Hvem rammes af HCC?

HCC kan smitte alle hunde. Unge hvalpe rammes ofte hårdest, og pludselig død kan forekomme. Men HCC fører ikke altid til sygdom, især ikke hos ældre hunde. Hvis en drægtig tæve smittes, kan den få abort eller føde svage eller dødfødte hvalpe.

Symptomer på HCC

HCC (smitsom leverbetændelse) hos hund kan give flere forskellige symptomer, som påvirker både almen tilstand og specifikke organer. Almindelige symptomer er:

  • Høj feber
  • Mavesmerter
  • Synlige blødninger
  • Opkast og diarré
  • Blege og/eller gule slimhinder i mund og øjne
  • Alvorlig øjenbetændelse og blå misfarvning af hornhinden

Årsag til HCC hos hund

HCC (Hepatitis Contagiosa Canis) hos hund skyldes et virus. Sygdommen påvirker leveren, blodkar og immunsystemet og kan føre til feber, mavesmerter, opkast, blødninger og i visse tilfælde død.

Hvordan smitter HCC mellem hunde?

HCC spredes gennem kontakt med inficerede kropsvæsker, for eksempel kan inficerede hunde sprede virusset via urin i flere måneder. Virusset kan overleve længe (flere uger) i miljøet. Det kan findes på genstande som tæpper, madskåle eller i jorden, hvilket gør det let for andre hunde at blive smittet.

Vaccination giver god beskyttelse

Vaccinerede hunde er godt beskyttede mod at blive smittet med HCC. Hvalpe under og omkring tre måneders alder er sværere at beskytte. Hvis hvalpene fødes af en korrekt vaccineret tæve, er de beskyttede de første leveuger. Derefter aftager beskyttelsen gradvist frem til cirka tre måneders alder.

I grundvaccinationen af danske hunde indgår vaccination mod hundesyge, hepatitis (smitsom leverbetændelse, HCC) og parvovirus. Når du vaccinerer din hund, gør du også en indsats for alle hundes sundhed ved at holde smittetrykket nede. Takket være høj vaccinationsgrad blandt vores hunde i Danmark, ser vi sjældent store udbrud af denne sygdom.

Vær forsigtig med at lade din hvalp møde og hilse på ukendte hunde, og undgå at besøge områder, hvor mange hunde samles, som f.eks. hundeparker, indtil vaccinen har opnået god effekt.

Vaccinér hunden regelmæssigt

Hvordan behandles HCC?

Behandling af HCC hos hund foregår på dyreklinik og fokuserer på at lindre symptomerne og støtte hundens krop, mens den bekæmper virusset. Da der ikke findes nogen specifik behandling mod adenovirus type 1, er behandlingen oftest symptomatisk.

  • Væskebehandling: For at modvirke dehydrering og støtte leverens funktion.
  • Smertestillende og antiinflammatoriske lægemidler: For at lindre smerte og inflammation.
  • Antibiotika: Kan gives for at forebygge eller behandle sekundære bakterielle infektioner.
  • Ernæringsstøtte: Hvis hunden har svært ved at spise, kan specialkost eller ernæringstilskud gives for at styrke kroppen.

Prognose for hunde, der rammes af HCC

Prognosen for, hvordan det vil gå hunden, afhænger af, hvor hurtigt sygdommen opdages og behandles, samt hundens generelle helbredstilstand.

Hvad kan jeg selv gøre?

Vaccinér din hvalp mod HCC og sørg for, at din voksne hund vaccineres regelmæssigt, efter vaccinationsanbefalingerne.

Hvornår skal jeg søge dyrlæge?

  • Hvis din hund ikke er vaccineret mod HCC, bør du bestille tid til vaccination.
  • Hvis din hund viser symptomer på HCC.