Oprindelsesland: Storbritannien
Levealder: 13-15 år
Højde: Omkring 53 cm
Vægt: 14-22 kg
Farve: De kommer i alle farver, dog må hvid ikke være dominerende.
FCI-gruppe: 1 (hyrde- og kvæghunde)

Border colliens historie

Border collien kommer fra grænselandet mellem England og Skotland, hvor den i århundreder har været brugt til at hyrde får. Faktisk er det den mest brugte hund i verden til at hyrde kvæg og får. Selvom racen fik en officiel udstillingsracestandard i 1975, så er den avlet med sine hyrdeegenskaber i fokus, og det er også det, der er blevet prioriteret i avlen. Over tid er racen blevet opdelt i hunde, der er udpræget arbejds- og konkurrencehunde, og hunde der mere egner sig som udstillings- og familiehund.

En border collies temperament

En border collie er en glad hund, der har meget energi. Den bliver brugt til at hyrde, og det er også stadig det, avlen fokuserer på. Derfor er det at hyrde en helt naturlig ting for disse hunde. Måden de holder styr på fåreflokken er, at de nedstirrer fårene, så de bliver nervøse og flytter sig. Dette foregår i stilhed, men i tæt samspil med fårehyrden. Det er meget imponerende at se border collier arbejde i deres rette element, hvor det er helt tydeligt, at de har et helt særligt talent.

Talentet kan dog også komme til udtryk på en mere negativ måde – nemlig i mødet med andre hunde. Her kan border collien nemlig have tendens til at benytte sig af samme kropssprog, som når den skal hyrde – et stirrende blik og en lav kropsholdning. Dette kan af andre hunde opfattes som en trussel og derfor skabe problemer for hund og ejer. Skal din næste hund være en border collie, er det derfor vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i, hvordan hunde kommunikerer med hinanden. Dette er ikke kun for at forstå, hvorfor din border collie gør, som den gør, men også så I har de bedste forudsætning for at få en god relation.

Racen er over tid blevet opdelt i hyrde- og konkurrence linjer og de mere rolige udstillings. Og familiehunde. Har du mod på at træning skal fylde det meste af jeres hverdag, kan du sagtens kaste din kærlighed på den arbejdende border collie, men er det en almindelige familiehund, du er ude efter, bør du holde dig til udstillingsmodellerne.

Uanset hvilken model du vælger, er border collien en hund, der kræver meget aktivering, fx hvor den også skal bruge sit hyrdetalent. Det er en følsom hund, der reagerer hurtigt på alt lige fra dine instrukser til andet omkring jer. Den har brug for faste rammer og en forudsigelig hverdag. Hyrde- og konkurrencehundene er ikke det oplagte valg for førstegangsejeren. Bliver den understimuleret, kan det nemlig udvikle sig til en ulykkelig situation, hvor hunden begynder at udvise uhensigtsmæssig adfærd og fx hyrder på alt fra biler til cykler og andre hunde.

Den mere rolige model kan stortrives som familiehund i en aktiv familie, hvor fritiden bruges udendørs på lange gåture i naturen. Sørger du for at stimulere din border collie med aktivering, der passer til racen, får du en skøn turmakker, som ofte trives godt med andre hunde og er nem at have med de fleste steder. Dette forudsætter dog, at den kommer fra en opdrætter, der prioriterer, at hvalpene får en oplevelsesrig opvækst, og at du sætter ind med træning, fra du får hvalpen hjem.

Af natur er border collien meget samarbejdsvillig, men nogle kan også være reserverede i mødet med fremmede personer og hunde. Det er en race, som fysisk ser ud til at være voksen i en rimelig ung alder (typisk ved 10-12 mdrs. alderen), men det snyder lidt, for den skal være mellem 3-4 år, før den kan anses som værende både mentalt og fysisk moden.

Udseende og størrelse

Border collien er en middelstor hund, som er atletisk bygget. Den måler omkring 53 cm, vejer mellem 14-22 kg og kommer i forskellige farver. Den har en middellang pels med underuld, der kan beskytte den mod det barske vejr, den er avlet til at arbejde i.

Pelspleje på en border collie

Pelsen kan være forskellige længder fra hund til hund. Hyrde- og konkurrencehundene har ofte lidt mindre pels. Pelsen er ofte silkeagtig og med en blød underuld, som kan holde hunden tempereret. Selvom hundene ikke er helt kortpelsede, så er der ikke det store arbejde i at holde pelsen. Du behøver kun at børste den igennem en gang imellem, og den fælder primært ved sæsonskiftene fra vinter til forår og efterår til vinter. Har du en af de mere langhårede modeller, så kan du evt. vælge at klippe pelsen under poterne og på haserne, så du undgår at få for meget snavs med hjem fra gåturen.

Motion og træning af en border collie

Border collien er en aktiv hund, som kræver en del aktivering både fysisk og mentalt, for at den er glad. Den er samarbejdsvillig og elsker at arbejde. Den holder sig gerne nær sin ejer, når der arbejdes, og den er ret lydhør for dine instrukser. Den kræver dog at du er konsekvent og er tydelig i dine kommandoer, der altid bør foregå med lav stemmeføring og rolige bevægelser. Det er nemlig en race, der hurtigt bliver stresset, hvis du hæver stemmen eller generelt har for meget fart på. Det samme sker, hvis du laver kaste- eller trækkelege, det er derfor ikke en aktivitet for denne type hund.

Border collien skal arbejde lige så meget med hjernen som med kroppen for at trives. Derfor er den også populær til lydighedstræning og agility samt spor og anden hundesport. Man må dog ikke glemme, hvad den er skabt til, og derfor passer den også kun ind i en meget aktiv familie, som har lyst til at bruge den aktivt til de ting, den er god til. Den er meget lærenem, og derfor har den også nemt ved at lære nye discipliner og øvelser. Det betyder dog også, at den hurtigt tilegner sig dårlige vaner, hvis du ikke er obs på at sætte de gode rammer.

Denne type hund egner sig kun til at bo, hvor der er natur, den kan boltre sig i. Det betyder ikke så meget, hvor du bor, mere hvad du laver med hunden. Uanset om du bor i lejlighed eller hus, skal der sættes mange timer af hver dag, hvor den kommer ud og bruger sig selv. Desuden er det vigtigt, at der sættes tidligt ind i forhold til socialisering, så racen lærer at være tryg ved at begå sig nye steder og blandt andre hunde og mennesker.

Hvad fejler en border collie?

I Agria indsamler vi statistik på alle de hunderacer der er forsikret hos os. Det giver os en helt unik skade- og sygdomsstatistik, der giver indblik i, hvilke sygdomme og skader der rammer specifikke racer. Statistikken, Agria Breed Profiles, bygger på Agrias skadestatistik, og materialet er baseret på over 1.500.000 svenske hunde.

Ligesom alle andre hunde kan en border collie komme galt afsted eller blive syg. Derfor har vi ikke taget de ting med, som generelt rammer hunde uanset race. Her har vi i stedet fundet de tre hyppigste racespecifikke diagnoser:

  • OCD
  • Neurologiske lidelser
  • Smerter fra rygsøjlen

Det vi elsker allermest ved en border collie

En border collie er en skøn hund med en virkelig imponerende trænbarhed. Den har mange kvaliteter, og vi har samlet de tre allerbedste her:

  1. En rigtig knokler: En border collie kan arbejde solen sort, og det er altså en mentalitet, som kan få den (og dig) rigtig langt. Det kræver selvfølgelig også, at du kan dosere det, så den ikke brænder helt sammen, men det er en fryd at arbejde med en sådan iver.
  2. Træningsvillighed i top: Ikke nok med at en border collie har ja-hatten på, når det kommer til at arbejde, så er den også virkelig lærenem og meget træningsvillig. Den lægger hurtigt to og to sammen, så I behøver ikke dvæle ved de samme øvelser i lang tid, før de hænger fast.
  3. Begrænset pelspleje: Selvom border collien har en flot, silkeblød pels, så kræver den faktisk ikke så meget pleje. Det er altså ikke her, du skal lægge en masse tid, men kan i stedet bruge den på træning og gode aktive oplevelser sammen.

Godt at vide, når du vælger en border collie

Alle hunde kommer med nogle ting i pakken, som du måske ikke finder helt så attraktive. Vi synes, det er bedst, at du kender til både de gode og de mindre flatterende sider ved racen, inden du tager beslutningen om, hvorvidt det skal være jer to. Så kan I begge få glæde af jeres liv sammen. Her er der tre ting, du skal være opmærksom på ved en border collie:

  1. Ikke altid en førstegangshund: Hvor du er førstegangshundeejer, så er det ikke en border collie fra arbejdslinjer, du skal starte med, hvis altså ikke du har kyndig hjælp og en hel flok får, der skal hyrdes. Generelt er det en race, som har brug for meget aktivering – både fysisk og mentalt, for at trives, og som samtidig skal have nogle faste rammer.
  2. Hyrdegenet skal styres: Det ligger i den grad i en border collies DNA at hyrde, og får du ikke givet hunden afløb for det på en konstruktiv måde, så kan det ende med, at den hyrder cyklister, børn, kondiløbere og alt andet, der bevæger sig. Derfor skal du tænke det ind i hundens træning, at den bliver aktiveret korrekt, så der ikke opstår uønsket adfærd.
  3. Stresser nemt: En race som en border collie med et højt energiniveau og stor arbejdsiver, kan have tendens til at stresse nemt. Derfor skal du have fokus på ro og træne på en måde, hvor du ikke får stresset hunden mere end højst nødvendigt.

Vil du vide mere om andre populære racer?

Vi har samlet en liste med de mest populære hunderacer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!

Gå til raceoversigten