Overvægt

Hvordan kan jeg afgøre, om min hest er for tyk?

Dyrlægen svarer:

Du kan både se og mærke, om din hest er overvægtig. Kig grundigt på hesten omkring maven og brystkassen. Lad hånden glide hen over hestens ribben. Du skal kunne mærke dem, men ikke se dem. Du kan også veje din hest eller finde vægten med et vægtmålebånd. Hvis du er usikker, vil jeg anbefale, at du får hjælp af din dyrlæge eller en foderekspert.  

Symptom

Ud over synlige fysiske symptomer på overvægt, kan hesten blive mere træt og den vil ikke længere kunne præstere det, den plejer. 

Årsag

Det er meget almindeligt, at heste tage lidt på, når de har været på sommergræs. I de fleste tilfælde skyldes overvægt for meget mad eller for lidt motion, ofte begge dele. I nogle tilfælde kan der være en underliggende grund til overvægten i form af sygdom og i så fald skal dyrlægen undersøge hesten. Heste kan blive ramt af fordøjelsessygdomme, der kan give overvægt, som igen gør dem mere modtagelige for andre sygdomme som f.eks. forfangenhed.  

Hvad kan jeg selv gøre?

Du kan selv gøre noget ved din hest overvægt ved at kombinere mere motion med ændringer i foderplanen. Overvej om din hest overhovedet har brug for kraftfoder, måske kan den sagtens klare sig med stråfoder. Husk at du altid skal skynde dig langsomt, dvs. at du skal øge træningen gradvist for ikke at belaste hesten for meget og for hurtigt. Få hjælp af en professionel foderekspert og/eller træner, hvis du synes, du har brug for det. 

For at holde øje med din hests vægt kan du måle hestens omfang rundt om halsen og brystkassen.  Du kan måle med en tyk snor og klippe den af i den rette længde. Mål derefter med samme snor gentagne gange i løbet af de næste uger, for at se om hesten går op eller ned i vægt. 

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Hvis din hest er meget overvægtig eller hvis du har mistanke om en underliggende sygdom, synes jeg, du skal rådføre dig med din dyrlæge. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?