Det er smart altid at have telefonnummeret til den nærmeste dyrlæge i nærheden.

Grundlæggende førstehjælp for katte er let at lære. Huskereglen er ABC, som står for air (luft/pust), bleeding (blødning) og cirkulation (cirkulation). Det betyder, at du først og fremmest skal sørge for, at katten trækker vejret, har frie luftveje, ved at lægge kattens hoved tilbage, og trække tungen ud af munden på den, samt at blodet cirkulerer – det vil sige, at hjertet slår. Kraftige blødninger som ikke standser inden fem til ti minutter skal straks behandles af en dyrlæge.

En kat, der har været udsat for en alvorlig ulykke, kan være aggressiv, fordi den har ondt eller er bange. Det kan derfor være bedst at løfte den, vikle den i et håndklæde og derefter transportere den videre til en dyrlæge i et bur.

Er katten kommet til skade, må du ikke give den noget at spise eller drikke. Smertestillende tabletter, der er beregnet til mennesker kan være giftige for dyr, derfor må du heller ikke give katten dette. Herunder kan du se nogle gode tips til dig, som er katteejer.

Trafikulykker eller faldskader

Hvis din kat har været involveret i en trafikulykke eller i et fald fra højde, skal katten umiddelbart transporteres til dyrlæge. Prøv at holde den varm under transporten. Hvis katten har indre skader og blødninger, kan det vare lidt, inden den viser smertereaktion. En sløv kat, som ikke vil røre sig eller tisser efter en ulykke, kan have fået skader på indre organer. Opkast er også et tegn på sådanne skader.

Blødninger

Ved åbne sår, som bløder, kan du lægge en bandage for at stoppe den værste blødning. Brug gazebind, bomuld, et lommetørklæde eller et stykke tøj. Sørg altid for, at bandagen er ren. Du må aldrig lægge en trykbandage på en kat, eftersom det kan stoppe blodcirkulationen helt og forårsage livstruende skader. Hvis blødningen ikke aftager hurtigt, så skal katten umiddelbart transporteres til dyrlæge.

Benbrud

For at forhindre at et benbrud forværres, skal du sørge for, at katten ikke kan bevæge det ben, som du har mistanke om er brækket. Mens du transporterer katten til nærmeste dyrlæge, kan du forsøge at holde det brækkede ben højt, eftersom det mindsker smerten og hævelsen. Vær meget forsigtig med at flytte en kat, som du mener har fået et brud (benbrud). Det kan være en god idé at bruge et håndklæde som båre.

Brandskader

Katte kan få to typer brandskader. Brandskader forårsaget af varme skal køles af så hurtigt som muligt i koldt vand. Sæt gerne katten i badekarret og spul den i koldt vand i mindst ti minutter. Sænk vandets temperatur gradvist, så kropstemperaturen ikke falder for hurtigt. Hvis brandskaden er forårsaget af en kemisk substans, så er det vigtigt at forhindre katten i at vaske skaden selv(slikke sig ren). Spul katten i koldt vand i mindst ti minutter og dæk brandskaden med en klud på vej til dyrlægen.

Elektrisk stød

Hvis katten får strøm gennem sig, skal du sikre, at strømmen er slået fra, før du selv går i nærheden af katten. Elektrisk stød giver ofte katten brandskader. Sørg for, at katten trækker vejret ordentligt, før du begynder at se, om der er andre skader.

Forgiftning

Find ud af, hvad katten er forgiftet af. På emballagen til alle kemiske produkter skal der være oplysninger om, hvad du skal gøre, hvis der er nogen som drikker indholdet. Prøv ikke at fremkalde opkastning hos katten medmindre det står i produktinformationen. Dette er ekstra vigtigt at huske på, hvis katten har fået en form for ætsende syre i sig, som findes i for eksempel bilbatterier og afløbsrens.

Hedeslag

En kat kan dø af hedeslag. De første tegn på hedeslag er at katten bliver urolig og stresset. Hvis katten også trækker vejret hurtigere og savler, skal du handle hurtigt. Spul katten med koldt vand eller læg våde håndklæder på den. Når katten begynder at komme til sig selv, så er det vigtigt, at den hviler sig på et tørt og afkølet sted.

Kontrolliste

  • Bedøm situationen
  • Bevar roen, tænk på din egen sikkerhed først
  • Undersøg katten
  • Behandl skaderne og smerten så godt du kan
  • Hold katten varm og i ro
  • Kontakt en dyrlæge, hvis skaderne er alvorlige
  • Sørg for, at katten ikke forværrer skaderne