Ridning i dyb sne er god konditionstræning for hesten samtidig med, at det kræver en god balance. Da heste er skabt til at leve ude, klarer de kulden godt. Heste kan tåle meget lave temperaturer, men grænsen ligger ved minus 23-25 grader. Uanset hvad er det vigtigt ikke at presse hesten for hårdt ved meget lave temperaturer, for i så fald kan kulden give problemer med hestens luftveje. 

Begynd forsigtigt og prøv underlaget af – måske er der is under sneen eller et hårdt lag is oven på sneen, som kan skade hesten og gøre det svært for den at komme frem.

Gode råd

  • Klæd dig godt på – hvis du fryser, bliver rideturen ingen nydelse. Brug termoundertøj nærmest kroppen og en ordentlig varm jakke og overtræksbukser. Sørg for varme ører under ridehjelmen enten med en tynd, varm hue eller et pandebånd.
  • Hold øje med underlaget – Tilpas ridningen efter jordens beskaffenhed. Er der meget is, glat, frossen sne eller ujævnt under snelaget? Så sæt farten ned eller vælg en anden vej. Sørg for, at hesten har mordax på!
  • Brug reflekser– Det er vigtigt, at både hest og rytter er synlig i vintermørket. Der findes mange former for reflekser, du kan anvende som f.eks. refleksvest og -dækken samt benbeskyttere med refleks.
  • Hold hesten varm – Når det drejer sig om brug af dækken under og efter ridning, er der delte meninger om, hvad der er bedst. Mange anvender ridedækken for at undgå, at hestens muskler bliver kolde. Det gælder især for heste, der er klippet. Hvis hesten kan lide at lege i sneen, er det vigtigt med et vandtæt vinterdækken. Når hesten har arbejdet og er kommet til at svede meget, kan det være godt at bruge et sveddækken, sådan at hesten kan tørre hurtigere og uden at blive afkølet. Sørg altid for at tilpasse alt til din hests behov. Hvis du er usikker, så spørg altid en hestekyndig.