Tamkatten vil holde pelsen ren for støv, skæl, parasitter m.m. Ved at slikke sig intensivt stimulerer den også hudkirtlerne, som har et sekret, der holder pelsen vandtæt og giver den et lag, der isolerer mod kulde. Hvis det er varmt, slikker katten sig for at fugte pelsen. Det våde fordamper og har en kølende virkning.

Overspringshandling

På solrige dage får pelsen en ekstra omgang. Når katten af en eller anden grund føler sig overophedet eller frustreret, så kan man se, at den pludselig begynder at slikke sig intensivt. Det kan den gøre for at aflede en opstået konflikt og for at falde lidt til ro. En sådan adfærd kaldes en ”overspringshandling”.

Få sin egen luft tilbage

Når man har haft nærkontakt med katten ved leg eller har kælet med den, så går den hen for sig selv for at slikke sig, dels for at lægge pelsen på plads, noget den holder meget af, men også fordi katten har fået noget af vores lugt på sig og det skjuler kattens egen lugt. Når den slikker pelsen, så får katten sin egen lugt tilbage.

Forstærker de sociale bånd

Vores liv domineres af visuelle signaler. I kattens verden er kropslugt vigtigere. Vi ved ikke altid selv, at vores hænder har nogen lugt, men katten kan lugte det. Pelsvaskning mellem mor og killinger, men også mellem voksne katte, forstærker de sociale bånd. Når katte stryger hovedet, siden og halen mod vores ben, så vil den skabe venskabelig fysisk kontakt med os. Samtidig sker der en udveksling af lugtmarkering med mennesket.

Duftkirtler

Katten har specielle duftkirtler på kroppen, blandt andet i panden, munden og ved haleroden. Uden at være klar over det, så har katten altså mærket os med sin lugt fra disse kirtler. Dette gør, at den føler sig tryggere ved menneskerne.

Det er også vigtigt for katten, at læse vores signaler. Gnidningen mod vores ben efterfølges af, at katten sætter sig ned og ”smager på” os gennem tungen, det vil sige, at katten slikker pelsen, som den netop har gnedet mod os.

Hvis en kat holder op med at vaske sig, så betyder det, at der er noget galt.