Hund som spiser afføring

Min hund spiser afføring. Den spiser næsten alle de former for afføring, den kan finde. Hvorfor gør den det?

Dyrlægen svarer:

Det er ret almindeligt, at hunde spiser afføring. Denne adfærd kaldes koprofagi. I de fleste tilfælde er det ikke farligt, men som regel er det en uønsket adfærd. 

Årsag

Der kan være forskellige grunde til, at hunde spiser afføring, og det kan være svært at sige, hvorfor netop din hund kan lide at spise afføring. Nogle hunde kan lide smagen af afføring eller simpelt hen være sultne. Hunde, der keder sig eller er understimuleret, kan også få smag for at spise afføring. Der findes også sygdomme, der kan være årsag til koprofagi, for eksempel nedsat funktion af bugspytkirtlen (pancreasinsufficiens) og visse tarmproblemer.

Hvad kan jeg selv gøre?

I visse tilfælde kan det hjælpe at give hunden et andet foder, der er lettere at fordøje. Du kan også prøve at fodre hunden med mindre portioner flere gange om dagen.

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Så længe din hunds almene tilstand er god, er der ingen grund til at gå til dyrlægen. Hvis du mener, at en sygdom kan være årsag til, at din hund spiser afføring, bør du til gengæld kontakte dyrlægen.

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?