Oprindelsesland: Storbritannien (Wales)
Levealder: 12-15 år
Højde: Hanner og tæver omkring 30 cm
Vægt: 11-17 kg
Farve: Enhver farve med eller uden hvide aftegninger, men den hvide farve må ikke være dominerende
FCI-gruppe: 1 (hyrde- og kvæghunde)
Hvor stammer welsh corgi cardigan fra?
Welsh corgi cardigan er en af Storbritanniens ældste hunderacer, og den har en historie, der strækker sig tusindvis af år tilbage. Det menes nemlig, at racen kom til Wales med keltiske stammer fra Centraleuropa omkring 1.000 år f.Kr.
I Wales blev cardiganen en uundværlig del af landbruget, hvor den blev brugt som kvæghund – især på grund af sin evne til at drive kvæg ved at nappe dem i haserne og hurtigt smutte uden om spark. I modsætning til mange hyrdehunde arbejdede cardiganen i stilhed, hvilket gjorde den ekstra værdifuld. Den blev også brugt som vagthund og selskabshund for bondefamilierne.
Cardiganen er nært beslægtet med den mindre kendte welsh corgi pembroke, men det er i dag to selvstændige racer. Cardiganen anses for at være den ældste af de to corgi-racer og menes at have samme forfædre som gravhunden.
Hvordan er temperamentet hos en welsh corgi cardigan?
Welsh corgi cardiganen er kendt for sin loyale, intelligente og selvsikre personlighed, hvilket gør den til en både charmerende og selvstændig familiehund. Den har en naturlig årvågenhed og vil ofte fungere som familiens lille vagtpost – ikke aggressiv, men hurtig til at give lyd, hvis der kommer nogen eller noget bare virker anderledes.
Den er kan være reserveret over for fremmede i starten, men tør hurtigt op, forudsat den har haft en indholdsrig opvækst med socialisering på både dyr og mennesker. Den knytter sig tæt til sin familie og er altid klar til at lave noget sammen.
Som en tidligere hyrdehund er cardiganen vant til at tænke selvstændigt og tage initiativ, hvilket betyder, at den har en god portion selvtillid og kan være stædig. Den lærer hurtigt og arbejder gerne, men kræver en venlig, konsekvent tilgang til træning – ros og belønning virker meget bedre end skældud. Det er en race, der nyder at være med i det hele og er nysgerrig på alt, hvad der foregår i hjemmet.
Cardiganen er også en hund, der er god med børn – både tålmodig og legesyg – men kan have tendens til at hyrde mindre børn eller andre dyr i husstanden hvis de løber rundet ved at cirkle rundt om dem eller forsøge at styre dem. Det er vigtigt at lære den, at dette ikke er nødvendigt i en familiesammenhæng.
Med tidlig socialisering, et godt indkald, klare rammer og aktivering bliver den en fremragende og alsidig følgesvend, der både kan være en sjov legekammerat og en rolig sofapartner.
Cardiganens udseende og størrelse
Welsh corgi cardigan er en lav, lang og kraftig hund. Den har et ret karakterisisk udseende med den lange krop og de korte ben. Et sødt hoved, med et nærmest smilende udtryk hvor de store opmærksomme ører får den til at ligne den gavtyv, den en gang imellem kan være.
Pelsen er det, man kalder for en vejrbestandig ”dobbeltpels” - med tæt underuld og en grovere yderpels, som kommer i mange farver. Cardiganen må faktisk have alle farver – også med hvide aftegninger, så længe de ikke dominerer.
På grund af welsh corgi cardiganens lange ryg og korte ben er det en god idé at undgå, at hunden hopper op og ned fra høje møbler – brug gerne ramper eller trin.
Udseendesmæssigt skiller cardiganen og pembroke sig lidt ud fra hinanden. Cardiganen har en lang, lavthængende hale, der kan sammenlignes lidt med en rævs, mens pembroke har en kort hale. Cardiganen er også større og mere kraftigt bygget end pembroke, der er slankere og har en mere kompakt silhuet. Sidst, så er cardiganens ører større og mere runde end en pembrokes.
Pelspleje på en welsh corgi cardigan
Selvom cardiganens pels er rimelig nem at holde, kræver den jævnlig pelspleje for at kunne bibeholde den gode pelskvalitet. Racen fælder kraftigt to gange om året, og i disse perioder skal man børste dagligt for at holde styr på den tætte underuld. Resten af året kan en grundig børstning en gang om ugen være tilstrækkeligt.
Træning af en welsh corgi cardigan
Welsh corgi cardiganen er en aktiv og arbejdsom hund, der trives bedst med en regelmæssig hverdag men variation i gåture og træning. Den har brug for regelmæssig motion og mental stimulering for at være glad og afbalanceret.
En daglig gåtur er ikke nok – den har også brug for opgaver, der udfordrer hjernen. Det kan være træning i lydighed, søgelege, agility, tricks eller nose work. Racen nyder at lære og bruge sin intelligens, og hvis man gør aktiveringen sjov og motiverende, vil en welsh corgi cardigan være ivrig og engageret.
Den er velegnet til aktive familier, der gerne vil involvere deres hund i hverdagsaktiviteter. Den elsker at være med i det hele og kan nemt tilpasse sig forskellige typer livsstil – men det er vigtigt, at den ikke bliver overset eller understimuleret.
Uden tilstrækkelig stimulering kan cardiganen nemlig blive frustreret, hvilket kan føre til gøen, rastløshed eller destruktiv adfærd. Et par gode aktiviteter fordelt over dagen gør en stor forskel, og det er vigtigt at huske, at selv en lille hund har brug for store oplevelser.
Som hvalp er det vigtigt at følge hvalpens fysisk udvikling nøje, så du sikrer en langsom vækst, da både ben og ryg har brug for tid til at udvikles. Det indebærer at overdreven motion aldrig bør forekomme og at fodring som hvalp og unghund bliver i samråd med dyrlæge eller opdrætter.
Hvad fejler en welsh corgi cardigan?
I Agria indsamler vi statistik på alle de hunderacer der er forsikret hos os. Det giver os en helt unik skade- og sygdomsstatistik, der giver indblik i, hvilke sygdomme og skader der rammer specifikke racer. Statistikken, Agria Breed Profiles, bygger på Agrias skadestatistik, og materialet er baseret på over 1.500.000 svenske hunde.
Ligesom alle andre hunde kan en welsh corgi cardigan komme galt afsted eller blive syg. Derfor har vi ikke taget de ting med, som generelt rammer hunde uanset race. Her har vi i stedet fundet de tre hyppigste racespecifikke diagnoser:
- Hoftedysplasi
- Diskusprolapser (rygproblemer)
- Short ulna (vækstproblem i forben)
- Øjensygdomme som PRA og katarakt
Derudover har den tendens til overvægt, hvis kosten og motionen ikke er i balance, hvilket kan forværre ledproblemer, især i ryggen.
Det vi elsker allermest ved en welsh corgi cardigan
Der er mange gode grunde til at forelske sig i en welsh corgi cardigan – både dens personlighed, udseende og arbejdsglæde gør den til noget helt særligt. Her er de tre ting, vi holder allermest af:
- Loyal og tillidsfuld familiehund: En cardigan knytter sig stærkt til sine mennesker og er kendt for sin dybe loyalitet. Den elsker at være en del af familien og trives både i selskab med voksne og børn. Den følger dig gerne overalt og er altid klar på en tur, en nussetur eller en ny leg.
- Kvik og samarbejdsvillig: Det er en intelligent race, som hurtigt lærer nye ting og elsker at samarbejde. Cardiganen er ikke kun en skøn familiehund, men også en hund, der virkelig nyder at bruge sit hoved – hvad enten det gælder lydighed, tricks eller hundesport.
- Charmerende personlighed med karakter: Med sit lidt stædige, men altid kærlige væsen har welsh corgi cardiganen masser af personlighed. Den har både humor og selvtillid og er kendt for sit særlige udtryk og små finurligheder, som gør den til et elsket medlem af enhver familie.
Godt at vide, når du vælger en welsh corgi cardigan
Selvom cardiganen har mange kvaliteter, er der også nogle overvejelser, det er værd at gøre sig, før man anskaffer sig sådan en hundeven:
- Tendens til overvægt og rygproblemer: På grund af welsh corgi cardigans kompakte krop og lange ryg er det ekstra vigtigt at holde øje med vægten. Overvægt kan føre til helbredsproblemer, særligt i ryggen, så motion og korrekt fodring er alfa og omega.
- Kræver både fysisk og mental aktivering: Det er ikke en sofahund, selvom den gerne napper en lur. Cardiganen har brug for at aktivere både krop og hjerne hver dag – ellers kan den kede sig og finde på unoder som gøen, grave huller eller destruktiv adfærd.
- Hyrdeinstinkt og gøen: Racen har et naturligt hyrdeinstinkt og kan finde på at styre både børn og dyr. Den har også et stærkt vagtinstinkt og en overraskende høj gøen for sin størrelse. Tidlig socialisering og målrettet træning er vigtige for at forme en harmonisk familiehund.
Vil du vide mere om andre populære hundetyper eller -racer?
Vi har samlet en liste med de mest populære hundetyper og -racer, så du kan blive klogere på deres behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!
Beregn din pris!
Se, hvad det koster at sygeforsikre din hund.