Oprindelsesland: Madagaskar/Frankrig
Levealder: 12-14 år
Højde: Hanner 25-30 cm, tæver 22-27 cm
Vægt: Hanner 4-6 kg, tæver 3,5-5 kg
Farve: Hvid – måske med lidt lysegråt eller rødgult på ørerne
FCI-gruppe: 9 (selskabshunde)

Hvor stammer bomuldshunden fra?

Bomuldshunden har en spændende historie, der går mange hundrede år tilbage. Sandsynligvis opstod racen fra 1500-tallets hunde, som fulgte med de handelsrejsende. Efter sigende skulle de små hunde være kommet i land ved byen Tuléar på Madagaskar, hvilket også er grunden til deres navn. De lokale indfangede dem og brugte dem som vagthunde samt til at beskytte deres kvæg, når de skulle fragtes til og fra vandhullerne. Hundene havde også et lidt mere aparte job – nemlig at distrahere krokodillerne når befolkningen skulle ned og hente vand ved floden. Racen blev optaget i FCI i 1971, og er siden blevet populær i mange europæiske lande.

Temperament hos bomuldshunde

Bomuldshunde er kendt for deres venlige og imødekommende væsen. De er meget sociale hunde, der elsker at være sammen med deres familie og trives fint med andre hunde. De siger aldrig nej til en hyggestund i sofaen eller en sjov leg i haven.

De er brugt som vagthunde, og derfor kan de være vagtsomme og give lyd ved fremmede, hvis ejeren ikke selv er til stede. Det er dog ikke et problem, hvis familien er der, da nye personer i hjemmet potentielt er legekammerater med nussepotentiale.

En bomuldshund elsker at være midtpunkt, og de er ikke gode til at være alene for længe ad gangen. Det er derfor noget, du skal have med i dine overvejelser, inden du kaster dig ud i køb af en coton de tulear, for hvor meget kan du være hjemme i din hverdag?

Udseende og størrelse

En bomuldshund er en lille race, der typisk vejer mellem 3,5 og 6 kg og bliver mellem 22-30 cm høje. De har en kompakt krop med en rektangulær form og bevæger sig elegant. Deres pels er helt særlig, da den er lang, blød og hvid.

Bomuldshundens pels

En bomuldshund har rigtig meget pels, og den er blød som bomuld. Navnet på racen referer netop til pelsen, da coton betyder bomuld på fransk, og det er nok også derfor, at den har fået tilnavnet bomuldshund. Det kræver en del arbejde at holde pelsen på en bomuldshund, og den skal børstes hver eller hver anden dag. Det er ikke kun pga. udseendet af pelsen, at den skal passes, men det bliver ubehageligt for hunden, hvis pelsen filtrer. Det kan give bevægelses- og hudproblemer.

Nogle vælger at klippe pelsen ned, så den ikke er mere end 2-5 cm lang, da det er væsentligt nemmere at holde. Det kræver dog jævnlige besøg hos hundefrisøren, eller at du selv investerer i en trimmer og lærer kunsten.

Netop fordi pelsen kræver så meget pleje, er det vigtigt, at en cotonhvalp tidligt i livet lærer at forbinde pelspleje med noget positivt. Sådan kan børsteturen blive til en hyggestund mellem jer.

Mange omtaler en bomuldshund som allergivenlig, da den ikke fælder ret meget. Det kommer dog helt an på, hvad det er, man ikke kan tåle. Vi anbefaler derfor altid, at du selv prøver at opholde dig så meget som muligt sammen med en, så du kan se, om du reagerer.

Træning af en bomuldshund

En bomuldshund er på trods af sin kategorisering som selskabshund faktisk en relativt aktiv race, da de har været brugt som både vagt-, hyrde- og jagthund. Derfor har den brug for at blive stimuleret både fysisk og mentalt. Det er til gengæld en ret lærenem hund, der er hurtig og kvik. De er rigtig glade for at hoppe og gå på bagben – og faktisk kan de hoppe ret højt og snurre rundt om sig selv i luften. Agility er derfor en oplagt disciplin for en bomuldshund, men den er også glad for at bruge sin næse, så spor og nosework er også en god aktivitet.

Selvom en coton de tulare er træningsvillig, så er det også en ret selvstændig race, det er derfor nødvendigt, at du er klar i dine signaler og god til at holde kontakt med hunden, når I træner, går tur, eller den får lov at løbe løs. Hvis du ikke sørger for at være det sjove indslag, så finder de selv på sjove påhit.

Hvad fejler de?

I Agria indsamler vi statistik på alle de hunderacer der er forsikret hos os. Det giver os en helt unik skade- og sygdomsstatistik, der giver indblik i, hvilke sygdomme og skader der rammer specifikke racer. Statistikken, Agria Breed Profiles, bygger på Agrias skadestatistik, og materialet er baseret på over 1.500.000 svenske hunde.

Ligesom alle andre hunde kan en bomdulshund komme galt afsted eller blive syg. Derfor har vi ikke taget de ting med, som generelt rammer hunde uanset race. Her har vi i stedet fundet de tre hyppigste racespecifikke diagnoser:

  • Tandproblemer (persisterende mælketænder)
  • Rygproblemer
  • Allergi

Det vi elsker allermest ved en bomuldshund

Bomuldshunde er elskelige af alle mulige årsager, og vi forstår godt, at de er blevet så populære. Her har vi samlet de tre ting, som vi holder allermest af:

  1. Et rigtigt nussehoved: Bomuldshundene elsker at nusse og være sammen med sine mennesker, og det er simpelthen bare så dejligt at have sådan en blød ven, der altid gider hygge.
  2. Tilpasser sig nemt: Racen har nemt ved at tilpasse sig din hverdag og livsstil. Hvis bare den bliver aktiveret, så er det ikke så vigtigt, hvad I laver sammen. Hvis der er tid og hjerterum til en hund i hjemmet, så tilpasser en coton de tulear sig hurtigt.
  3. Et godt energiniveau: En bomuldshund er en lidt mere aktiv selskabshund, men vi er stadig slet ikke ovre i jaghunderacernes store aktivitetsbehov. Det er derfor en god mellemvej, hvor du får en hund, som har lyst til at være aktiv og dyrke fx agility, men uden at det bliver på et så højt niveau, at nogen ikke helt kan følge med.

Det skal du vide, når du vælger en bomuldshund

Bomuldshunde er skønne, og der er masser af gode egenskaber, men der er selvfølgelig også nogle udfordringer ved at invitere sådan en hund ind i sit liv. Vi har samlet de tre vigtigste ting, du skal vide, hvis du overvejer at købe en:

  1. Meget pelspleje: Det er en meget pelsrig race, og det betyder bare rigtig meget pleje. Særligt hvis du ikke vælger at klippe den. Der skal børstes pels hver/hver anden dag, så det er noget, du skal have tid til, og som du kan se blive en hyggestund i stedet for en sur pligt. En lang pels får også ofte fanget ting og sager med på gåturen, så bad og vask kan ligeledes være nødvendigt lidt oftere.
  2. Vil helst ikke være alene: En bomuldshund er meget social, og derfor er de heller ikke så glade for at være alene i længere tid ad gangen. Det er noget, du som fremtidig ejer skal overveje, hvis du påtænker at købe en. Kan din hverdag rumme det? Eller er der alternative pasningsmuligheder, når du ikke selv kan efterkomme det?
  3. Giver lyd og hyrder: Da bomuldshunde oprindeligt har været brugt til både at vogte og hyrde, er det egenskaber, som du også kan støde på i dag. Når I går tur, så forsøger den fx at holde samling på hele familien, og kommer der nogen fremmede forbi – særligt når du ikke er hjemme, så giver den lyd.

Vil du vide mere om andre populære racer?

Vi har samlet en liste med de mest populære hunderacer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!

Gå til raceoversigten