Oprindelsesland: England
Levealder: 12-14 år
Højde: Hanner 56-57 cm, tæver 54-56 cm
Vægt: Hanner 30-40 kg, tæver 25-35 kg
Farve: Sort, gul eller brun
FCI-gruppe: 8 (apporterende jagthunde)

Labradorens baggrund

Labradorens oprindelse er behæftet med en vis usikkerhed, men overordnet er der enighed om, at den stammer fra Newfoundland, en ø i Canada, hvor deres forfædre er blevet brugt som arbejdshunde af lokale fiskere. De blev avlet til at hente fisk, trække fiskenet, finde skadede fugle og apportere vildt under jagt. De blev først anerkendt som en decideret hunderace i England i det 19. århundrede, og de blev senere populære i USA og mange andre dele af verden. Labradoren er avlet til at arbejde, og det er de stadig kendt for i dag, hvor de ofte bruges til jagt, narkohunde, servicehunde og meget andet.

Temperament

Temperamentet er noget af det, der vinder selv den største modstander over. Labradoren er nemlig kendt for sit venlige og godmodige sind. Den er faktisk danskernes favorit både som jagt- og familiehund, og det er der ikke andre, der kan bryste sig af at kunne. Det er nemlig to meget forskellige discipliner.

Nøglen til denne bedrift ligger i dens temperament. Labradoren er nemlig en naturligt social hund, som elsker at være en del af en familie og bruge tid med sine mennesker. De er også kendt for deres tålmodighed, hvilket er en essentiel egenskab, hvis man skal være hund omkring børn.

Desuden er de intelligente og lærenemme, hvilket gør dem lette at træne. Det er især noget, som jægerne sætter pris på, da en jagthund, der ikke lystrer hver gang, kan blive en rigtig farlig cocktail. Sidste ingrediens er deres energiniveau. De elsker at bevæge sig, lege og udforske nye ting, men er samtidig gode til at slappe af, når der ikke sker det store.

Særligt som ung kan labradoren være lidt af en bulderbasse. Den har svært ved at tøjle sin livsglæde, hvilket kan resultere i alt lige fra skuldertakling af andre hunde til voldsomme glædesgnub op ad dine ben. Du må være en ansvarsfuld hundeejer og kalde din labrador til dig, hvis den er typen, som kan være lidt voldsom i mødet med andre (særligt mindre) hunde.

På hjemmebane kan det også gå vildt for sig, særligt når der bydes velkommen hjem. Hav nogle godbidder klar og træn sit eller hav en kurv ved hoveddøren med en dummy eller legetøj, som den kan få i munden. På den måde kan du belønne din labrador for at gøre noget rigtigt frem for at skælde den ud for at vise sin store velkomstglæde.

Udseende og størrelse

Labradoren er en mellemstor race, med en typisk vægt på mellem 25-40 kg og en højde på omkring 54-57 cm afhængigt af om det er en han eller tæve. De har en stærk, muskuløs krop, der er bygget til arbejde og aktivitet.

Labradoren kommer i to udgaver – den klassiske type (også kaldet allround-labrador) og jagtmodellen (der kaldes Formel 1). Jagtmodellen er af lidt lettere bygning og er også mindre i størrelsen, hvor den klassiske er højere og noget kraftigere bygget.

Hvor gammel bliver en labrador?

En labrador har en forventet levetid på ca. 12-14 år, men det varierer altid fra individ til individ og påvirkes selvfølgelig også at sundhed og livsstil.

Pelspleje

Pelsen på en labrador er kort, tæt og vandafvisende, hvilket gør den velegnet til at arbejde udenfor hele året rundt. De elsker at svømme og bistår dig gerne som badepartner, hvis du er vinterbadetypen.

Står der labrador på ønskesedlen, så skal der også tilføjes en effektiv støvsuger blandt ønskerne. De fælder nemlig en del – og det er hele året. En god børstning en gang om ugen i den værste fældeperiode kan holde det lidt nede, men støvsugning slipper du ikke udenom. Ellers behøver du ikke gøre så meget andet ved pelsen, men skal naturligvis huske at klippe klør.

Træning af labradoren

Labradoren er en intelligent race, der elsker at lære nyt og arbejde. De er kendt for at være lette at træne, og at apportere er en naturlig del af deres DNA, som bør inkorporeres både i træning såvel som hverdagen – også selvom de ikke skal bruges til jagt. Det giver dem nemlig en stor glæde at kunne dyrke det, de er avlet til.

Desuden er det også vigtigt at stimulere labradoren mentalt. En gåtur rundt i kvarteret er altså ikke nok. Giv den søgeopgaver ude og inde og invitér til samarbejde. Der er ikke noget, labradoren hellere vil end at lave ting sammen med dig og gøre dig tilfreds.

Selvom racen er kendt for at være rolig indendørs, så er det kun noget, der sker, hvis du sørger for, at din labrador kommer ud og løbe løs uden snor og gerne flere gange om dagen. En af de største sundhedsudfordringer for racen er overvægt. Derfor har du et stort ansvar for at sikre, at din labrador holdes i god form hele livet, og det indebærer flere lange gåture hver dag i varieret terræn.

Hvad fejler en labrador?

I Agria indsamler vi statistik på alle de hunderacer der er forsikret hos os. Det giver os en helt unik skade- og sygdomsstatistik, der giver indblik i, hvilke sygdomme og skader der rammer specifikke racer. Statistikken, Agria Breed Profiles, bygger på Agrias skadestatistik, og materialet er baseret på over 1.500.000 svenske hunde.

Ligesom alle andre hunde kan en labrador komme galt afsted eller blive syg. Derfor har vi ikke taget de ting med, som generelt rammer hunde uanset race. Her har vi i stedet fundet de tre hyppigste racespecifikke diagnoser:

  • Albueleds- og skuldersygdomme
  • Allergi (hud- og øreproblemer)
  • Overvægt

Derudover kan de vandglade racer, som labradoren jo er, få hotspot og svømmehale (water tail).

Det vi elsker labradoren for

Labradoren er elskelig på mange områder, så det er svært kun at skulle vælge enkelte aspekter ud, men vi har alligevel lavet en lille liste:

  1. Deres fantastiske sind: De er venlige, sociale og en rigtig god kammerat for alle i familien. De er meget sjældent aggressive og de elsker samværet med både andre hunde og deres familie. Det er simpelthen bare en sand ven, der går gennem ild og vand for dig.
  2. Deres intelligens: Labradoren er en intelligent race, som tager godt imod træning. Det er også en af de ting, der gør dem populære blandt jægere og politifolk, men såmænd også for den almindelige hundeejer. Labradoren bliver hurtigt din yndlingselev.
  3. Deres alsidighed: En labrador kan både være din hårdtarbejdende kollega, men også en rolig ven derhjemme. De kan rumme begge dele, og formår du at aktivere dem korrekt, så har du virkelig en dejlig hund, som du kan bruge til det hele.

Det skal du vide, når du vælger en labrador

Selvom labradoren er en fantastisk race, så er der (selvfølgelig) også udfordringer ved at have netop den. Vi har samlet nogle af de ting, du skal være forberedt på:

  1. Energiniveauet: Labradoren er en aktiv race, der kræver meget motion og stimulering for at forblive glad og sund. Hvis de ikke får tilstrækkelig motion og mental stimulering, kan de blive kede af det og udvikle uønsket adfærd. Den er også fysisk stærk, så du skal sætte ind med træning fra en ung alder, hvis du skal kunne styre dit energibundt. Det kræver altså noget af dig som ejer, hvis du skal have en labrador i familien.
  2. Madglæde med stort M: Labradoren er en race, som er god til at udnytte sit foder, netop fordi den er lavet til at arbejde meget. Det betyder, at de går langt på literen, og hvis ikke de bliver aktiveret og får nok motion, så kan de hurtigt blive overvægtige. Overvægt kan føre til en række sundhedsproblemer, såsom led- og hjerteproblemer. Du skal derfor holde godt øje med omkredsen på din labrador.
  3. De bærer på alt: Det er en egenskab, der er medfødt, og det er så naturligt for dem, at de ikke kan lade være. Træner du det jævnligt og udfordrer dem mentalt, så finder de ikke selv på helt så mange løjer, men du skal kunne smile af, at du finder dine sofapuder, sko eller andre ting i haven.

Vil du vide mere om andre populære racer?

Vi har samlet en liste med de mest populære hunderacer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!

Gå til raceoversigten