Hvad er cherry eye?
Cherry eye, eller kirsebærøje som det også kaldes, er en fremfaldet tårekirtel. Årsagen er en svaghed i bindevævet, der holder kirtlen på plads, hvilket kan føre til, at den falder frem og derefter bliver betændt. Det er især hunde under 1 år, der rammes. Begge øjne bliver ofte ramt, men som regel ikke på samme tid. Cherry eye er mere almindeligt hos visse racer.
Symptomer på cherry eye
Det mest almindelige symptom på cherry eye er, at du ser en hævet og rød kirtel i hundens øjenkrog, hvilket kan føre til nedsat tåreproduktion og tørre øjne hos hunden. Hunde begynder da ofte at klø sig ved øjet, hvilket kan få øjet til at løbe.
Diagnose af cherry eye
Dyrlægen stiller diagnosen cherry eye ved at undersøge øjet. Det er vigtigt at udelukke andre årsager til hævelsen, såsom forandringer i brusken.
Hvordan behandles en hund med cherry eye?
Cherry eye behandles ikke altid, men oftest vælger man at behandle cherry eye for at mindske risikoen for gener i øjet. Ved milde tilfælde kan det være nok med øjendråber og massage for at få kirtlen på plads igen. Men ofte vurderer dyrlægen, at en operation er nødvendig, hvor tårekirtlen sys ned på sin oprindelige plads.
Der er dog risiko for tilbagefald, og i svære tilfælde kan dyrlægen være nødt til at operere hele tårekirtlen væk. At fjerne tårekirtlen vil man dog helst undgå, da hunden så kan få problemer med tørre øjne.
Er cherry eye arveligt?
Alle hunde kan rammes af cherry eye, men det er mere almindeligt hos visse racer, og der findes en genetisk risikofaktor. Arveligheden er dog ikke fastslået.
Hvornår skal jeg kontakte dyrlægen om cherry eye?
Hvis du mistænker, at din hund har fået cherry eye, bør du kontakte en dyrlæge, som kan undersøge hundens øje.
Hundens tredje øjenlåg
Hunde har tre øjenlåg. Et øvre, et nedre og et tredje øjenlåg (blinkhinden), som oftest ses som en lyserød hinde i hundens øjenkrog. Hunde har to kirtler, der producerer tårevæske, som har en beskyttende funktion for øjnene. Den ene kirtel er placeret under det øvre øjenlåg, og den anden under blinkhinden. Hvis hunden rammes af cherry eye, kan øjet påvirkes med risiko for irritation, betændelse og endda hornhindesår.