Forfangenhed

Hvor almindeligt er forfangenhed og passer det, at en hest, der har haft sygdommen før, har større risiko for at bliver ramt igen?

Dyrlægen svarer:

Forfangenhed er en meget almindelig sygdom hos hest. En hest, der har haft forfangenhed én gang, har større risiko for at få sygdommen igen, præcis som du skriver. Derfor er der nogle ting, man skal tage hensyn til, når man har en hest, der har haft forfangenhed tidligere. Man skal være opmærksom på at give hesten passende motion, være omhyggelig med hestens foder og meget forsigtig, når man sætter hesten på græs. Nogle heste med tidligere forfangenhed kan slet ikke tåle at komme på græs, mens andre blot skal tilvænnes gradvist til græsningen. 

Symptom

Forfangenhed er en sygdom, der først og fremmest viser sig som en betændelse i hovene, som oftest på forbenene. Det er en uhyre smertefuld tilstand for hesten, der som regel vil stå i en meget karakteristisk stilling med forbenene strakt frem for sig og bagbenene ind under sig, så vægten hviler på bagparten. De hove, der er ramt af lidelsen, vil ofte være meget varme, og man kan tydelig mærke en puls på begge sider af koden. Feber er også et almindeligt symptom på forfangenhed.   

Årsag

Symptomerne i hovene er en følgesygdom, da forfangenhed i virkeligheden er en fordøjelsessygdom. De heste, der rammes, har svært ved at fordøje visse fødemidler. Som regel er det især kraftfoder og meget friskt, sukkerholdigt græs, der kan give anledning til problemer. Overbelastning af et ben kan også være årsag til forfangenhed. En hest med alvorlig og vedvarende halthed kan for eksempel udvikle forfangenhed på det modsvarende raske ben, der belastes hårdere end sædvanligt. Endelig har hopper, som lige har folet, men hvor efterbyrden ikke er forløst efter folingen, risiko for at få forfangenhed. Det skyldes, at bakterier og giftstoffer fra efterbyrden slipper ud i kroppen og forårsager forfangenhed.  

Hvad kan jeg selv gøre?

Ved mistanke om forfangenhed skal hesten straks have bokshvile. Sørg for at strøelsen i boksen er dyb, blød og tør. Køl hestens ben ned med koldt vand for at mindske risikoen for skader på hovene. Fjern alt kraftfoder og giv kun hø. 

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

En hest med forfangenhed skal altid hurtigt i behandling. Du skal altså tilkalde din dyrlæge straks, hvis din hest har forfangenhed. Dyrlægen kan vurdere den grundlæggende årsag til sygdommen, påbegynde behandling og give hesten smertestillende. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?