Der er mange måder at bekæmpe fluer på. Så godt som alle metoderne har både fordele og ulemper. Men det er vigtigt at forsøge, fordi fluerne ud over at være ubehagelige og irriterende også spreder smitte.

”Det mest effektive er at tage fat i årsagen til mængden af fluer. Fluelarver trives på steder, hvor der er organisk føde og hvor der er lidt fugtigt,” siger Jan Jungerstam fra Anticimex.

Kemiske bekæmpelsesmidler

Det tager kun ti dage for en larve at blive til en forplantningsdygtig flue. Det er med andre ord Alfa og Omega at indarbejde gode rutiner til at holde stalden tør og ren. Du kan også hæmme larvernes udvikling ved at drysse kalk eller kemikalier på møddingen. Men er det ikke farligt med kemikalier?

”Jo, alle kemikalier er giftige, men når myndighederne har godkendt dem, er det fordi, man er kommet frem til, at de gavner mere end de skader,” siger Jan Jungerstam.

Men allerede efter få generationer kan fluerne blive resistente over for giften. Derfor er det nødvendigt hele tiden at udskifte de midler, man bruger.

Naturlige metoder

Der findes andre enkle metoder til at bekæmpe smittesprederne. Man kan begrænse mængden af fluer ved at holde døren nærmest møddingen lukket. Vi kender også alle det klæbrige fluepapir, hvor fluerne sidder fast, når de lander på papiret. Hæng fluepapir ved et par vinduer eller andre steder, hvor fluerne holder til. Husk at fluer som regel søger opad om natten. Og hæng fluepapiret højt – så slipper du for at få klisterbånd fyldt med smittespredere i håret!

Agrias dyrlæge Charlie Lindberg har et andet godt råd:

”Vær god ved svalerne, der godt kan lide at bygge rede i stalde. Svaler er meget dygtige fluefangere.

Du kan også prøve at lave en fluepose – det kan virke afkrækkende på fluerne

Biologiske metoder

En anden måde at komme af med fluerne på, er at bruge deres egne naturlige fjender – rovfluerne. Denne forholdsvis nye metode går ud på, at man udsætter larver og rovfluer, som lever af husfluens larver. Rovfluerne er lyssky dyr, der trives i sprækker og under gødningen. Det er bedst at købe dem om foråret, så man kan tage problemet i opløbet, før fluerne er blevet alt for mange. Faktisk skal de sættes ud med 14 dages mellemrum hele sommeren for at det virker effektivt.

Men biologisk er ikke nødvendigvis økologisk – vi ved endnu for lidt om, hvad der sker, hvis rovfluen formerer sig uhæmmet.

Der findes også elektriske fluefangere, som både er effektive og miljøvenlige. Fluerne lokkes til af fluefangerens lys og varme. Mellem lyskilderne sidder der et højspændingsgitter, som slår fluerne ihjel.

Lav en fluepose

Der findes en mængde alternative metoder, der siges at virke afskrækkende på fluer. En af dem er at lave en fluepose. Der er ikke forsket i metodens effektivitet eller mangel på samme, men det skader ikke at prøve. Du kan selv lave flueposen ved at blande ingredienserne i en stofpose eller en firkant stof, du binder sammen. Hæng posen i nærheden af boksen, men sørg for, at hesten ikke kan nå den – den gør ingen gavn i hestens mave.

Andre virkningsfulde planter

  • KARSPOREPLANTER (BREGNER):
    Virkningen er ikke bevist, men ifølge gamle husråd virker de afskrækkende på kryb og kravl.
  • OREGANO:
    Virker sandsynligvis afskrækkende på insekter.
  • POLEJMYNTE: 
    Er en giftig plante, man længe har anvendt til at bekæmpe insekter med.
  • MALURT
    Anvendtes ofte før i tiden i garderobeskabe og tøjskuffer for at holde møl væk. Planteolien er giftig og kan give kramper, opkast, forgiftningssymptomer og hallucinationer.
  • CYPRESURT:
    Skulle efter sigende holde møl og andre insekter væk. Ikke giftig.
  • RØLLIKE:
    Den almindelige vilde art – effektiv. Nogen koger planten og laver et udtræk, som de smører hesten ind i for at holde myg væk.
  • LAVENDEL:
    Den vidunderlige duft skulle efter sigende virke afskrækkende på insekter. Ikke giftig.