Oprindelsesland: Centrale Middelhavsområde / Italien
Levealder: 12-14 år
Højde: Han: 21–25 cm, tæve: 20–23 cm
Vægt: 3-4 kg
Farve: Helt hvid, evt. med et blegt elfenbensfarvet skær
FCI-gruppe: 9 (selskabshunde)

Hvor stammer malteseren fra?

Malteseren er en af de ældste selskabshunderacer i verden. Dens oprindelse er ikke helt klarlagt, men den menes at stamme fra Middelhavsområdet, måske fra Malta, men navnet kan også referere til ordet maltesisk, der betyder tilflugtssted eller havn.

De små langhårede hunde blev brugt til selskab og som statussymbol blandt adelen i den del af verden, og racen blev også hurtigt populær i aristokratiske kredse i både Italien og resten af Europa – ikke mindst som skødehund ved hoffet og blandt de finere familier.

I midten af 1800-tallet begyndte man i stigende grad at avle målrettet på racens udseende og elegante udtryk. Malteseren blev anerkendt som race i sin moderne form i begyndelsen af 1900-tallet. Den er stadig kendt for sit ædle udseende og blide væsen.

Hvordan er temperamentet hos en malteser?

Malteseren er en lille hund med stor personlighed. Den er livlig, kærlig og intelligent og knytter sig stærkt til sin ejer. Racen er kendt for at være social og lever og ånder for sin families selskab. Derfor er det en hund, der ikke bryder sig om at være alene i mange timer. Den følger gerne med i alt, hvad familien foretager sig, og fungerer som en lille pelset skygge i hverdagen.

Trods sit elegante ydre er malteseren ikke en skrøbelig pyntehund. Den er nysgerrig, legesyg og har ofte en overraskende robusthed i både sind og krop. Der er gerne meget personlighed i den lille krop, og får du ikke implementeret samarbejde- og anden træning i din hverdag, vil du hurtigt opleve, at der ofte er en viljefast hund gemt under den bløde pels.

Malteseren tilpasser sig let livet i både lejlighed og hus i byen eller på landet. Den er glad for opmærksomhed og træning, så længe det foregår i et roligt tempo med variation og en positiv vinkel. Malteseren reagerer nemlig følsomt på hård eller grov behandling og har brug for en blid, tålmodig tilgang.

Den fungerer som regel godt med børn, hvis de er rolige og forstår at behandle den respektfuldt. Overfor fremmede kan den være lidt tilbageholdende, men sjældent uvenlig.

Nogle individer har tendens til gøen, især hvis de ikke er vant til gæster eller lyde. Derfor er det meget vigtigt at du altid er grundig i dit valg af opdrætter, så du sikrer dig at hvalpen vokser op i et miljø hvor miljøtræning og socialisering er en del af hverdagen.

Desværre har hundehandlere øjnet en forretning i denne hvide drøm af en selskabshund, derfor er ulovlig import af hvalpe en sjældenhed. Du skal derfor være ekstra på vagt, når du køber din nye bedste ven. Hold dig langt fra sælgere, der virker det mindste mistænkelige og vælg altid en opdrætter, hvor du kan se både mor og hvalpe i trygge professionelle rammer og gerne med mulighed for at følge hvalpen, fra den bliver født.

Overvejer du at få hvalp?

Går du i tanker om at tilføje en firbenet ven til familien? Så er du det rette sted. Vi har nemlig et hvalpeunivers, hvor du kan læse masser af gode artikler om, hvilke overvejelser du skal gøre dig, hvordan du sikrer huset og meget mere. 

Gå til hvalpeuniverset

Hundehvalpe bliver holdt i hånden

Overvejer du at få hvalp?

Går du i tanker om at tilføje en firbenet ven til familien? Så er du det rette sted. Vi har nemlig et hvalpeunivers, hvor du kan læse masser af gode artikler om, hvilke overvejelser du skal gøre dig, hvordan du sikrer huset og meget mere. 

Gå til hvalpeuniverset

Hundehvalpe bliver holdt i hånden

Malteserens udseende og størrelse

Malteseren er en lille, rektangulært bygget hund med en karakteristisk lang, hvid pels. Øjnene er mørke og med et vågent, mildt udtryk, og næsen er kulsort midt i alt det hvide. Ørerne hænger ned langs kinderne og er dækket af lang pels.

Den hvide pels er silkeagtig, lang og glat og bør ikke være krøllet. Den imponerende pels er racens største kendetegn – men også den største tidssluger, hvis du vælger at din malteser skal være i fuld pels.

Pelspleje på en malteser

Det kommer bag på mange, men malteserens pels kræver en hel del pelspleje. Hvis du har en drøm om at bevare den lange pels, kræver det daglig børstning og ugentlig bad og føn for at holde pelsen ren og undgå filter. Øjenomgivelserne skal holdes rene, og pelsen omkring munden skal vaskes hyppigt, for at holde den fin og ren. 

Netop fordi der skal bruges en del tid på pelspleje, så er det rigtig vigtigt at få vænnet en malteserhvalp til håndtering og pelspleje fra en tidlig alder. Lær hvalpen, at det er en hyggestund at blive børstet, så projektet bliver så nemt for jer som muligt. Det skylder du din malteser, for det med pelspleje er en vigtig del af hundens trivsel, og bliver en stor del af jeres hverdag sammen.

Har du ikke mod på at vaske og fønne din malteser, så kan du overlade det til en hundefrisør. Det betyder ikke, at du slipper for at vænne hunden til pelspleje, for den skal stadig børstes regelmæssigt.

På grund af den (for nogle) omfattende pelspleje, vælger flere ejere at holde malteseren klippet i en kortere “hvalpeklip”. Det er mere praktisk og gør pelsplejen mere overskuelig i hverdagen.

Er en malteser allergivenlig?

En malteser bliver ofte kaldt en allergivenlig hund, da de ikke fælder ret meget. Det er dog en sandhed med modifikationer. Det kommer nemlig helt an på, hvad det er, du ikke kan tåle ved en hund. Er det pelsen, skællene eller noget andet?

Prøv altid at være intenst sammen med en malteser over en længere periode, inden du anskaffer dig en. Du kan for eksempel melde dig som hundepasser på nogle af de sociale platforme, der findes for raceenthusiaster, så du er sikker på, du kan tåle dem. Ellers bliver det ulykkeligt for både dig og hunden.

Træning af en malteser

Malteseren er en lille, livlig hund med moderat behov for motion. Den er glad for gåture, leg og hyggelige aktiviteter sammen med familien, men kræver ikke timevis af fysisk træning. Til gengæld har den brug for at blive mentalt stimuleret. Lydighedstræning, kontaktøvelser og små tricks er ideelle måder at aktivere den på.

Selvom racen ikke kræver lange ture, er det vigtigt med daglig aktivitet. Malteseren er glad og nysgerrig og kan deltage i både nosework, rally og lydighed, så længe du sørger for, at din malteser synes, det er sjovt, og træningen er varieret i korte intervaller. Det er en god idé at skifte mellem forskellige aktiviteter, så hunden ikke keder sig.

Hvad fejler en malteser?

I Agria indsamler vi statistik på alle de hunderacer der er forsikret hos os. Det giver os en helt unik skade- og sygdomsstatistik, der giver indblik i, hvilke sygdomme og skader der rammer specifikke racer. Statistikken, Agria Breed Profiles, bygger på Agrias skadestatistik, og materialet er baseret på over 1.500.000 svenske hunde.

Ligesom alle andre hunde, kan en malteser komme galt afsted, eller blive syg. Ud over det, der generelt rammer alle hunde, uanset race, har vi fundet de tre hyppigste racespecifikke diagnoser for racen:

  • Øjen- og tandproblemer
  • Patellaluksation (løse knæskaller)
  • Hjerteproblemer

Vil du høre mere om selskabshunde?

Så lyt med på vores podcast, hvor vi har et afsnit dedikeret til selskabsracerne:

Afsnit 10: Livet med en selskabshund

Der er også flere andre afsnit, hvor vi sætter livet med hund under lup.

Se alle afsnittene her

Mand med sin hund

Vil du høre mere om selskabshunde?

Så lyt med på vores podcast, hvor vi har et afsnit dedikeret til selskabsracerne:

Afsnit 10: Livet med en selskabshund

Der er også flere andre afsnit, hvor vi sætter livet med hund under lup.

Se alle afsnittene her

Mand med sin hund

Det vi elsker allermest ved en malteser

Maltesere er en herlig hunderace af alle mulige årsager, og vi forstår godt, at de er blevet så populære. Her har vi samlet de tre ting, som vi holder allermest af:

  1. Kærlig og selskabelig: Malteseren er en trofast lille følgesvend, der elsker nærhed og kontakt med sin familie.
  2. Alsidig hundeven: Du kan bruge din malteser til det meste – om du er mest til hyggetræning eller går med konkurrenceambitioner, betyder ikke så meget. Den elsker bare tiden med dig, og så er den nem at have med på tur.
  3. Overraskende livlig: Bag det elegante ydre gemmer sig en legesyg og energisk hund med masser af livsglæde. Selvom den kan have ry for at være en rigtig skødehund, så skal man ikke tage fejl. Der er masser af liv i den lille krop.

Godt at vide, når du vælger en malteser

Maltesere har masser af gode egenskaber, men der er selvfølgelig også nogle udfordringer ved at invitere sådan en lille hund ind i sit liv. Vi har samlet de tre vigtigste ting, du skal vide, hvis du overvejer at købe en:

  1. Pelsplejen kræver tid: En langhåret malteser skal børstes og vaskes ofte – ellers filtrer pelsen hurtigt. Selv hvis du klipper pelsen ned, kræver det tid med børstning, og det skal du være klar til at bruge på projektet.
  2. Kan ikke lide ensomhed: Racen trives ikke med at være alene hjemme i mange timer dagligt. Det er derfor ikke den rigtige hund for dig, hvis den ofte skal overlades alene.
  3. Små, men stædige: Den kan være viljestærk og kræver konsekvent og tålmodig træning. Så hvis du er mere til en hund, der altid følger dit mindste vink, så er det måske ikke en malteser, du skal have dig.

Vil du vide mere om andre populære hundetyper eller racer?

Vi har samlet en liste med de mest populære hundetyper og -racer, så du kan blive klogere på deres behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!

Gå til oversigten

Beregn din pris!

Se, hvad det koster at sygeforsikre din hund.

Op til35%medlemsrabat*