Min hunds hale hænger slapt ned

Jeg har en jagtlabrador, hvis hale hænger. Han er ellers frisk og rask. Hvad kan det være?

Dyrlægen svarer:

En slap, hængende hale tyder på svømmehale, også kaldet watertail eller halelammelse. Det er en lidelse, der især rammer retrievere og spaniel-racer, men den kan også ramme andre vandelskende hunde, da symptomerne som regel udløses, når hunden har badet og svømmet meget. Det er ikke farligt, men hunden har meget ondt i halen. Rådfør dig med din dyrlæge, hvis du har mistanke om, at din hund har fået svømmehale. 

Symptom

Halen hænger slapt ned og hunden vil ikke logre. Halen kan være øm og lidt hævet især ved haleroden. Smerten kan også bevirke, at hunden sætter sig ned og tisser i en anden stilling end normalt. Hunden kan virke meget trist og sløv og miste appetitten. 

Årsag

Den grundlæggende årsag er en betændelsestilstand i halens muskler og halerodens nerver. 

Hvad kan jeg selv gøre?

En hund, der har haft svømmehale, vil have en tendens til at få det igen, når den udsættes for de samme eller lignende forhold, f.eks. jagt i regnvejr. Du kan forebygge svømmehale ved at tørre hunden grundigt efter badeturen eller tur/arbejde i vådt vejr. Hvis hunden har tynd pels og let bliver afkølet, kan det være godt at give hunden et dækken på. Lad ikke hunden svømme i længere tid ad gangen især ikke i havvand, hvor strøm og bølger kan være anstrengende netop for hundens hale.

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Svømmehale forsvinder af sig selv efter nogle dage, hvor hunden holdes i ro og holdes varm og tør. Det er som regel bedst at give hunden smertestillende, og hvis den er meget plaget, kan det være, den skal behandles kortvarigt med antiinflamatorisk medicin (cortison), som dyrlægen kan skrive op. 

Fandt du ikke lige det du ledte efter?

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Dyreguiden

Få tips og råd om alt fra hudproblemer til traumatiske skader.

Till Dyreguiden

Synes godt om? 0 stemmer, ikke bedømt 0 av 0 gillade, NaN i betyg