Den mest almindelige årsag til forstoppelsen er stress, hvis hesten f.eks. sættes ind i boksen efter en anstrengende præstation og samtidig både er ophidset og sulten. Når hesten er træt og stresset, vil mundens slimhinder ofte være tørre, og så kan tørt foder lettere sætte sig fast i spiserøret, hvis hesten spiser det for hurtigt.

Årsagen er tit stress

Sult er i sig selv en stressfaktor. Mange heste spiser langsommere, hvis den samlede fodermængde fordeles over et større antal måltider i løbet af døgnet. Hestens mavesæk er meget lille i forhold til dens samlede kropsstørrelse. Heste er faktisk skabt til at spise stort set hele tiden.

Visse tilfælde af spiserørsforstoppelse opstår, hvis hesten slipper ud af boksen om natten og får mulighed for at spise store mængder betfor eller foder i pilleform, som ikke er opblødt. Andre årsager kan være misdannelser eller skader på spiserøret.

Gør passagen lettere

Hesten skal altid – også når den er ude – have adgang til friskt vand. Så kan det foder, den spiser, blive opblødt, sådan at det lettere glider gennem spiserøret. Undgå at fodre, når hesten lige har præsteret meget. Sørg for at hesten er kommet ned i hvilepuls og har fået mulighed for at drikke vand, før du fodrer den især efter konkurrencer eller hård træning.  

En hest, der skal transporteres hjem lige efter en afsluttet konkurrence eller hård træning, bør ikke have et fyldt hønet under transporten, da det udgør en risiko for spiserørsforstoppelse.

Altid alvorligt

Spiserørsforstoppelse udgør altid en alvorlig risiko – tilkald dyrlægen hurtigst muligt.

Spytafsondringen fortsætter, selv om hesten ikke kan synke sit spyt, og i værste fald kan hesten få foderblandet spyt ned i lungerne. Det kan få alvorlige følger. En langvarig forstoppelse hæmmer desuden blodtilførslen til spiserørets væv, der kan blive beskadiget eller porrøst.

Ethvert indgreb i lidelsen kræver stor forsigtighed. Du skal derfor aldrig selv forsøge at løsne foderproppen ved hjælp af en slange gennem svælget.

Hvad gør jeg?

Mens du venter på dyrlægen, kan du ganske forsigtigt prøve at løsne foderproppen ved at massere hesten blidt langs spiserøret. Du skal massere hele vejen fra strubehovedet til det sted, hvor spiserøret munder ud i brysthulen

En af forudsætningerne, for at hesten skal kunne tygge og synke sin mad ordentligt, er, at dens tænder er i god stand. Ved gentagne tilfælde af spiserørsforstoppelse, der ikke kan forklares af andre grunde, bør man lade dyrlægen kontrollere hestens mund og om muligt undersøge spiserøret ved en kikkertundersøgelse. 

Du kan også forebygge spiserørsforstoppelse ved at lægge store sten i krybben, så det tager lidt længere tid for hesten at spise.