Oprindelsesland: England
Levealder: 12 år
Højde: Hanner 56-61 cm, tæver 51-56 cm
Vægt: Hanner 32-37 kg, tæver 27-32 kg
Farve: Alle nuancer af gylden eller creme
FCI-gruppe: 8 (apporterende jagthunde)

Hvor kommer golden retrieveren fra?

Golden retrieveren stammer fra grænseregionen mellem England og Skotland. Den udspringer fra datidens flat coated retrievere, som blev brugt til at opsamle jægerens skudte fugle – en golden retriever har derfor fra naturens side en forkærlighed for at bære på ting. I 1913 blev racen anerkendt af den engelske kennelklub og i 1950’erne kom de første golden retrievers til Danmark. Siden er det blevet en utrolig populær hund, og de fleste kender nok en golden retriever eller er stødt på den på et tidspunkt.

En golden retrievers temperament

En golden retriever er kendt for sin imødekommende og venlige natur. De er utroligt sociale og knytter sig meget til deres mennesker. Derfor er det heller ikke en race, der trives med at være alene hjemme i mange timer om dagen.

De har som regel et ret robust temperament, er tålmodige og finder sig i ret meget, hvilket gør dem til gode familiehunde. Det er dog vigtigt, at du som ejer har respekt for dens store tålmodighed, særligt i dens omgang med børn. Selvom din flinke golden finder sig i ting, så betyder det ikke, den synes, det er rart! Derfor er det vigtigt, at børnene i familien respekterer hundens grænser, selvom den ikke siger tydeligt fra.

Disse smukke gyldne hunde er også intelligente og lærenemme, og det gør dem rigtig velegnede til forskellige træningsaktiviteter. De har dog et følsomt gemyt, og kan være lidt forsigtige – særligt hvis de ikke er blevet socialiseret og miljøtrænet fra en tidlig alder. Så må du introducere tingene i hundens tempo og bruge positiv forstærkning.

Udseende og størrelse

Golden retrieveren er en middelstor race med en skulderhøjde på mellem 51-61 cm, der vejer mellem 25-36 kg, afhængigt af om det er en han eller tæve. De er muskuløse af bygning, og er lavet til at være aktive jagthunde hele dagen – også i de kolde vintermåneder.

En golden retriever kommer i to varianter – det man populært kalder for en standardgolden og en jagtgolden. Der er ret stor forskel på de to:

  • En jagtgolden er, som navnet også antyder, avlet udelukkende til at være en rigtig god jagthund. Den kræver derfor en del aktivering både fysisk og mentalt, da den er lavet til at kunne gå med på jagter mange uger i træk igennem sæsonen. Den er spinklere og har ikke lige så meget pels.
  • En standardgolden er noget kraftigere og har ikke samme drive som en jagtgolden. Her har fokus i avlen også været på at fremavle en familiehund, der vil kunne trives uden at skulle løse jagtopgaver regelmæssigt.

Pelspleje på en golden retriever

Pelsen på en golden retriever er rimelig let at holde. Deres pels består af dækhår og en tæt underuld, som er vandskyende, hvilket gør den egnet til at være ude (og bade) hele året.

De fælder moderat, så du slipper ikke udenom den gode støvsuger, og især når de skifter fra sommer- til vinterdragt (eller den anden vej), er en daglig børstning en nødvendighed, hvis du ikke vil have alt for mange hår i tæpper og møbler. Nogle klipper også pelsen på poterne, hvis den bliver for lang, men det er en smagssag.

Er en golden retriever nem at træne?

Det korte svar er: Ja! Det er en meget intelligent race, der er meget trænbar og generelt gerne vil please sin ejer. De nyder især søge- og apporteringsopgaver, da det er en del af deres DNA. Derfor kan du lige så godt tænke det ind, når du tilrettelægger træningen – også selvom du ikke skal bruge den til jagt. Måske er det bare morgenbrødet, der skal fragtes hjem? Eller nogle varer fra supermarkedet? Din golden hjælper helt sikkert gerne.

En golden retriever kan bruges til mange ting – det være sig både agility, nosework, spor eller andet, så det er kun din fantasi, der sætter grænser. Det er dog rigtig vigtigt, at den bliver aktiveret både fysisk og psykisk. Ellers får den ikke afløb for sine behov, og det kan udvikle sig til uhensigtsmæssig adfærd.

Hvad fejler en golden retriever?

I Agria indsamler vi statistik på alle de hunderacer der er forsikret hos os. Det giver os en helt unik skade- og sygdomsstatistik, der giver indblik i, hvilke sygdomme og skader der rammer specifikke racer. Statistikken, Agria Breed Profiles, bygger på Agrias skadestatistik, og materialet er baseret på over 1.500.000 svenske hunde.

Ligesom alle andre hunde kan en golden retriever komme galt afsted eller blive syg. Derfor har vi ikke taget de ting med, som generelt rammer hunde uanset race. Her har vi i stedet fundet de tre hyppigste racespecifikke diagnoser:

  • Allergi (hud- og øresygdomme)
  • Cancer
  • Lavt stofskifte

Desuden er det meget normalt, at de vandglade racer, som golden retrievers, får hotspot og svømmehale (water tail).

Det vi elsker en golden retriever for

Vi elsker vores golden retrievere af mange årsager, men vi har samlet de tre ting, vi elsker allermest på listen her:

  1. Deres blide væsen: En golden retriever er simpelthen en fantastisk kammerat. De er så venlige, sociale og blide, at de smelter hjerter i massevis. Netop denne egenskab gør dem til gode familiehunde, når de får masser af social kontakt og lange gåture.
  2. Deres træningsvillighed: Golden retrieveren er en intelligent hund, som tager rigtig godt imod træning. Den elsker at gøre sit menneske tilfreds, så hvis du er kærlig men bestemt, så får du en træningsmakker, som du kan bruge til stort set alt – lydighed, agility, nose work, og hvad du ellers måtte have lyst til at give dig i kast med.
  3. Du får to hunde i én: Giver du din golden retriever de rigtige rammer, så er det næsten som om, du får to hunde i én. Den kan være din træningsmakker, der er fuld af energi og gerne tager med dig på eventyr, men den kan også ligge afslappet derhjemme og nusse, når du slapper af. Den kommer simpelthen med en tænd og sluk-knap, som de fleste drømmer om.

Det skal du vide, når du vælger en golden retriever

Selvom en golden retriever kan føles som en omvandrende, blød gave, så er det naturligvis ikke helt uden udfordringer at have sådan en i hjemmet. Du skal derfor være forberedt på følgende, hvis du ejer en golden retriever:

  1. Forsigtigper med meget energi: Med en golden retriever i huset kommer du ikke til at mangle ting at lave. Du skal, fra hvalpen er helt lille, sørge for, at den bliver socialiseret og oplever verden, så det blide temperament ikke ender med at blive en hæmsko i form af usikkerhed. Så ud og få positive oplevelser sammen, hvor både hjerne og krop bliver stimuleret.
  2. De elsker mad: En golden retriever elsker mad – og de kan ikke styre sig, hvis det er placeret ubemandet i snudehøjde. Der bliver fristelsen simpelthen for stor! Samtidig skal du have et skarpt øje på vægten, for hvis motionen ikke følger med indtaget, så får du hurtigt en overvægtig hund. For hvem kan stå for sådan et par bedende øjne fra en kær golden?!
  3. Mudder bliver en del af din hverdag: Ja, det lyder ikke særlig rart, men det er den skinbare sandhed. Golden retrievere elsker at bade, og det er ikke kun i havet. De snupper også gerne et dyp i mosehullet eller mudderpølen, I kommer forbi. Derfor er et par håndklæder en god ting at have liggende bagi bilen.

Vil du vide mere om andre populære racer?

Vi har samlet en liste med de mest populære hunderacer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!

Gå til raceoversigten