Hvad er slidgigt?

Slidgigt er en kronisk ledsygdom, som rammer mange hunde. Sygdommen giver forandringer i brusken med pålejringer i det omgivende knoglevæv, hvilket forringer hundens ledfunktion og gør, at leddet bliver unormalt belastet. Slidgigt resulterer ofte i, at hunden får en smertefuld inflammation, som giver nedsat bevægelighed.

Slidgigt kan forekomme uden tydelig underliggende årsag og skyldes til dels mekanisk slid, men kan også være sekundær, for eksempel efter en skade eller vækstforstyrrelser i leddene. Unormalt slid, såsom overvægt, kan også forværre tilstanden.

Symptomer på slidgigt hos hund

Symptomer på artrose er ofte vage i starten og forværres med tiden.

  • Stivhed efter hvile, som derefter ”varmes op”
  • Vanskeligheder ved at bevæge sig, for eksempel lægge sig ned eller rejse sig
  • Halthed, som forværres efter kraftig motion, leg eller arbejde som jagt
  • Hunden vil ikke hoppe, gå på trapper eller lege
  • Mindsket muskelmasse

Læs også: Hvorfor halter min hund?

Årsag til slidgigt hos hund

Årsagen til slidgigt kan være primær, altså uden bagvedliggende faktorer, eller sekundær, hvilket betyder, at slidgigten for eksempel skyldes osteokondrose eller et traume.

Sådan behandles en hund med slidgigt

Behandling af slidgigt går ud på at lindre smerte, forsøge at bevare funktion og bevægelighed i hundens led samt bremse sygdommens udvikling. Fysioterapi, massage, udstrækning, elektroterapi, laser, akupunktur, svømning er nogle af de behandlinger, der kan være relevante for en hund med slidgigt.

Hvilken behandlingsform der vælges, afhænger af, hvad der passer dig og din hund bedst. Foder og kosttilskud, som indeholder glukosamin og chondroitinsulfat, kan hjælpe en hund med slidgigt. Også vægttab og justering af hundens hjemmemiljø bør diskuteres.

Massage af hund med slidgigt

At massere en hund med slidgigt kan hjælpe med at løsne spændinger i hundens muskulatur. Massage øger blodcirkulationen, forbedrer ernæringen og får musklerne til at slappe af. Med almindelige, enkle massageøvelser, hvor du stryger over hunden og arbejder i cirkler, kan du aldrig skade hunden. Men hvis du vil behandle muskulaturen mere i dybden, eller mistænker at din hund har led- og muskelproblemer, bør du altid gå til en dyrlæge eller fysioterapeut for udredning først.

Effekter ved massage af hund med slidgigt

  • Blodcirkulationen øges
  • Smerten mindskes
  • Velværet øges

Udstrækning kan øge bevægeligheden

At strække hunden kan have en positiv effekt på anspændt muskulatur og kan på sigt hjælpe hunden til øget bevægelighed og mindre smerte. Hos hunde med artrose bør udstrækning udføres gennem hele hundens liv, og hunden skal altid være opvarmet, før du strækker ud, for eksempel efter en gåtur.

Udstrækning sammen med massage og medicinsk behandling kan give hunden et aktivt liv igen. Men for at udstrækningen skal give det ønskede resultat, er det vigtigt, at det udføres korrekt ud fra de anvisninger, du har fået fra dyresundhedspersonale, såsom dyrlæge eller fysioterapeut.

Formål med udstrækning af hund med slidgigt

  • Leddenes bevægelighed øges
  • Spændinger i sener, ledbånd og ledkapsler løsnes
  • Skader forebygges
  • Muskelømhed kan mindskes

Svømning belaster leddene minimalt

Svømning i bassin er et skånsomt alternativ for en hund med slidgigt. Svømning er en lavintensiv motion, som udvikler hundens kondition og styrke, samtidig med at musklerne styrkes. I vandet belastes leddene minimalt og aflaster fra ydre påvirkning.

Svømningen bør udføres under opsyn af dyresundhedspersonale. I starten kan det dreje sig om et minuts svømning i bassin. For en hund, der er bange for vand og ikke vil svømme i bassin, kan alternativet dog gøre mere skade end gavn.

Tilpas hundens hjemmemiljø

Ændringer i hundens hjemmemiljø bør altid diskuteres, når behandling mod artrose påbegyndes.

Eksempler på ændringer i hjemmet

  • En blød og velpolstret hundeseng
  • Et varmetæppe under hundens tæpper kan hjælpe mod stivhed
  • Et gulv med godt fodfæste kan forhindre hunden i at glide eller falde
  • Minimér antallet af trapper, hunden går på, for eksempel ved at bruge en rampe
  • Transportable ramper for at undgå, at hunden for eksempel hopper ind og ud af bilen
  • Undgå overdreven aktivitet og intens leg med andre hunde
  • Undgå meget sne og is om vinteren
  • Undgå at hunden opholder sig i et koldt, fugtigt miljø udendørs. En hund med slidgigt bør opholde sig i et varmt og tørt indendørsmiljø for ikke at forværre stivheden

Forebyg at hunden får slidgigt

Du kan delvist forebygge, at din hund får slidgigt, ved at holde din hund i god form med god muskelmasse, som kan give god stabilitet for leddene. Overvægt belaster leddene endnu mere, så hvis din hund er overvægtig, bør den tabe sig.

Overvægtige hunde

Hundens vægt og kondition er helt afgørende for, at hunden, trods sin slidgigt, kan have det godt. Overvægt belaster leddene og får slidgigten til at udvikle sig hurtigere. Fysisk aktivitet skaber i stedet muskelmasse, som hjælper med at støtte leddene. Det gør, at hunden ikke har lige så ondt, når den bevæger sig.