Hesten har meget veludviklede sanser - hørelse, syn, lugtesans, smagssans og følesans.

Synet

Da hestens øjne sidder på siden af hovedet, har hesten et meget stort synsfelt. Hesten ser godt både på lang afstand og på nært hold (hesten kan se skarpt på lang og kort afstand samtidigt). Det har oven i købet vist sig, at heste kan se farve. Gul er den farve, de ser bedst, derefter grøn, blå og til en vis grad rød. Der findes undersøgelser, der viser, at heste er farveblinde hvad angår visse farver. Heste ser bedre i mørke end mennesker.

Hørelse

Hestens tragtformede og bevægelige ydre ører er som skabt til at opfange lyd. Hesten kan opfatte lyd fra flere retninger samtidigt, og det kan du se på hestens ørebevægelser, når ørerne bevæges individuelt og uafhængigt af hinanden. Heste hører lydsvingninger i samme frekvensområde som mennesker, det vil sige 30 hertz til ca. 20.000 hertz. Hestens ører bruges ikke kun til at høre med, men er også en vigtig del af hestens sprog.

Lugt

Studier af hesteflokke har vist, at hestens lugtesans er meget udviklet og har stor betydning.

Smag

Hestens smagssans sidder i tungens smagsløg, der fortrinsvis findes på siderne af tungeroden. Vi ved, at hesten for eksempel kan frasortere medicin i krybben, men om det skyldes lugte- eller smagssansen eller en kombination af begge dele, ved vi ikke. Hestens veludviklede smagsløg sandsynliggør, at den også har en veludviklet smagssans.

Følesans

Hestes følesans er meget veludviklet, og hele hestens hud kan betragtes som et kæmpestort føleorgan, der registrerer alle former for berøring. Hestens overlæbe er udstyret med ekstra mange følenerver, og netop berøring af og med mulen er en adfærd, som indgår i hestens kommunikationssystem, mens berøring af huden, for eksempel af insekter, udløser andre reaktioner.

Hestens sprog

Hestens sprog består af signaler, der udsendes af et individ og modtages af et andet. Mange af signalerne er medfødt, og en del af dem skal forbedres gennem indlæring. Hestens sprog inddeles i lyd-, lugt-, syns-, og berøringssignaler.

Da hesten har forholdsvis få lydsignaler, går man ud fra, at det først og fremmest er de øvrige signaler, der har betydning i hestens sprog. Det er dog svært for mennesker at opfatte alle hestens signaler, da variationer f.eks. i mimespillet – læber, næsebor og i musklerne rundt om øjne og øjenlåg – kan være meget små.

En del af hestens sprog består af duftsignaler, som vi mennesker ikke kan opfange. Hestene selv kan derimod kende hinanden, fordi hver enkelt hest har sin personlige duft.

Halen er også en del af hestens sprog

Hesten anvender også tydelige signaler gennem kropsholdning og bevægelser, for eksempel vil en brunstig hoppe stille sig, som om den skal stalle, hvilket påkalder hingstens opmærksomhed. En anden typisk kropsholdning er bagbenstruslen, hvor en hest med bagparten mod en anden hest løfter det ene bagben for eventuelt at sparke.

Halen er også en del af hestens sprog. Hesten kan f.eks. stikke halen mellem benene, hvis den er bange og/eller underlegen.

Hestens lydsignaler

Vrinsken kan have mange frekvenser. Hvis den er meget høj er det som regel et kaldesignal, der bruges, når flokmedlemmer kommer for langt væk fra hinanden.

Hvin er en høj, skinger tone, der varer omkring ½ sekund. Både brunstige og ikke brunstige hopper vil hvine, når en hingst nærmer sig og snuser til dem. Hvinen høres også ofte under uenigheder både mellem hingste og hopper. Når heste hviner, lægger de som regel ørerne tilbage som tegn på aggression, og ofte stamper de eller sparker ud med for- eller bagben.

Brølen er en lyd, der ikke forekommer så ofte, men den høres nogle gange af hingste, der afvises af en brunstig hoppe.

Prusten er et advarselssignal, der skabes ved at luften presses mere eller mindre kraftigt ud gennem næseborene. Lyden bruges f.eks. af flokkens hingst, hvis fremmede dyr eller mennesker nærmer sig. Når flokmedlemmerne hører denne lyd, bliver de straks opmærksomme på deres omgivelser, er på vagt og parat til at flygte, hvis det bliver nødvendigt.

Hesten er et socialt dyr

Man mener, at hesten i begyndelsen levede alene, undtagen i parringsperioden, men at den udviklede sig til at blive flokdyr, fordi der er mange fordele ved det. Det er klart at flere par øjne, ører og næsebor hurtigere kan opdage fjenden. Enkelte heste er dog alltid, og det gælder også i vore dage, mere opmærksomme end andre i flokken, og de giver signal til flugt som de første, hvis de ser noget, de opfatter som en trussel. Når flokken hviler, er der altid nogen, som holder vagt. Heste bryder sig ikke om at være alene, og det er vigtigt at huske på.

Lederskab

Lederskab kan man i princippet iagttage i tre forskellige sammenhænge, som har det til fælles, at en enkelt hest i flokken, får resten af gruppen til at flytte sig.

Det kan for eksempel ske, når hingsten samler gruppen for at flytte den, sandsynligvis fordi andre flokke er ved at komme for tæt på. Når han har samlet hele flokken, driver han den foran sig, indtil afstanden til andre flokke er tilstrækkelig.

En anden form for lederskab viser sig under flokkens normale vandring, når de græsser eller flytter sig til deres hvileplads eller vandingssted. I princippet kan en hvilken som helst hest tage initiativ til at sætte flokken i bevægelse ved ganske langsomt at fjerne sig fra flokken. Men som regel er det en ældre, erfaren hoppe, der fører an i dette tilfælde. Hvis andre heste er motiveret, hvis de f.eks. er tørstige, går de villigt med, og så følger alle hestene efter.

I flugtsituationer, hvis gruppen f.eks. skulle blive angrebet af et rovdyr eller hvis fremmede mennesker kommer for tæt på, er mønsteret et andet, end hvis flokken flytter sig frivilligt. Enhver hest i flokken kan, så snart en fare bliver opdaget, give sig til at flygte, og så aktiveres signalsystemet, sådan at resten af flokken, hvis faren er åbenbar, følger efter den flygtende hest. Flokken stiller sig i en tæt klynge, føllene holder sig til deres mor, og førerhingsten danner bagtrop og stiller sig mellem flokken og den indtrængende fare.

Rangorden

I flokken befinder alle hestene sig i en rangorden. En hest opnår dominans og høj rang ved at være så aggressiv, at en anden hest trækker sig, hvilket betyder at den underkaster sig og accepterer en lavere plads i rangordenen.

Man kan bedømme rangordenen i sin egen flok ved at iagttage, hvor mange trusler hestene henholdsvis modtager og udsender til de andre heste. Den hest, der har højest rang udsender flest trusler og modtager færrest, mens den hest der er lavest i rangordenen tage imod mange trusler og udsender meget få trusler selv.

Forskellige trusler

  • Bidadvarsel, tilbagelagte ører og blottede tænder, der rettes mod modstanderen.
  • Sparkadvarsel, bagparten med piskende hale vendes mod modstanderen, og det ene bagben løftes.
  • Bid - hvis modstanderen ikke flytter sig, udvikler truslen om bid sig til et rigtigt udfald, som regel mod halsen eller bagparten.
  • Spark – sparkadvarslen afløses af et enkelt spark med et ben eller flere spark med det ene eller begge bagben.
  • Forfølgelse – en hest kan med tilbagelagte ører og trussel om at bide, jage modstanderen væk ved at forfølge den.

Rangordenen skabes og opretholdes ved hjælp af trusler, kraftprøver og undvigemanøvrer. Hvis der kommer nye dyr ind i flokken, vil de ved hjælp af trusler finde deres plads i rangordenen i løbet af en eller to dage, og herefter er roen genoprettet.