Neutralisation af hunde er et kirurgisk indgreb, der permanent forhindrer reproduktion. Hos tæver fjernes æggestokke og som regel også livmoderen, mens man ofte fjerner testiklerne hos hanhunde. Det er dog også muligt at klippe sædstrengene som et alternativ til at fjerne dem helt.

Neutralisation er ikke et ubetydeligt indgreb. Det er permanent, det kræver fuld narkose, og det påvirker hundens hormonbalance resten af livet. Derfor bør beslutningen baseres på faglig rådgivning og hensynet til hundens trivsel og ikke være en automatisk standardløsning.

Sterilisation af tæver

Mulige fordele ved sterilisation

  • En af de væsentligste fordele ved at neutralisere en tæve er, at risikoen for livmoderbetændelse (pyometra) fjernes. Livmoderbetændelse er en alvorlig og potentielt livstruende sygdom, som forekommer hos en betydelig andel af ældre, ikke-neutraliserede tæver.
  • Samtidig elimineres risikoen for uønsket drægtighed, og tæven kommer ikke længere i løbetid.
  • Neutralisation reducerer desuden risikoen for tumorer i mælkekirtlerne.

Mulige ulemper ved sterilisation

  • Indgrebet kræver fuld bedøvelse og er forbundet med den risiko, der generelt følger med kirurgi.
  • Efter neutralisation ændres hormonbalancen, og mange tæver får lettere ved at tage på i vægt. Det kræver derfor justering af fodermængde og opmærksomhed på motion.
  • Hos nogle tæver kan der senere i livet opstå urininkontinens som følge af hormonelle forandringer og mange oplever også ændring i pelsstrukturen, hvilket kan kræve ekstra pelspleje.
  • Tidspunktet for neutralisation kan også have betydning. Hvis indgrebet foretages, før hunden er fuldt udvokset, kan det påvirke knogler og ledudvikling, og hos visse racer ses en øget forekomst af bestemte ortopædiske lidelser eller kræftformer.

Kastration af hanhunde

Mulige fordele ved kastration

  • Kastration fjerner risikoen for testikelkræft og reducerer risikoen for forstørret prostata og visse prostatasygdomme.
  • Indgrebet forhindrer naturligvis også, at hanhunden kan gøre tæver drægtige.
  • Hos nogle hanhunde kan kastration dæmpe kønsrelateret adfærd som kraftig markering, strejfen efter tæver i løbetid og udtalt seksuel adfærd. Det er dog vigtigt at understrege, at kastration ikke er en universalløsning på adfærdsproblemer.

Mulige ulemper ved kastration

  • Der ses en tendens til, at neutralisation opfattes som en løsning på aggressiv eller problematisk adfærd. Erfaring viser imidlertid, at usikre hunde, der udviser angstbaseret aggression, ikke bliver mindre aggressive af at blive neutraliseret. Tværtimod bliver det faktisk ofte forværret.
  • Testosteron spiller blandt andet en rolle for selvtillid og robusthed hos hanhunde. Når testiklerne fjernes, ophører produktionen af testosteron, og enkelte hunde kan blive mere usikre, mere indadvendte eller mindre robuste.
  • Nogle hunde bliver meget rolige – i visse tilfælde så rolige, at det påvirker deres energi og adfærd markant.
  • Der ses også fysiske forandringer. Appetitten øges ofte, hvilket øger risikoen for overvægt, ligesom der ofte kan ses en ændring i pelskvaliteten.

Kemisk kastration som midlertidigt alternativ

For hanhunde findes der mulighed for kemisk kastration i form af et implantat, der lægges under huden. Effekten varer typisk mellem fire og ni måneder og er ikke permanent.

Kemisk kastration kan i nogle tilfælde dæmpe kønsrelateret adfærd og give ejeren mulighed for at vurdere, hvordan hunden reagerer på en hormonel ændring, før man eventuelt vælger en permanent løsning.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at effekten af kemisk kastration ikke nødvendigvis kan overføres direkte til kirurgisk kastration. Man kan derfor ikke være sikker på at opnå helt samme resultat ved et permanent indgreb.

Et spørgsmål om individuel vurdering

Neutralisation af raske hunde bør ikke ske rutinemæssigt eller alene af praktiske hensyn. Indgrebet er permanent og påvirker hundens krop og hormonbalance resten af livet. Det bør især ikke komme på tale hos hvalpe.

Der findes ikke én løsning, der passer til alle hunde. Beslutningen bør baseres på:

  • Hundens køn
  • Alder og udviklingsstadie
  • Race og genetiske dispositioner
  • Helbred
  • Adfærd og trivsel
  • Ejerens mulighed for ansvarlig håndtering

I nogle tilfælde kan neutralisation være klart sundhedsmæssigt indiceret. I andre tilfælde kan fordelene være begrænsede eller ulemperne veje tungere.