Hvornår kan en hanhund parre?

Det er meget forskelligt, hvornår forskellige racer bliver kønsmodne – hunde af små racer bliver som regel kønsmodne i en yngre alder end hunde af store racer. Man plejer at sige, at hanhunde kommer i puberteten, når de begynder at lette ben.

Men hanhunde kan sagtens være i stand til at parre inden da – det vil sige, at de rent fysisk kan bestige tævehunden. I princippet bliver en hanhund heller aldrig for gammel til at parre sig.

Er kastrering farligt? Hvordan påvirkes hanhunden af kastration?

I Danmark er det ikke så almindeligt at kastrere hanhunde og sterilisere tævehunde. I visse andre lande, især i USA, neutraliserer man som regel alle hunde, som ikke skal anvendes i avl. Kastration er ikke farligt i sig selv, men hvis uheldet er ude, kan der naturligvis støde komplikationer til under operationen eller mens hunden kommer sig efter indgrebet. I de allerfleste tilfælde går alting som det skal, og indgrebet kan gøres ambulant. Det vil sige, at hunden kan komme hjem samme dag.

Fordelen ved at have en kastreret hanhund er, at den ikke længere tager sig af tævehunde i løbetid, og man kan derfor have den sammen med hunhunde.
En del intakte hanhunde er meget påvirket af løbetid. De går fra foderet, hyler, vil hele tiden ud, tisser og markerer overalt. Det kan i nogle tilfælde være meget besværligt for hundeejeren. Nogle hanhunde tåler heller ikke andre hanhunde – de bliver aggressive over for hanhunde og forsøger at dominere deres omgivelser. I mange tilfælde kan en kastration løse disse problemer – men ikke altid!

Man hører indimellem, at kastrerede hanhunde bliver fede og lade, og at deres personlighed bliver fuldkommen forandret. Der er en lille risiko for en mindre vægtforøgelse i forbindelse med hormonændringen, men det kan meget nemt modvirkes med korrekt fodring, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvordan man fodrer sin hanhund efter indgrebet.

Med hensyn til personlighedsforandring bliver en kastrat mindre dominant og mindre aggressiv over for andre hanhunde. Jo ældre hunden er, når den kastreres, jo mindre sandsynlighed er der for, at den indlærte adfærd påvirkes.

Der er ikke belæg for påstanden om, at kastrerede hanner er lade. De kan være lige så legesyge og interesserede i deres omgivelser som før indgrebet.

Hvad betyder en forstørret prostata for min hund?

Forstørret prostata er meget almindeligt hos ældre hanhunde, og før eller siden vil det give problemer af en eller anden slags. Det kan være, at hunden får sværere ved at komme af med afføring, eller at den får vandladningsproblemer. Almindeligvis anvender man hormonbehandling mod denne lidelse.
Alternativet til hormonbehandlingen er at kastrere hunden. Det er svært at svare på, om det er nødvendigt at behandle hunden, før den får symptomer. Det kan afhænge af, hvor stor prostata er på det tidspunkt, hvor hunden bliver undersøgt. Resultatet af hormonbehandlingen er, at hunden (lidt afhængig af dosis) bliver kemisk kastreret. Det betyder, at han får lidt mindre hanhundepræg og adfærd. Det er imidlertid ikke sikkert, at man kan mærke særlig meget til det på en ældre hanhund.

Er der nogen risiko ved at give ’hormonindsprøjtninger’ til hanhund for at dæmpe overdreven aggressivitet over for andre hanhunde?

Den største risiko er nok, at det ikke hjælper. Den eneste måde, man kan afgøre det på, er ved at prøve sig frem. Som regel er der ingen bivirkninger. Ganske få hunde kan reagere med pelstab på injektionsstedet, en del kan få øget appetit og have risiko for at stige i vægt. Men det kan du selv regulere med fodring og motion.

Hvad skal jeg gøre med min ’hyperseksuelle’ hanhund?

Hyperseksualitet hos hanhunde kan virkelig være et problem. I de fleste tilfælde er det bedst at kastrere hunden – men det kan være et problem, hvis han anvendes til udstilling. Du bør rådføre dig med din dyrlæge og spørge, om hormonbehandling kan være et alternativ.