Lerede folde og fugtige stalde – det er, hvad de fleste hesteejere kan forvente om efteråret og vinteren. Bakterier og svampe trives og formerer sig i mudderet, samtidig med at hornet i hoven bliver blødere, hvilket gør, at hestenes hove lettere rammes af sur stråle og white line disease.
Sur stråle
Sur stråle er den mest almindelige form for råd, der opstår i hestens hove. Sur stråle skyldes bakterier og svampe, der trives i fugtige miljøer. Hos en hest, der er ramt af sur stråle, ses en sortagtig og nogle gange ildelugtende væske fra strålen (den trekantede blødere del på undersiden af hestens hov). Strålen kan blive blød og få fordybninger i strålefurerne, hvilket kan gøre hesten øm ved belastning af hoven.
White line disease
White line disease påvirker den hvide linje i hoven (der hvor sålen møder kanten af hornet på undersiden af hestens hov). Råddet skyldes bakterier eller svampe, der trænger ind gennem små sprækker eller skader i den hvide linje.
Symptomerne ligner dem ved sur stråle, hestene viser ofte også smerte og ømhed ved tryk. Mere dybtgående infektioner kan give anledning til hovbylder, som kan opstå, hvis problemet ikke opdages i tide.
Behandling af sur stråle og white line disease
Råd i hoven - som både sur stråle og white line disease dækker over, behandles primært ved grundig rengøring og desinficering af hoven. Det gælder om at holde hoven så ren og tør som muligt. En beslagsmed eller dyrlæge kan være nødt til at skære den hvide linje/strålen fri for inficeret væv.
Nogle heste har genetisk dårlig hovkvalitet, og det gør deres hove mere skrøbelige og modtagelige for sådanne lidelser.
Sådan kan du forebygge sur stråle og white line disease
- Inspicér og rengør hestens hove grundigt hver dag.
- Få beslagsmed ud regelmæssigt.
- Hold boksen og foldene så rene og tørre som muligt, husk at muge ud på folden også om efteråret og vinteren. Mudrede og våde folde øger risikoen.
- Sørg for, at hesten har en tilpasset foderration.