Omkring år 1900 gjorde man den vigtige opdagelse, at serum fra individer, der havde haft en given infektion, havde en beskyttende virkning. Det betød, at man kunne overføre dette serum til et individ, som ikke havde været smittet, og dermed overføre beskyttelsen.
Immunisering
En sådan passiv immunisering blev i lang tid foretrukket frem for en aktiv immunisering. Det skyldtes først og fremmest de problemer, man havde med de første vacciners sikkerhed. Det var levende, men ’fortyndede’ vacciner (eller smitstof fra andre dyrearter), og det var en svær balancegang at fortynde dem så meget, at de stadig beskyttede mod smitten, men uden risiko for at det vaccinerede individ udviklede sygdommen.
Døde vacciner
Man anså i lang tid de levende vacciner for at være mere risikable at anvende sammenlignet med de døde eller inaktiverede vacciner. Døde vacciner er dog ikke altid risikofri, og visse bivirkninger har man hyppigere kunnet kæde sammen med døde vacciner end med levende, især forekomsten af adjuvans (betegnelsen for et stof, man tilsætter vaccinen for at øge dens effekt) i vaccinen.
Levende vacciner
I dag foretrækker man levende vaccine, fordi den stimulerer immunforsvaret bedre og dermed giver mere effektiv sygdomsbeskyttelse. Udvikling og anvendelse af vaccine er forøget. Man anser vaccinationer for at være en af de mest økonomiske måder at fremme sundhedsniveauet på blandt både mennesker og dyr. Det vigtigste mål med vaccination af katte og hunde er øget dyrevelfærd.
Vaccination gavner både dyr og mennesker
Vaccination skåner utallige dyr for sygdom og død, for ikke at tale om kronisk lidelse eller nedsat kropsfunktion, når den akutte sygdom er overstået. Og så må man heller ikke undervurdere vaccinationens gavnlige virkning i forhold til at mindske risikoen for, at sygdomme spredes til mennesker (risikoen for zoonose), som vaccination mod rabies er det vigtigste eksempel på.