance, på forskellige underlag og i forskellige omgivelser. Giv den varierede opgaver. Det styrker den både mentalt og fysisk.
  • Læg hvileperioder på 2-3 uger ind til den unge hest. Den har brug for tid til at komme sig både i krop og sind.
  • Kig på hesten – der kan være stor forskel på to heste fra samme årgang. De er individer og har brug for individuel behandling og træning.
  • Vær omhyggelig med at sørge for, at alt udstyr passer til hesten. 
  • Husk, at også store, ranglede heste har brug for at arbejde, men det skal passe til deres forudsætninger. Der er mere krop at holde styr på, og derfor kan det være sværere og kræve mere tid.
  • Rid kun unge heste i konkurrencer der passer til deres niveau, så de ikke overbelastes.

Almindelige diagnoser hos ungheste og deres årsag:

Kodeledsbetændelse
Dette problem er ofte et tegn på, at der er noget galt i træningen af hesten. Den bliver overbelastet, hvilket skaber en betændelsestilstand. Årsagen kan være alt lige fra spændinger i kroppen på grund af dårligt tilpasset udstyr, til at hesten bliver trænet for ensidigt eller ikke er i balance.

Rygsmerter
Smerter i ryg- og lændemuskulatur er meget almindeligt hos den unge hest, især hvis hesten samles for meget, før den er blevet stærk nok, hvis den ikke rides i balance, eller den går med en sadel, der passer dårligt.