Hvad er Addisons sygdom?

Addisons sygdom betyder, at binyrerne producerer for lidt af hormonerne kortisol og nogle gange også aldosteron. Disse hormoner er vigtige for kroppens stofskifte, immunforsvar, blodtryk og væskebalance. Når niveauerne bliver for lave, påvirkes hele kroppen. Sygdommen kan ramme alle racer, men ses oftere hos nogle, og mistænkes derfor at kunne være arvelig.

Almindelige symptomer på Addisons sygdom

Addisons sygdom kan give diffuse symptomer, som kommer og går, hvilket gør, at den nogle gange er svær at opdage i starten. Almindelige symptomer er:

  • Sløvhed og træthed
  • Nedsat appetit
  • Opkast og diarré
  • Vægttab
  • Urolig eller rumlende mave
  • Øget tørst og urinering hos nogle hunde

Symptomer på akut Addison-krise

En akut Addison-krise er en alvorlig tilstand, hvor kroppen pludselig får mangel på kortisol og aldosteron. Det fører til kraftig forstyrrelse af væske- og saltbalancen. Choktilstanden er livstruende og kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp. Hunden kan få symptomer som:

  • Lavt blodtryk
  • Ændret hjerterytme
  • Kraftig svaghed eller kollaps
  • Mavesmerter
  • Dehydrering
  • Høje nyretal

Andre sygdomme med lignende symptomer

Addisons sygdom kan let forveksles med andre sygdomme. For eksempel kan nyresvigt, betændt bugspytkirtel, leversygdom eller mave-tarmproblemer give lignende symptomer. Derfor kræves der altid dyrlægeundersøgelse for at stille en sikker diagnose.

Årsagen til Addisons sygdom

Den mest almindelige årsag er, at hundens immunforsvar angriber og nedbryder binyrebarken. Så mindskes eller ophører produktionen af kortisol og nogle gange også aldosteron.

Sådan stilles diagnosen

For at fastslå Addisons-sygdom tager dyrlægen blodprøver for blandt andet at kontrollere kortisol og elektrolytter såsom natrium og kalium. ACTH-stimulationstest er en specifik test, hvor man måler, hvordan hundens binyrer reagerer på et hormon, der normalt stimulerer kortisolproduktionen.

Behandling af Addisons sygdom hos hund

Ved en akut Addison-krise har hunden brug for hurtig behandling med væske direkte i blodet for at genoprette væskebalancen og korrigere forstyrrelser i elektrolytter og pH-værdi. Kortison gives også for at erstatte det kroppens eget kortison, som ikke længere produceres. Doseringen tilpasses individuelt.

Behandlingen af Addisons sygdom er livslang og består af medicinering med kortison og nogle gange også medicin, der erstatter aldosteron. I nogle tilfælde kan salttabletter være nødvendige for at stabilisere saltbalancen, men det er sjældent. Hunden har brug for regelmæssige dyrlægekontroller med blodprøver for at følge op på behandlingen og justere doserne efter behov.

Prognose for hund med Addisons sygdom

Addisons sygdom kan ikke helbredes, men med livslang behandling og regelmæssige kontrolbesøg hos dyrlægen kan hunden leve et normalt og aktivt liv.

Hvad kan jeg selv gøre?

Som hundeejer bør du være opmærksom på symptomer som sløvhed, opkast eller diarré og kontakte dyrlægen, hvis hunden virker syg. Ved anden sygdom eller ved stress kan hunden have behov for ekstra kortisontilskud.

Hvornår skal jeg søge dyrlæge?

Ved symptomer på Addisons sygdom skal hunden undersøges af dyrlæge, som kan fastslå årsagen. Symptomerne kan som sagt skyldes mange andre årsager end Addisons sygdom.

  • Ved symptomer som opkast, diarré, sløvhed eller vægttab.
  • Hvis hunden får tilbagevendende maveproblemer uden tydelig årsag.
  • Hvis hunden pludselig kollapser eller får svært ved at stå – søg akut dyrlægehjælp.