Charlie Lindberg er dyrlæge og hesteekspert i Agria Dyreforsikring. Han har skrevet spørgsmål- og svar-bogen Hästveterinären sammen med Ingrid Andersson, og heri skriver han også om, hvor længe hesten kan klare sig på græs uden ekstra foder.

Heste, der trænes, har også behov for en eller anden form for kraftfoder 

Græsgangene bliver næringsfattige på forskellige tidspunkter afhængig af plantesammensætningen, vejrliget og hvor meget området bliver afgræsset. Det er altså umuligt at give et entydigt svar på, hvornår man skal begynde at give ekstra foder. Hvis efteråret er usædvanlig mildt, kan græsset fortsætte med at vokse, omend ikke i samme udstrækning som om sommeren.

Tørt græs som halm

Senest i oktober har de fleste heste dog brug for et tilskud af grovfoder. Selv om de stadig æder det tørre græs, er det ikke nok til at holde dem i god foderstand og give dem tilstrækkelig varme. Tørt græs kan sammenlignes med halm, det giver plantefibre og beskæftigelse, men er næringsfattigt. Alle græssets næringsstoffer bliver ringere om efteråret.  

Når græsset bliver for trist, begynder hestene at spise de planter og buske, de ellers undgår, og det kan give årsag til allergiske reaktioner og forfangenhed. Det er derfor ret almindeligt, at heste rammes af forfangenhed om efteråret.

Flere heste kræver et større areal

Hvor længe hestene kan være på græs afhænger også af, hvor stort arealet er. Heste træder meget jord op, og jo flere heste, der er på en fold, jo større ravage kan de lave.


I vores klima kan heste, der ikke trænes, sagtens gå ude hele året, under forudsætning af, at de har adgang til en stor fold, læ for vinden, et tørt sovested samt foder og vand. En hest, der trænes regelmæssigt og dermed kommer til at svede, kan også gå ude døgnet rundt, hvis den får mulighed for at tørre helt efter arbejdet og før den lukkes ud, eller får et velsiddende vandtæt dækken på.

Lær din hest at kende

Hvis man ikke har adgang til så store arealer, at hestene kan boltre sig frit på flere kvadratkilometer, har de brug for ekstra foder om efteråret og vinteren. Heste, der går ude året rundt, kræver meget mere grovfoder end de mængder, der anbefales i foderplanerne. Heste, der trænes har også brug for en eller anden form for kraftfoder.

Som hesteejer er man nødt til at lære at bedømme, hvordan hesten har det og hvordan den opfører sig. En tyk vinterpels kan få hesten til at se kraftigere ud, end den egentlig er. Derfor er det vigtigt regemæssigt at mærke hestens ribben for at kunne bedømme dens foderstand – man skal kunne mærke ribbene under et tyndt lag underhudsfedt, men man må ikke kunne se dem. 

Se på krydset, om det er rundt og veludfyldt eller muskelfattigt og kantet. Er hårlaget blankt eller mat og tottet? Virker hesten frisk eller sløv og apatisk? Hvis hesten ikke får nok foder, begynder den at gnave i træ eller prøver at stikke hovedet ude under hegnet for at finde græs.

Ponyer tygger deres mad endnu mere grundigt end halvblodsheste, og de kan derfor bedre udnytte næringen selv på magre græsgange. På den anden side har de så tyk en vinterpels, at det kan være svært at afgøre deres foderstand med det blotte øje. Undersøg derfor tit din pony med hænderne!

Kilde: "Hästveterinären - 200 frågor och svar om hästars hälsa och sjukdom" af Charlie Lindberg og Ingrid Andersson.