Selvom navnet kunne tyde på noget andet, så er ringorm faktisk slet ikke en orm, men derimod en svamp – nærmere betegnet dermatofytter. Der er altså tale om en svampeinfektion i huden, når hesten har ringorm.

Hvad er symptomerne på ringorm?

Symptomerne på ringorm kan se forskellige ud afhængigt af det stadie, sygdommen opdages i. Mindre hævelse i huden og skorpedannelser er normalt de første symptomer. Når skorperne så falder af, bliver symptomerne mere synlige med hårløse og tørre runde områder af varierende størrelse. Nogle gange er der også fortykket hud.

Berørte områder er normalt hoved, nakke og krop. Men de ramte områder kan variere alt efter, hvilke kropsdele der er kommet i direkte kontakt med inficerede heste eller med smitte fra lånt udstyr.

Er ringorm smitsomt?

Ringorm er smitsomt – meget smitsomt. Den kan både smitte gennem direkte kontakt, men også gennem udstyr, inventar, tøj osv. Det, der gør, at sygdommen er så smitsom, er netop at de svampesporer, der dannes i forbindelse med infektionen, kan overleve på udstyr eller i staldens omgivelser i måneder til år og blive ved med at smitte. Derfor skal der også gøres hovedrent i stalden, hvis der er en inficeret hest, ligesom at udstyr, strigler osv., skal desinficeres.

Faktisk smitter svampen ikke kun hestene imellem, men også fra heste til mennesker eller til andre dyr. Du skal derfor også selv være opmærksom på, at du ikke kommer i berøring med hesten, og at dit tøj osv. kan føre smitten videre. Netop pga. den store smittefare er det også nødvendigt at isolere de(n) smittede hest(e), så smittekæden kan stoppes.

Kan alle heste få ringorm?

Unge, ældre eller heste med et svækket immunforsvar får lettere ringorminfektioner. Heste, der allerede har været inficerede, bliver dog ofte immune for livet. Derfor er det også sjældent, at en hest rammes af ringorm flere gange.

Hvordan behandler man ringorm?

Dyrlægen ordinerer svampedræbende midler som hesten skal vaskes i. Frekvensen varierer fra produkt til produkt.