Hos hunden kan du ikke som hos mennesker finde pulsen på halsen, og det er vigtigt at øve sig og vide, hvor man i stedet skal lede.

Du finder lettest pulsen, hvis du mærker efter i lysken. Sæt en finger på indersiden af låret eller i lysken, næsten helt oppe ved hofteleddet. Flyt fingrene rundt, indtil du finder pulsen.

Præcis som hos mennesker er en normal puls hos hunde individuel og kan altså variere fra hund til hund. Find derfor ud af, hvor din hunds normale hvilepuls ligger.

Hvis du ikke kan finde pulsen, kan du i stedet prøve at finde hundens hjerteslag. Du skal lægge hånden på den nederste del af brystkassen bag venstre forben for at kunne mærke hjerteslaget.