Livscyklus for indvoldsparasitter
Alle tarmparasitter har en specifik livscyklus med en konstant udskiftning af voksne parasitter, der producerer æg, som bliver til larver, der bliver til nye voksne, når de gamle parasitter dør (spontant eller efter ormekur).
Blodorm (også kaldet strongylider)
De store (Strongylus vulgaris) og små (cyathostomer) blodorm er hestens mest almindelige indvoldsparasitter. De lever som voksne i hestens tyktarm, hvor ormene lægger æg, som kommer ud på græsset med afføringen. Æggene udvikler sig til larver, som hesten så får i sig ved at spise græsset.
Parasitlarverne udvikler sig hurtigst i græsningssæsonen, når det er varmt og fugtigt. Både æg og larver overvintrer på græsset, og de kan overleve i skadelige mængder til næste græsningssæson og nogle gange i flere år.
Den store blodormslarver vandrer gennem tarmvæggen til de store blodkar, der forsyner tarmen. Her kan de give alvorlige skader i krøskarrene og forårsage kolik. Heling kan tage lang tid, og nogle gange bliver tarmskaderne permanente.
De små strongylider udgør en større andel af blodormene. Disse ormes larver går under visse betingelser, som kulde eller tørke, i dvale i hestens tyktarmsslimhinde og kan leve der i lang tid. Hundretusindvis af hvilende larver kan findes i tarmvæggen, og under mere gunstige forhold kan de aktiveres i stort antal og forårsage både diarré og kolik.
Under dvalefasen er larvernes stofskifte så lavt, at ormemidler ikke har nogen effekt. På den måde kan den lille blodorm være sværere at kontrollere, selv om hesten er blevet behandlet.
I en almindelig gødningsprøve kan store og små blodormsæg ikke skelnes fra hinanden – der skal foretages en dyrkning for at påvise stor blodorm. Ved forekomst af stor blodorm kræves en anden parasitkontrol med hensyn til ormekur og græsningsrutiner.
Spolorm
Spolorm (Parascaris equorum) forekommer almindeligt hos føl og ungheste, men sjældent hos raske voksne heste, hvor immunitet er udviklet. Typiske symptomer på spolormsinfektion er afmagring og oppustede føl.
Når larverne vandrer gennem lungerne og derefter bevæger sig til mave- og tarmkanalen, kan symptomer fra luftvejene ses, såsom hoste og slimet næseflåd. Spolorm kan ved store mængder give forstoppelse i tyndtarmen og i alvorlige tilfælde føre til døden.
Ormen lever i tyndtarmen og producerer mange æg, som kommer ud på græsset med afføringen. Disse æg forbliver i græsset til næste år og er en smittekilde for næste års føl. At tilbyde føllene et rent græsareal er derfor en forudsætning for at mindske parasittrykket.
Der er udbredt resistens hos spolorm ved flere af de almindelige ormemidler, derfor har føl særlige anbefalinger for ormekur.
Trådorm
Trådorm (Strongyloides westeri) er også almindeligt forekommende hos føl. Føllene smittes via råmælken, og ormene kan forårsage diarré. Symptomerne hos føllet opstår ofte samtidig med, at hoppen har sin første brunst, omkring ti dage efter foling. Immunitet mod ormen opbygges normalt, når føllet er fire til seks måneder gammelt.
Ormens æg udvikler sig til larver på græsset, hoppen bliver smittet, og larverne lagres i væv ved yveret for at smitte næste års føl.
Bændelorm
Den voksne bændelorm (Anoplocephala perfoliata) findes i overgangen mellem tyndtarm og blindtarm, hvor den nogle gange forårsager skader og fordøjelsesforstyrrelser. For eksempel kan høj forekomst af bændelorm give forstoppelse og nedsat tømning af blindtarmen.
Æg og bændelormeled, som indeholder æg, føres ud med gødningen. Æggene ligger derefter på græsmarken, hvor de optages af pansermider. Pansermiderne fungerer som mellemværter. Når hesten græsser på folden optages nogle af de inficerede pansermider, og den sidste udvikling foregår i hestens tarm.
Haleorm
Den voksne haleorm (Oxyuris equi) lever nær endetarmsåbningen, hvor ormene lægger deres æg omkring anus og kan forårsage kløe. Derfor vil dyrlægen af og til tage en prøve for haleorm, hvis hesten klør sin hale.
Mavebremselarver
Mavebremselarver (Gasterophilus spp.) lægger sine gulhvide æg i hestens pels på forbenene. Larverne optages via munden og kan forårsage betændelse i hestens mund/tunge, når de vandrer ned til mavesækken, hvor de overvintrer.
Et stort antal larver i hestens mavesæk kan give problemer, men oftest er hesten symptomfri. Larverne følger derefter med afføringen ud om foråret og forsommeren, forpupper sig i jorden, og nogle uger senere er udviklingen fuldendt.
Når larverne er blevet til fluer, kan de flyve mindst et par kilometer for at finde heste at lægge æg på. Man kan ikke foretage målrettet græssanering, men man kan regelmæssigt skrabe nylagte flueæg af pelsen for at mindske antallet af larver, hesten får i sig.
Hvornår skal jeg ormebehandle hesten?
En generel anbefaling er, at du bør ormebehandle hesten, hvis den udskiller mere end 200 EPG (æg pr. gram), eller hvis der er stor blodorm eller bændelorm ved gødningsprøve. Dette for at forhindre opbygning af smitte i græsmarkerne.
Hvornår skal man tage gødningsprøve?
Få et overblik over parasitforekomsten i flokken ved at tage gødningprøver og lad prøven analysere for æg. Lav altid en dyrkning for stor blodorm om foråret i april-maj, inden hestene lukkes på græs. Rådfør dig med dyrlægen om, hvordan og hvornår hestene bør ormebehandles for at forhindre opbygning af smitte i græsmarkerne.