I denne artikel dykker vi ned i, hvorfor mange doodler og poos ”klæber”, hvad det betyder for jeres hverdag – og hvordan du kan lære din hund at føle sig tryg i sit eget selskab.
Hvorfor vil min doodle eller poo hele tiden være tæt på mig?
Ofte er de populære doodler og poos pudler krydset med selskabshunde eller andre hundetyper, der har et stort behov for tæt fysisk kontakt med deres ejere. Derfor knytter de sig ofte tæt til deres ejere og vil gerne være med overalt hele tiden. Det skyldes flere ting:
- Social arv: Pudlen er en selskabshund, og mange puddelblandinger er krydset med selskabshunde og arver derfor deres stærke tilknytning til mennesker.
- Intelligens og følsomhed: De er ofte meget opmærksomme på deres omgivelser og på dig. Det betyder, at de hurtigt reagerer på ændringer i stemning eller bevægelse.
- Tryghed i nærhed: Mange doodler og poos oplever det som mest trygt at være lige ved siden af dig. De kan blive urolige eller usikre, når du bevæger dig væk, og derfor vil de søge at være tæt (og dermed trygge) hele tiden.
For mange, såvel hvalpe som voksne, er velcro-tendensen normal adfærd, som ses i den første tid i nye rammer, hvilket er helt naturligt og okay. Problemet er, at det kan udvikle sig til en adfærd, der både belaster hunden og dig som ejer, hvis ikke den lærer at være tryg alene.

Når nærhed bliver en udfordring
Selvom det kan være hyggeligt, at din hund følger dig rundt i huset, kan det også føre til problemer:
- Hunden har svært ved at finde ro, også når I er sammen i hjemmet.
- Hunden bliver utryg og rastløs, når du går – også bare fra rum til rum.
- Risikoen for separationsangst øges, hvis hunden aldrig lærer at være alene.
Det er vigtigt at huske, at denne adfærd ikke handler om dårlig opførsel. Tværtimod er det ofte et tegn på usikkerhed og et udtryk for, at hunden har brug for hjælp til at blive mere selvstændig og tryg.
Sådan lærer du din hund et ”jeg kommer igen-signal”
Et effektivt værktøj er at lære hunden et klart signal, der betyder: “Bliv bare der – jeg kommer igen om et øjeblik.” Det hjælper din hund til at forstå, at den ikke behøver følge dig hele tiden.
Trin-for-trin: Sådan gør du
- Vælg et signal: Sig f.eks.: “Bliv her” samtidig med at du viser et håndtegn. Det vigtigste er, at det er ens hver gang og i roligt stemmeleje.
- Start småt: Rejs dig op, giv signalet og gå et eller ganske få skridt væk afhængigt af, hvad din hund kan rumme. Gå hurtigt tilbage og ros, hvis hunden blev liggende. Ignorér det, hvis den rejser sig og gør det mindre svært næste gang ved måske kun at rejse dig op uden at gå væk.
- Træn dagligt: Gentag øvelsen ofte. Øg gradvist afstanden og tiden du er væk.
- Vær rolig og forudsigelig: Brug signalet konsekvent – både når du går på toilettet, og når du henter kaffe. Det gør det trygt og genkendeligt for hunden.
- Beløn rolig adfærd: Hvis hunden bliver liggende, så giv en godbid på gulvet til hunden, der hvor den opholder sig, så den forbinder positionen med noget positivt. Ros eller et roligt “dygtig” kan også bruges. Rejser den sig, så prøv igen – uden skældud.
- Indbyg det i hverdagen: Gør det til en naturlig del af jeres daglige rutiner, så hunden lærer, at afstand fra dig ikke er farligt, og at du altid kommer tilbage.
Hvad med alene hjemme-træning?
Hvis din hund har svært ved at være alene hjemme, hænger det ofte sammen med velcro-adfærden. Den har ikke lært, at det er trygt at være uden dig – og så bliver fraværet ekstra svært at håndtere.
Alene hjemme-træning skal ske langsomt og i små skridt med udgangspunkt i tryghed. Det er vigtigt, at du ikke forlader hjemmet for hurtigt eller for længe, før hunden er klar.
Læs artikel om alene hjemme-træning
Har du tid nok til en doodle eller poo?
Doodler og poos trives bedst i hjem, hvor de er en del af familien og får masser af nærvær og aktivitet i hverdagen. Det er ikke en type hund, der bare skal være i baggrunden eller overlades til sig selv i mange timer hver dag.
Inden du vælger en doodle eller poo, er det vigtigt at spørge dig selv:
- Har jeg tid og overskud til daglig kontakt og samvær?
- Kan jeg give den faste rutiner og mental stimulering?
- Er jeg villig til at arbejde med træning, hvis den har svært ved at være alene?
Hvis svaret er ja, får du til gengæld en trofast og kærlig hund, der knytter sig dybt til dig og din familie.
Tryghed og selvstændighed kan gå hånd i hånd
Det er helt naturligt, at en doodle eller poo gerne vil være tæt på dig. Men med den rette træning og støtte kan den lære, at du kan bevæge dig rundt, uden den skal følge med, og at det er okay at være lidt alene indimellem. Oplever du udfordringer med separationsangst, er det en god ide at søge hjælp fra en adfærdsrådgiver, inden udfordringerne bliver for store.
Vil du vide mere om doodler, poos og andre puddelblandinger?
Vi har lavet et krøllet univers, hvor du kan blive meget klogere på de populære doodle- og poo-blandinger. Du kan læse om pelspleje, hvordan du trimmer/klipper og meget mere.

