I dag er det oftest folk, der holder hest som hobby, eller rideskoler, der har deres heste, f.eks. ponyer og islændere, i løsdrift, men også konkurrenceheste kan have glæde af at gå i løsdrift - faktisk er det ganske få heste, der ikke fungerer i løsdrift, som også kan sidestilles med døgnfold.

Men der er en række regler for heste i løsdrift, som man skal kende. Her kommer nogle gode råd fra Agria Dyreforsikrings dyrlæge Jon Vedding.

“Løsdrift er godt for heste, så de kan bruge hele deres bevægelsesmønster naturligt, da heste jo ikke er skabt til at stå stille i en boks størstedelen af et døgn. I stedet får hesten frihed til selv at vælge, om den vil hvile sig i strøelsen, stå i læ i løsdriften eller bevæge sig rundt på folden,” siger Jon Vedding.

Størrelsen på løsdriften

Folden skal have et areal på mindst 800 m², hvoraf den korteste side skal være mindst 20 m. Bliver folden brugt til mere end 4 heste på samme tid, så skal folden forøges med 200 m² pr. hest.

Når det gælder selve løsdriften, så skal gulvarealet opfylde følgende arealkrav:

  1. For de første fire heste skal der være mindst (2,0 x hestens stangmål)² pr. hest.
  2. For hver yderligere hest skal der være mindst (1,7 x hestens stangmål) ² pr. hest.

I en løsdrift skal hestene have adgang til et velstrøet, tørt leje på mindst 80% af gulvarealet.

Det er godt, hvis folden indeholder varieret terræn, så hestene får styrket muskler, led og hove, når de bevæger sig. Det er en fordel, hvis der er træer og buske, der både kan fungere som beskyttelse mod vejr og vind, men også som barriere, hvis hesten vil trække sig i tilfælde af konflikt.

Løsdriftens indretning

Det anbefales altid at have to åbninger i en løsdrift, så ingen heste kan holdes ude eller inde pga hieraki. Der skal være plads til, at alle heste kan ligge ned.

Tænk også på, hvordan selve læskuret placeres - det er godt, hvis åbningen vender mod syd, og at den bygges et sted, hvor jorden ikke bliver alt for mudret. Hvis området let bliver mudret, kan det være en god ide at lægge grus eller gummi uden for åbningerne for at undgå mudder.

Foder ved løsdrift

Det nemmeste er, hvis de heste, der går sammen, alle har samme foderbehov, og de må gerne have fri adgang til grovfoder. Hvis hestene har forskelligt foderbehov, kan man f.eks. opdele døgnfolden noget af dagen eller tage nogle af hestene ind til ekstra fodringer. Wrap bør stilles i en foderhæk, som beskytter wrappen mod at blive nedtrampet, mudret til og fyldt med bakterier.

For at undgå konflikter mellem hestene er det vigtigt, at der er tilstrækkeligt med plads der hvor hestene spiser, og hvis flokken er stor, kan det være en ide med flere fodringssteder. Saltsten og adgang til rent vand bør altid være til stede ved løsdrift i form af frostfrie vandtrug.

At holde varmen ved løsdrift

Hestes pels gror afhængigt af temperaturen. Når heste i løsdrift får dækken på, når det bliver koldere, forhindrer det, at hesten får den pels, der er nødvendig, for at den kan holde varmen af sig selv. Hvis det bliver nødvendigt at klippe hesten, så den skal have dækken på, er det vigtigt med et dækken med god pasform, som tåler at være ude i mange timer - et vådt dækken køler hesten ned.

Hesteflokken og løsdrift

Vær opmærksom på, hvordan hesteflokken fungerer og opfører sig, så alle heste har det godt. De skal tilses hver eneste dag. Hvis det er en ny gruppe heste, som slippes ud i løsdrift, vil rangordenen hurtigt vise sig. Det er almindeligt at have forskellige løsdrifter for ungheste, avlshopper og føl og nogle gange er det også en idé at opdele dem i henholdsvis hoppe og vallakfolde.

Løsdrift er ideelt for hopper og føl, for det er veldokumenteret, at føls led brusk styrkes ved, at de får bevæget sig meget, mens de er unge, hvilket reducerer skaderisikoen resten af deres liv. Man skal dog være opmærksom på, at føl nemt dehydrerer, når det er meget varmt, så det kan være en ide at stille dem i boks i de varmeste timer og så lukke dem ud, når det er kølet lidt ned.

Mange heste bliver mere rolige af at gå i løsdrift, da de der får afløb for deres energi i forhold til, hvis de står i en boks og kun går på fold nogle timer om dagen. Heste med luftvejsproblemer får det ofte bedre, hvis de får lov til at gå i løsdrift, da de er mere ude i den friske luft.

Minimer skaderisici ved løsdrift

Det der er vigtigst for at minimere skaderisici er, at der er tilpas meget plads til hestene at røre sig på, og at der findes flere foderpladser. Hvis man sørger for ikke at skifte for meget ud i flokken, forbliver den mere stabil. Ved at tilpasse indretningen af døgnfolden ved f.eks. at afspærre hjørnerne, kan man mindske risikoen for, at en hest føler sig trængt, og således sørge for, at løsdriften er sikker og minimere skaderisikoen.