Blærebetændelse hos hund skyldes oftest bakterier fra tarmen, som bevæger sig op til blæren. Da urinblæren altid er steril, opstår der en infektion, når bakterierne kommer dertil. Tæver rammes oftere end hanner af blærebetændelse, fordi deres urinrør er kortere. Derudover er afstanden mellem endetarmsåbningen og vagina hos tæven kortere, hvilket gør det lettere for bakterier at vandre op.
Symptomer på blærebetændelse hos hund
- Hunden tisser ofte
- Blod i urinen
- Hunden viser, at det gør ondt, når den tisser
- Sløvhed
- Nedsat appetit
- Feber
Blærebetændelse – smertefuldt og ubehageligt
Blærebetændelse er i sig selv ikke farligt for hunden, men den kan i værste fald sprede sig til nyrerne. Hvis du selv har haft sygdommen, ved du også, at det ikke er en særlig behagelig følelse. Book en tid hos dyrlægen, hvis du har mistanke om, at hunden har urinvejsinfektion.
Ved at tage en urinprøve kan dyrlægen fastslå, om det er urinvejsinfektion. Man laver som regel en dyrkning af urinen for at sikre, hvilken bakterie der har forårsaget infektionen, så hunden får den rette type antibiotika.
Urinsten som følge af blærebetændelse
Blærebetændelse heler som regel uden problemer, men kan også føre til en bestemt type dannelse af urinsten. For at vide, om der er urinsten, skal man undersøge blæren og urinrøret med røntgen eller ultralyd.
Derudover findes der andre typer urinsten, som dannes af andre årsager og har forskellige sammensætninger, der kan give symptomer, som ligner dem, man ser ved urinvejsinfektion. Visse leversygdomme kan føre til sten-dannelse, genetiske faktorer kan spille en rolle, og nogle gange kender man ikke årsagen. Nogle kan håndteres med specielt foder eller medicin, og nogle skal fjernes kirurgisk.
Hvis en urinsten sætter sig fast og blokerer urinrøret, kan det være livsfarligt for hunden. Urinstop kan nemlig føre til forgiftning af hunden. Hvis du har mistanke om, at din hund ikke kan tisse, skal du altid kontakte dyrlægen akut.
Forebyg blærebetændelse hos hund
For at mindske risikoen for, at hunden får en urinvejsinfektion, skal du sørge for at lufte den så tidligt som muligt om morgenen og så sent som muligt om aftenen. Det skyldes, at tiden, urinen befinder sig i blæren, så mindskes, og dermed også risikoen for bakterievækst. Sørg også for, at hunden altid har fri adgang til vand, så den drikker.
