(Læs artiklen om, hvordan du lærer din hund at sætte forpoterne på en targetplade, hvis I ikke har arbejdet med det endnu.)

Som altid, er det en god ide at gå i gang med indlæring af en ny øvelse i rolige omgivelser, så din hund har let ved at koncentrere sig.

Når hunden er blevet super skrap til øvelsen hjemme, kan du måske få lov til at øve hos dyrlægen på et tidspunkt, hvor hunden ikke skal ind til undersøgelse. Gå gradvist frem, så din hund hele tiden er tryg ved legen.

Til træningen har du brug for nogle godbidder, som din hund er glad for.

Hund sidder på en platform

Op på måtte

Første del af øvelsen handler om, at din hund bliver glad for selv at tilbyde at gå op på en måtte, som ligger på gulvet. Du kan bruge et tæppe, en måtte eller et håndklæde til denne øvelse.

Trin 1

  • Hav dine godbidder klar et sted, hvor de ikke distraherer hunden, f.eks. i en hånd holdt bag ryggen.
  • Læg måtten på gulvet.
  • Læg en godbid på gulvet et lille stykke fra måtten og træd selv hen, så du står for enden af måtten.
  • Dump nogle godbidder på måtten, så hunden træder op på måtten. Dump godbidder løbende, så hunden oplever, at der bliver ved med at komme godbidder på måtten, når den har poterne på måtten.
  • Når du vil lave en ny gentagelse, dumper du en enkelt godbid udenfor måtten og gentager ved igen at dumpe nogle godbidder på måtten, så hunden træder op på måtten for at spise godbidderne.
  • I dette første trin oplever hunden, at der sker noget rart, hver gang den træder op på måtten.
  • Lav fire-fem gentagelser af dette trin, før du går videre.
  • Dump en godbid på gulvet væk fra måtten og sig ”fri”, når du vil afslutte.
  • Fjern måtten, når du afslutter træningen.

Trin 2

  • På dette trin er målet, at hunden selv søger hen på måtten, efter den har spist en godbid, du har dumpet på gulvet.
  • Når hunden har spist den dumpede godbid, venter du et øjeblik og ser, om hunden selv søger hen på måtten.
  • Ros når hunden selv søger måtten og dump igen flere godbidder i træk, mens hunden står på måtten.
  • Dump en godbid lidt væk fra måtten, når du vil give hunden et nyt forsøg.
  • Vent igen til hunden selv træder op på måtten, ros og lever godbidderne på måtten.
  • Lav fire-fem gentagelser i hver session.
  • Dump en godbid på gulvet væk fra måtten og sig ”fri”, når du vil afslutte.
  • Fjern måtten, når du afslutter træningen.
  • Træn indtil hunden sikkert selv tilbyder at træde op på måtten, før du roser og dumper godbidder på måtten.

Trin 3

  • Nu er målet, at hunden står og evt. sætter sig på måtten, hvor du giver godbidder fra hånden i stedet for at dumpe dem på måtten.
  • Når hunden selv søger op på måtten efter at have spist en dumpet godbid, kan du rose og give godbidder fra hånden.
  • Hvis det er lettest for hunden, kan du først belønne, mens hunden står op.
  • Næste trin kan være, at du siger ”sit” og så belønner, mens hunden sidder ned.
  • Beløn flere gange i træk, uanset hvilken position hunden er i.
  • Sig ”fri” og dump en godbid på gulvet lidt væk fra måtten, når du vil give hunden et nyt forsøg.
  • Dump en godbid på gulvet væk fra måtten og sig ”fri”, når du vil afslutte.
  • Fjern måtten, når du afslutter træningen.
  • Træn i flere sessioner, indtil hunden er komfortabel ved at stå/sidde på måtten i nogle sekunder i træk, mens du belønner flere gange i træk.

Op på platform

Til denne del af træningen, har du brug for en slags platform, som er hævet lidt over gulvet. Når platformen er f.eks. 5-10 cm høj, vil det blive tydeligt for hunden, at den træder op på noget, f.eks. vægten hos dyrlægen.

Find en plade eller lignende, der passer i størrelsen til din egen hund og sørg for, at overfladen er skridsikker, så hunden ikke glider, når den træder op på platformen.

Trin 1

  • Når du går i gang med platformen, går du lidt tilbage i træningen, fordi platformen er ny for hunden.
  • Læg en godbid for enden af platformen, så hunden kan træde op på platformen, når den har spist godbidden på gulvet.
  • Træd selv tilbage, så du står for enden af platformen. Levér flere godbidder i træk direkte på platformen, mens hunden står med forpoterne på platformen.
  • Prøv at guide hunden med hånden til at gå hen over platformen, når du vil have den ned, så den går frem og over platformen i stedet for at træde ned til siden.
  • Guid hunden hen til enden af platformen og læg en godbid, så du begynder igen på samme måde som før, når du vil give hunden et nyt forsøg.
  • Prøv gradvist at få hunden op på platformen med alle fire poter.
  • Lad hunden gå hen over platformen og læg en godbid på gulvet og sig ”fri”, når du vil afslutte.
  • Fjern platformen, når du afslutter træningen.
  • Gentag flere gange i træk, indtil hunden er tryg ved at sætte alle fire poter op på platformen.

Trin 2

  • I det sidste trin, belønner du hunden for at stå og evt. sætte sig på platformen. Du vælger selv, hvad du synes er det bedste for hunden.
  • Begynd på samme måde som i trin 1 ved at lægge en godbid på gulvet for enden af platformen og lad hunden træde op. Ros og beløn.
  • Sig ”sit” og ros og giv flere godbidder i træk, mens hunden sidder på platformen.
  • Guid hunden ned fra platformen ligesom i trin 1, når du vil have hunden af – enten til et nyt forsøg eller når du vil afslutte træningen.
  • Når hunden er blevet god til at træde op på platformen, kan du give adfærden et navn, f.eks. ”op” ved at sige signalet, lige før hunden træder op. Gentag dette 10-20 gange over flere træningssessioner, så vil hunden begynde at kende signalet.
  • Fjern platformen, når du afslutter træningen.

Når din hund er blevet god til at gå op på platformen, kan du begynde at træne hos dyrlægen, hvis du kan få lov til at bruge en vægt i venteværelset, når der ikke er travlt, og på tidspunkter hvor din hund ikke skal ind til undersøgelse.

Du kan også bruge adfærden til at få hunden til selv at gå op på undersøgelsesbordet hos dyrlægen, når det er kørt helt ned i lav højde.

Ligesom forpotetarget på store sten og lignende er en sjov aktivitet på gåture, kan du også få hunden til at træde op på f.eks. en lav bænk på jeres gåture, når du har trænet den til at træde op på en platform.

Hunde står på bænk i skoven

Alle hunde kan lære at træde op på en måtte og senere en lav platform. Det at hunden har lært selv at træde op og er vant til, at der falder masser af godbidder af, når den står på platformen, vil gøre det lettere for hunden at gå op på vægten hos dyrlægen eller at gå op på bordet hos dyrlægen, når det er kørt ned i lav højde.

Ud over den praktiske anvendelse, er det en sjov øvelse, som styrker jeres samarbejde i det daglige, når du lærer hunden at gå op på en måtte og en platform.

God fornøjelse med træningen.