Agria Dyreforsikring er Nordens største dyreforsikringsselskab, men indtil nytår var det kun danske hunde, katte og smådyr, der kunne blive sygeforsikret hos selskabet. I januar i år lancerede Agria forsikringer til heste i Danmark.

I Sverige har selskabet tilbudt hesteforsikringer i 126 år, og Sonja Karaoglan, der er direktør i Agria Dyreforsikring i Danmark, glæder sig over endelig at kunne tilbyde forsikringer til de store dyr herhjemme også.

“Vi har lyttet til de danske hesteejeres ønsker om forsikring og selvfølgelig også trukket på den erfaring, vi har i Sverige. Der er stor forskel på at have en hund og en hest, det siger sig selv. En hest er dyrere at anskaffe, den er dyr at holde og kræver en anden slags ekspertise når den bliver syg, og så kan en hest blive ret gammel, hvis man passer godt på den,” siger Sonja Karaoglan.

Livslang forsikring til heste

Agria er det eneste dyreforsikringsselskab i Danmark, der tilbyder livslang sygeforsikring til heste. Det betyder, at en hest kan blive sygeforsikret uanset, hvor gammel den er, og forsikringen ophører ikke, når hesten når en vis alder.

“Vi synes ikke, det er fair, at sygeforsikringen udløber, når hesten kommer op i årene. Som hos os mennesker, så er det jo netop i alderdommen, der kan støde skavanker til, og her er det ekstra vigtigt, at hesten er sygeforsikret,” siger Sonja Karaoglan.

Det kan hurtigt koste en hel bondegård, hvis en hest bliver syg, og den ikke har en sygeforsikring. Siden 2008 har det været lovpligtigt at have sin hest ansvarsforsikret, men ansvarsforsikring dækker ikke ved sygdom.

“En hest anses i dag af mange som en kær ven - eller ligefrem som en del af familien. Derfor er det vigtigt at tænke over, hvordan man kan give sin hest det bedst mulige liv og være forberedt, hvis hesten kommer til skade eller bliver syg, så man har råd til at få den behandlet,” siger hun.

Selskabets hesteforsikringer kan tilpasses den enkelte hest, da der er stor forskel på, hvordan ejeren bruger sin hest.

“En hest kan være et avlsdyr, en atlet, en hyggehest, en investering og meget andet. Derfor er det helt individuelt, hvilken type forsikring, der er den rigtige. Det afgørende er, at hesteejeren tænker langsigtet, da de fleste heste på et tidspunkt bliver ramt af sygdom eller får skader. Og i sådan en situation bør det altid være hestens ve og vel og ikke økonomien, der afgør hestens fremtid,” siger Agrias direktør.

Forskellige typer hesteforsikringer

  • Ansvarsforsikring er lovpligtig: dækker hvis din hest slipper løs og forårsager skader på personer, dyr eller materiel.
  • Sygeforsikring, hvis din hest kommer til skade eller bliver syg og må have dyrlægehjælp, erstatter sygeforsikringen en del af dine omkostninger for undersøgelse og behandling og evt. aflivning.
  • Liv- og uanvendelighedsforsikring, hvis din hest mister sin anvendelighed som ride- eller avlshest, eller hvis den bliver så syg eller skadet, at den dør eller ifølge dyrlægen skal aflives, kan du få erstatning, så du kan anskaffe en ny hest.
  • Foster- og følforsikring, specialforsikring for føl, der kan tegnes fra 40. drægtighedsdøgn og dækker frem til føllet er 30 dage gammelt.