Opsvulmede øjne

Opsvulmede øjne er ofte tegn på A-vitaminmangel. Tilstanden kompliceres tit af bakterieinfektioner, fordi øjets immunforsvar bliver nedsat ved A-vitaminmangel. Hvis øjet er så ophovnet, at skildpadden ikke kan se, spiser den ikke noget. Husk at A-vitamin nemt kan overdoseres og for høj dosis kan være årsag til mange andre sygdomme. Du skal altså ikke selv eksperimentere med ekstra A-vitamin ved øjenproblemer, men kontakte dyrlægen, der kan undersøge skildpaddens øjne!

Blødt skjold

Blødt skjold tyder på, at der mangler calcium eller D-vitamin i foderet. Giv skildpadden så meget naturligt sollys som muligt, men sørg for, at den selv kan komme i skygge. Hvis skildpadden holdes indendøre, kan du bruge UV-belysning, der efterligner sollys. Giv et calcium-vitamin-D3-tilskud i foderet. Sørg også for fremover at supplere foderet med et afbalanceret vitamin- og mineraltilskud.

Læggenød

Læggenød kan indimellem forårsages af forkert mineralbalance i foderet. Andre årsager kan være mangel på et passende sted at lægge æg, og at hunnen forstyrres af ydre forhold. Skildpaddehunnen kan ikke lægge et/flere æg uden hjælp. Symptomerne kan være, at skildpadden presser, er urolig eller udmattet og træt. Den har brug for calcium for at muskulaturen, i dette tilfælde livmoderen, skal kunne trække sig sammen. Hvis en drægtig hun lider af calciummangel i foderet, får den altså læggenød. Det kan skyldes forkert fodring, mangel på adgang til naturligt sollys eller en anden bagvedliggende sygdom. Problemet er ofte livstruende. Hvis man har mistanke om læggenød, skal skildpaddehunnen straks til dyrlæge. Indsprøjtninger med calcium og hormoner, kan i mange tilfælde sætte gang i æglægningen. Nogle gange kræves der dog kirurgisk indgreb.       

Misdannet skjold

Misdannet skjold kan i nogle tilfælde skyldes forkert fodring, fortrinsvis forkert mineralbalance hos unge dyr i voksealderen. Rygskjoldet kan synke sammen, skjoldet kan virke for lille, det kan også virke, som om ryg- og bugskjoldet ikke passer ordentligt sammen mm. Den bagvedliggende årsag til denne type sygdom er som regel en kombination af forkert mineralbalance i foderet, samt mangel på ultraviolet lys i omgivelserne. Sygdommens navn er Metabolic Bone Disease (MBD) eller ’knogleskørhed’.

MBD - Metabolic Bone Disease

MBD er en livstruende sygdom, hvis den ikke kommer under behandling i tide. Problemet er, at sygdommen som regel har udviklet sig lige så stille i mange måneder, og det tager almindeligvis lige så lang tid at behandle dyret. Behandlingen består i alt lige fra ændring af foder og miljø til behandling med indsprøjtninger med kalk, antibiotika, vitaminer og i nogle tilfælde hormoner. Mange skildpadder kan komme sig, men i nogle tilfælde kan de have skader på skelettet resten af livet.