Tarmparasitter forekommer hos alle heste i et vist omfang. Hos den voksne, raske hest forårsager de sjældent skader, så længe parasittrykket ikke bliver for højt – med undtagelse af den store blodorms larver, som kan forårsage alvorlige skader i tarmens blodkar.
Hvornår skal man tage gødningsprøve?
Både i foråret og efteråret bør der foretages en gødningsprøve for at vurdere, om hesten har behov for ormebehandling. Når du flytter din hest til en ny stald, anbefales det også at ormebehandle. Drøft gerne din hests fremtidige ormebehandlingsstrategi med din dyrlæge.
Lad prøverne analysere for ægforekomst og foretag også dyrkning for stor blodorm i foråret.
Almindelige indvoldsparasitter hos hest
Heste har altid tarmparasitter, men en mindre mængde påvirker normalt ikke dyrenes sundhed. Over tid opbygger hesten en vis immunitet mod parasitterne og deres skadelige virkninger. Derfor kan føl og ungheste få mere alvorlige skader end voksne heste. Også ældre heste eller individer med nedsat immunforsvar kan være mere følsomme. Nogle tarmparasitter er mere sygdomsfremkaldende og forårsager større skader end andre.
Sådan ormebehandler du hesten
- Dosér pastaen efter hestens vægt, og rund op, når du giver ormemiddel.
- Kontroller, at hestens mund er fri for foder.
- Før doseringssprøjtens spids ind i mellemrummet mellem de forreste og bagerste tænder.
- Pres pastaen så langt tilbage på hestens tunge som muligt.
- Når ormemidlet er givet, hold hestens hoved oppe i et par sekunder for at sikre, at den sluger dosis.
Ormebehandl hestene samtidig
Det er vigtigt, at alle heste på samme fold, som har behov for ormebehandling, behandles samtidig. Planlæg altid gødningsprøver og ormebehandling sammen med foldkammeraterne.
Vent med at skifte fold
Ormemidlerne dræber ormene, men ikke æggene. Derfor vil døde orm og æg, som findes i tarmen, udskilles med gødningen inden for 1–4 døgn. Lad hesten blive på den samme fold som tidligere og skift først fold efter 3–5 dage. Hesten behøver dog ikke at stå i boks på grund af ormebehandlingen.
Husk at samle gødning i folden dagligt efter ormebehandling. Af hensyn til miljøet er det en god idé at lægge gødning fra en nyormebehandlet hest på møddingen, hvor reststoffer – især fra ivermektin-præparater, som er giftige for vandlevende organismer – inaktiveres.