Oprindelsesland: Middelhavsregionen/Cuba
Levealder: 12-15 år
Højde: 23-27 cm
Vægt: 4-7,5 kg (proportionelt ift. højden)
Farve: Fawn, sort, grå, flere nuancer af brun og sjældent i hvid
FCI-gruppe: 9 (selskabshunde)

Hvor stammer bichon havanais fra?

Bichon havanais bliver af de fleste kaldt for en havaneser. Racen er udsprunget fra middelhavsområdet og fandtes langs Spaniens og Italiens kyster helt tilbage i 1600-tallet. Den kom med italienske søfarere til Cuba, hvor især aristokratiet var meget begejstret for den lille selskabshund, der blev anset som et statussymbol. Med Castros indtog i Cuba flygtede de til USA og medbragte deres hunde. I 1970’erne begyndte et mere målrettet avlsarbejde, og man kan nu finde racen over hele verden, hvor den har indtaget pladsen som en af de mere populære selskabshunde.

Temperament

Bichon havanais er kendt for at være en opmærksom og udadvendt lille charmetrold, der elsker at lege og er meget social anlagt. Den elsker at være sammen med sin familie og bevæger sig sjældent særlig langt væk fra dem både ude og hjemme.

Det er en race, der ofte kommer godt ud af det både med mennesker og andre hunde. Får den en positiv introduktion, kan den også bo med kat og andre kæledyr. Havaneseren er en selskabshund, der ofte er et godt valg til børnefamilien. Den nyder at lege med de mindste i familien, forudsat at den behandles respektfuldt, og at legen ikke bliver for langstrakt.

Da de netop er så sociale, så er det ikke en hund, der trives med at være alene hjemme mange timer om dagen. Det er derfor vigtigt, at du overvejer, om det er et behov, du kan honorere i din hverdag. Bliver din bichon havanais overladt for meget til sig selv, vil den mistrives, og du risikerer, at den udvikler uhensigtsmæssig adfærd.

Selvom en bichon havanais er glad for det meste, har den en tendens til at ville passe på sine ejere og sit territorium. Derfor er det naturligt for den, at den alarmerer ved at gø, hvis der kommer nogen eller sker noget ud over det sædvanlige, som gør den utryg. Selvfølgelig kan du med målrettet træning i en tidlig alder dæmpe det, men det vil altid være en del af racen.

Udseende og størrelse

Bichon havanais er en lille pelsrig hund, der typisk har en skulderhøjde på 23-28 cm og vejer mellem 4-7,5 kg. De har en kompakt krop med en ret kort ryg og en højthævet hale, der normalt bæres over ryggen. Pelsen er blød og typisk bølget, og så er der meget af den. Den kommer i et væld af farver, hvor der kan være aftegn.

Pelspleje på en bichon havanais

En bichon havanais er kendetegnet ved sin lange bløde pels. Pelsen bliver faktisk 12-18 cm, og den kan være helt glat, men foretrækkes let bølget. Selvom det er en meget pelsrig race, så skal du ikke lade dig snyde, for den har stort set ingen underuld, og derfor fælder en bichon havanais heller ikke ret meget. Men det du sparer på rengøring, skal du dog bruge på at vedligeholde den flotte pels. Den skal nemlig børstes minimum en gang om ugen, så den ikke filtrer og forhindrer hunden i at bevæge sig frit.

Nogle vælger at klippe pelsen, så den ikke er så lang. Din opdrætter vil helt sikkert hjælpe med, hvilket udstyr du bør investere i, og hvordan du skal gribe hele pelsprojektet an. De fleste får også brug for et bad en gang imellem ikke kun for at fjerne snavs, men også for at pleje de lange lokker.

Netop fordi der skal bruges en del tid på pelspleje, så er det rigtig vigtigt at få vænnet en bichon havanaishvalp til dette ritual så tidligt som muligt. Lær hvalpen, at det er en hyggestund at blive børstet, så projektet bliver så nemt for jer som muligt. Har du ikke mod på at vaske og føntørre din havaneser selv, så kan du overlade det til en hundefrisør. Det betyder dog ikke, at du slipper for at vænne hunden til pelspleje, for den skal stadig børstes regelmæssigt.

En bichon havanais bliver ofte kaldt en allergivenlig hund, da de ikke fælder ret meget. Det er dog en sandhed med modifikationer. Det kommer nemlig helt an på, hvad det er, du ikke kan tåle ved en hund. Er det pelsen, skællene eller noget andet? Prøv altid at være intenst sammen med en bichon havanais, inden du anskaffer dig en. Du kan for eksempel melde dig som hundepasser på nogle af de sociale platforme, der findes for raceentusiaster, så du er sikker på, du kan tåle dem. Ellers bliver det ulykkeligt for både dig og hunden.

Træning af en bichon havanais

Her får du en race, der kan meget mere, end de fleste lige regner med. Du får i princippet det bedste af begge verdener, for havaneseren elsker at være aktiv, når du byder op til leg og træning, men den er også god til at slappe af, når der ikke sker noget. Dermed ikke sagt at det er en hund, der ikke har brug for lange gåture og anden fysisk aktivering. Du bør have flere daglige gåture både med og uden snor på programmet, for at din bichon havanais trives.

Bichon havanais er ofte nem at træne, da den gerne vil behage sine ejere. Faktisk er det en rimelig aktiv lille hund, der elsker at få opgaver og komme på eventyr. Den er generelt lydhør og løber sjældent langt væk, selvom den er løs. Derfor kan den også bruges til de fleste ting, om det er agility, lydighed, søgearbejde eller noget helt andet. Husk dog stadig, at træne indkald fra hvalpen er helt lille, for selvom den er kendt for at blive tæt på sin ejer, kan der sagtens opstå situationer, hvor der dukker noget fristende op i horisonten, og så er det godt at have et stabilt indkald.

Hvad fejler de?

I Agria indsamler vi statistik på alle de hunderacer der er forsikret hos os. Det giver os en helt unik skade- og sygdomsstatistik, der giver indblik i, hvilke sygdomme og skader der rammer specifikke racer. Statistikken, Agria Breed Profiles, bygger på Agrias skadestatistik, og materialet er baseret på over 1.500.000 svenske hunde.

Ligesom alle andre hunde kan en bichon havanais komme galt afsted eller blive syg. Derfor har vi ikke taget de ting med, som generelt rammer hunde uanset race. Her har vi i stedet fundet de tre hyppigste racespecifikke diagnoser:

  • Tandproblemer (mælketænder)
  • Øregangsbetændelse (allergi)
  • Knæledssygdomme (patella luksation)

Det vi elsker allermest ved en bichon havanais

Der er masser af gode egenskaber i en havaneser, og vi forstår godt, hvorfor der er mange, som kaster deres kærlighed på dem. Vi har samlet de tre ting, vi synes, er de allerbedste:

  1. En trofast ven og følgesvend: En bichon havanais bliver hurtigt din bedste ven og følgesvend. Den er social og nyder al form for samvær med sin familie – ung som gammel. Her får du virkelig en hund, der kan holde dig med selskab, og som elsker det!
  2. De er alsidige: Din bichon havanais er god til mange ting – familiehund, træningsmakker, legekammerat og bedste ven. Den er meget mere end en selskabshund, og vil elske at dyrke forskellige typer af hundesport, hvor den bruger kroppen, men også næsen til søgeøvelser. Ligegyldigt hvad I finder på at lave, vil den elske det, fordi den er sammen med dig.
  3. Moderat energiniveau: I en bichon havanais får du en kombination af godt temperament og moderat energiniveau. De er energiske og nyder aktiviteter og gåture, men er heller ikke så aktive som jagt- eller hyrdehunde, der virkelig skal aktiveres meget for at trives. Så længe de er en del af familiens hverdag og får meningsfuld aktivering, vil deres energiniveau passe rigtig godt ind i en gennemsnitlig familie.

Godt at vide når du vælger en bichon havanais

Selvom en bichon havanais er en skøn lille hund med masser at byde på, så er der selvfølgelig også nogle udfordringer ved racen, som kan være rare at kende, inden du byder den velkommen i dit liv:

  1. En firbenet alarm: Din bichon havanais skal nok gøre dig opmærksom på, hvis der kommer gæster eller sker andre spændende ting. Selvom gøen kan dæmpes med træning, så er det en del af deres natur, og hvis du drømmer om en hund, der aldrig gør, så er I nok et dårligt match.
  2. Bryder sig ikke om at være alene: Netop fordi en bichon havanais er så social, er den heller ikke særlig god til at være alene hjemme i længere tid. Du skal derfor overveje, om det kan passe ind i din hverdag – måske kan den komme med på arbejde? Eller du arbejder meget hjemme? En bichon havanese, der er meget alene, vil mistrives og kan udvikle separationsangst og anden uhensigtsmæssig adfærd.
  3. Børste, børste, børste: Med en bichon havanais i din husstand skal du investere i en god børste, plejeprodukter og være parat til at afsætte tid til pelspleje. Havaneseren har nemlig en krævende pels, og det er vigtigt, den bliver regelmæssigt vedligeholdt, da det ellers kan betyde både filter, hudproblemer, smerter og generel mistrivsel for din ven.

Vil du vide mere om andre populære racer?

Vi har samlet en liste med de mest populære hunderacer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!

Gå til raceoversigten