Hundeører aktiveres let

Det er tilsyneladende meget svært for hunden at slå næsen og ørerne fra, de er i hvert fald meget lette at aktivere – de er stort set altid til rådighed. En sovende hund vågner meget let ved duften af en skive pølse. På samme måde kan man iagttage, hvordan ørerne på en hund, der sover dybt, hele tiden ’analyserer’ omgivelserne. Det rykker i ørerne, og hunden er straks på benene, hvis den fornemmer fare, eller hvis der sker noget spændende.

Alle sanser i brug

Hundens evne til at lokaliserer en lydkilde har vist sig at være enestående. Hundens ydre ører kan bevæges uafhængigt af hinanden. Det øger deres evne til at opfange lydbølger. Når hunden har reageret på en lyd, retter den ørerne ind, sådan at de rammes af samme lydstyrke. Hunden orienterer sig derefter automatisk med næsen og øjnene mod lydkilden, og man kan tydeligt se på hunden, hvordan den indprenter sig omgivelserne, for med alle sanser i brug at få overblik over situationen.

Hvis det ikke straks lykkes for hunden at få øje på lydkilden, og hvis dens nysgerrighed eller jagtlyst er vakt, begynder hunden at lægge hovedet på skrå i forskellige vinkler for at få flere informationer om situationen. På denne måde kan hunden bestemme både, hvilken retning lyden kommer fra og til en vis grad også afstanden.

En lydkilde i nærheden kan derfor fastlægges med ret stor præcision. Ulve, hunde og ræve anvender denne teknik, når de fanger små gnavere i underskoven eller under sneen.

Det vellykkede resultat ses af det klassiske afsluttende ’musespring’, som et godt udtryk for jagtformens effektivitet. Betegnelsen musespring bruges om den adfærd, hvor hunden hopper med alle fire ben i vejret og lander med forpoterne eller alle fire poter på byttet. 

I et forsøg satte man en hund i midten af en cirkel med flere forskellige lydkilder placeret i periferien rundt om hunden. Det lykkedes hunden at lokalisere 60 forskellige lydkilder, mens mennesker kun kunne identificere 16.

Øretyper

Ulvens opretstående ører, som giver en stor åbning, lyden kan trænge ind gennem, er i avlsarbejdet forandret hos mange racer. Der findes talrige varianter lige fra jagthundens oprindelige opretstående ører til de tunge hængeører hos basset hound og spaniels. Det virker logisk, at hunde, hvis ydre ører ligger som et tæt låg for øregangen, skulle have sværere ved at høre og ved at lokalisere lydkilder. Mærkeligt nok har man ikke kunnet påvise nogen forskel i hørelsen hos de forskellige racer og øretyper!

Hvis man studerer udseendet på hunde med samme ’arbejdsopgaver’, fremgår det, at drivende hunde, der skal gå med næsen i jorden er udstyret med hængeører, mens racer der i højere grad er afhængige af alle sanser har opretstående ører, f.eks. elghunde. Man kunne tro, at hængeørerne dæmper hørelsen, sådan at hunden tvinges til at stole mere på sin næse.

Var det så ikke endnu bedre at gøre ørerne så store og hængende, at de også dækkede øjnene og dermed undgik at distrahere sporeksperten? Det lyder selvfølgelig fjollet, men se bare, hvordan en blodhund ser ud, når den udøver sit arbejde! Der findes dog mange udmærkede sporhunde med opretstående ører, og det taler imod ’afskærmningsteorien’. Det kan være, at hængeører skal beskytte jagthunde, der stryger gennem underskoven mod at få noget i ørerne, ligesom mange har pels ned over øjnene for at beskytte dem mod at få grene i øjnene.